Hvorfor er vi så kvoteparanoide?
”Kvoter, uha, nej! Jeg vil da ikke ha’ et job, bare fordi jeg er kvinde, jeg vil da ha’ det, fordi jeg er kvalificeret.” Sådan lyder den evindelige rygmarvsbegrundelse mod at indføre kvoter for at få flere kvindelige ledere.
Men burde vi egentlig ikke lige stoppe op her og tænke lidt ekstra?
For hvor langt er vi egentlig kommet med at få flere kvinder ind på direktionsgangene? Ikke særligt langt. Det virker, som om det går ufatteligt trægt med alle de frivillige initiativer. Let’s face it. Hvis du har en masse mandlige chefer på en arbejdsplads, hvem kender de så, når de skal rekruttere? Mænd!
Hvor mange virksomheder husker at finde kvindelige modkandidater til de mænd, der altid stiller op? Eller at lede efter kvinder, der har lyst til at lede, når der skal besættes en stilling længere nede i systemet? Eller at tale lyst til ledelse med kvinder under den årlige MUSsamtale?
Forudsætningen for at få flere kvindelige ledere er at have nogen på vej! Og det kræver nok lidt ekstra. Det sker tydeligvis ikke af sig selv.
Så her er det, jeg fristes til at spørge: Hvorfor er vi så paranoide over for kvoter? Kunne det ikke være rart snart at se nogle resultater på det her område? Og ville det egentlig gøre så meget, at der kom et mildt pres på alle, der ansætter – at armen blev vredet bare en lille bitte smule om på ryggen? Så alle de, der ansætter, eller skal gøde vejen for nye chefer, ikke kan vige udenom. Kvoter vil tvinge dem til at gøre sig umage. Med at lede, med at dyrke, med at ansætte superfede, skønne, moderne DYGTIGE OG KVALIFICEREDE kvindelige chefer.
I denne uges ALT for damerne kan du læse om alle de mere eller mindre håndgribelige modstande, kvinder støder på, når de er på vej mod toppen. Hvor ville det være skønt, hvis vi kunne få sat turbo på at fjerne nogle af dem!