Ugens intro: Hvad er ok på Facebook?
SPONSORERET indhold

Ugens intro: Hvad er ok på Facebook?

Redaktionschef, Mette Mølbak, deler sine tanker om censur på Facebook.

Af: Mette Mølbak Foto: Lars H.
10. jul. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Det er sjældent, at jeg bliver rødglødende af raseri, sådan en lørdag formiddag, hvor jeg sidder på min altan med sol, kaffe og avisen. Men det blev jeg, da jeg for godt en måned siden læste journalist Annegrethe Rasmussens åbne brev til Facebooks kvindelige topchef, Sheryl Sandberg. Brevet blev trykt i dagbladet Politiken og handler helt kortfattet om, at Facebook tillader rabiate voldsforherligende sider mod kvinder samtidig med, at billeder af f.eks. ammebryster og hippienøgenhed i forfatteren Peter Øvigs bog censureres.

”I har tegninger af en far med sin datter, der siger »bryster nu eller get the fuck out« – hvortil den lille pige på billedet svarer: »Men far, jeg er kun syv år«.

Eller hvad med fansiden for gruppen ”Whore torture” – den har over 3.350 likes, hvor man finder sangene ”Tortured then raped then killed then raped again” og ”My knife is for my cunt”. Illustrationerne viser blødende piger med opsprættede øjenhuler og underliv, skriver Rasmussen og fortsætter med flere kuldegysende eksempler. Siderne får blandt andet lov til at eksistere under betegnelsen humor.

Nu kan man hævde, at det er en meget lille del af verdens befolkning, der har så syg en tankegang, at de opretter siderne eller liker dem. Jo, men problemet er, at en privat virksomhed som Facebook giver dem lov til at udbrede deres ulækre budskaber. Som du kan læse i artiklen ”Hvor kommer kvindehadet fra?” (side 18 i denne uges ALT for damerne), så har nogle af protesterne virket. Nogle sider er fjernet. Men så længe der ikke er en generel politik om at lukke ned for sider med så stødende budskaber, mens ammebryster prompte bliver fjernet, så er der grund til at råbe op. Eller i hvert fald at blive bevidst om, hvad der sker i de mere uhyggelige hjørner af den store, globale venneklub kaldet Facebook.

LÆS OGSÅ: Sidste uges intro - Hvor langt er vi kommet?