Ulrik Wilbek: Sværere at arbejde med kvindehold end herrehold

Forrige weekend var Ulrik Wilbek til 50-årsfødselsdag. Ved den slags selskaber er der altid nogen, der vil høre, om han ikke lige kigger forbi deres virksomhed og holder et foredrag, eller måske har de endda relevant input til, hvilke projekter han bør give sig i kast med. Forrige lørdag var ingen undtagelse.

Hen på aftenen lænede den gæst, der sad over for Ulrik Wilbek, sig ind over bordet og sagde: "Du er jo forpligtet til at gå ind i landspolitik". Han mente det gravalvorligt. "De evner, du har, er jo det, folk efterspørger!".

Arhhh, ligefrem forpligtet mente Ulrik Wilbek nu ikke selv, han var. Men jo – han forstår godt, hvad den mandlige gæst her mente. Og hvorfor jeg også, efter at have læst hans bog, "Motivation – i medvind og modvind", tænker, at han ville kunne føre hvad som helst eller hvem som helst til tops. Personligt tænkte jeg faktisk på Caroline Wozniacki.

Han smiler forlegent og kaster sig ud i en ydmyg forklaring på det talent, som for to år siden sikrede ham titlen som intet mindre end Verdens Bedste Træner.

– Det handler om at have den der meget veludviklede empati. At sætte sig ind i, hvad mennesker vil, hvor de vil hen, hvad der betyder noget for dem, og hvordan de har det lige nu. Og på den måde stille dem de spørgsmål, som kan dreje dem hen, hvor de ønsker at blive drejet hen, siger Ulrik Wilbek til ALT for damerne.

Det er nemlig det, Ulrik Wilbek kan. Motivere andre. Og få dem til at yde deres allerbedste.

500 autografer
Men – for nu at vende tilbage det spørgsmål, der blev smidt på bordet til fødselsdagsselskabet – så kommer du ikke til at se den tidligere landsholds-træner i håndbold på talerstolen på Christiansborg.

– Jeg er slet ikke ideologisk nok til at blive politiker. Jeg vil jo gerne finde løsninger, og hvis nogen fra et andet parti kom med en god løsning, ville jeg sige: "yes, det gør vi!", i stedet for at sige, "nej, du kommer fra mit rivaliserende parti, så dét gør vi ikke! Det er en rigtig dårlig idé – altså indtil jeg selv kan få lov at fremføre den". Ha, ha. Selvfølgelig har jeg en politisk holdning, jeg er også medlem af Venstre, men jeg er ikke ideolog. For mig handler det om sund fornuft. Om hvad der er godt for os og for Danmark. Og det kommer jeg sgu ikke igennem med derinde.

Men den helt altoverskyggende årsag til, at han ikke for alvor træder ind på den politiske scene, handler om, at han ikke orker at have projektøren rettet mod sig 24 timer i døgnet.

– Jeg har prøvet at være på, og dengang holdt alle endda med mig. På Borgen ville halvdelen være imod mig hele tiden! Nej, jeg har ikke behov for at føre mig frem og være kendt. Det har været rigeligt. Jeg bliver stadig genkendt, når jeg går rundt. Folk er altid søde og rare, men jeg kunne godt indimellem savne lidt integritet. Jeg er jo flink og rar, så jeg siger aldrig til folk, at de skal lade mig være i fred, men jeg tænker det, siger han.

Vi har da også kun siddet 18 minutter på stamrestauranten Latinerly over for Viborg Domkirke, da Ulrik Wilbek bliver afbrudt midt i det stjerneskud, han lige har fået serveret. En mand har spottet "The Coach" som han bliver kaldt på disse kanter, selvom vi har installeret os i det fjerneste hjørne i de mørke lokaler. Manden fremfører med lav stemme sit ønske og slutter med "Det ville bare betyde så meget for ham".
Ulrik lægger bestikket, tørrer mundvigene i stofservietten og undskylder kort. Halvandet minut senere er han tilbage. De fik deres billede. Selvfølgelig. Man er vel høflig.

Episoden er ikke usædvanlig. At stå i spidsen for først det kvindelige og så det mandlige håndboldlandshold igennem en årrække fuld af glædesrus har sin pris. Og på det personlige plan betyder det blandt andet, at
Ulrik Wilbek ofte har måttet meddele sine to drenge, at han ikke tog med, når de skulle spille stævne.

– Så har jeg sagt, "hør her, der er 500 børn til det stævne, og jeg magter ikke at skrive 500 autografer, så jeg tager ikke med i dag". Og det er ærgerligt.

Forventningspres og mavesår
– Jeg vil skynde mig at sige, at jeg bestemt ikke skal klynke, for det har jo været nogle fantastiske år! Egentlig har det kun været det pres, der opstod de seneste år, der fik mig til at tænke, "nej, nu bliver det for meget".

Den episode, Ulrik Wilbek hentyder til her, var ved slutrunden til EM 2012, hvor forventningerne til guldet var tårnhøje, og pressen gik benhårdt efter den ansvarlige træner, fordi forventningerne kuldsejlede i et gigantisk nederlag.

– I min bog skriver jeg en del om at undgå at opnå. At opnå motivation er jo fedt – at undgå motivation er noget kortsigtet. Og det var lige før, at den slutrunde handlede om at undgå motivation, for vi skulle bare undgå at tabe den næste kamp og den næste kamp og den næste kamp... Vi kunne snart ikke opnå mere, vi skulle vinde hver evig eneste gang. Presset voksede sig større og større. Og på den måde bliver det jo knap så spændende at udvikle. Jeg er ret udviklingsorienteret, og der er jo ingen udvikling i, at man skal vinde kampene, for så får man ikke mulighed for at lave processer og prøve ting af. Udviklingen kommer jo netop i modgang.

Skuffelsen lyste ud af landstræneren. Ikke nok med at danskerne havde tabt VM-finalen. De blev også ydmyget af et veloplagt spansk mandskab, der vandt en historisk stor finalesejr med 35-19. Og da træneren efterfølgende ikke indfandt sig til det internationale pressemøde, vakte det stort postyr. Meldingen lød, at han var utilpas, og da en journalist tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved den forklaring, svarede Wilbek igen ved at kalde journalisten "flabet".

Nogle dage efter meddelte Dansk Håndbold Forbund, at der var tale om et mavesår.

Familien er vigtigst
I foråret takkede han så af som træner for de danske håndboldherrer, og han har ikke fortrudt ét sekund.

– Jeg kan helt ærligt sige, at nej, jeg savner det ikke. Faktisk har det kun været en lettelse. Jeg har ikke lysten. Det er prøvet, og jeg er slet ikke motiveret for den del mere. Jeg er ret god til at se for mig, hvad der skal ske bagefter, når jeg afslutter noget. Ret tidligt når jeg at prime mig selv i en ny retning, og på den måde opstår der ingen fortrydelser. Det er virkelig gennemtænkt.

– Mine børn har aldrig været vant til andet, og de syntes da faktisk, at det var noget underligt noget, at jeg valgte at stoppe. Men forstod og accepterede det selvfølgelig også. I januar, når der var slutrunder, har især den mindste af drengene også oplevet, at alle henne i skolen pludselig snakkede håndbold og "hvad mon din far gør nu?". Han har følt, at han har skullet stå til ansvar for det, og han har ikke altid syntes, at det var så behageligt. Den største har været bedre til bare at sige "det ved jeg ikke".

Det er præcis hensynet til de to drenge, Rasmus og Tobias, som nu er 15 og 11 år, som gør, at Ulrik Wilbek aldrig har rykket teltpælene op og flyttet til udlandet, hvor de store penge ellers er. Faktisk har han fået indtil flere tilbud om trænerjobs, efter han stoppede. Temmelig lukrative tilbud endda. Senest i september, hvor der var bud efter ham fra Ungarn, som ville have ham ned at træne deres landshold. Men penge er ikke drivkraften i Wilbeks univers. Vigtigst har hele tiden været basen i Viborg med hustruen, Susanne, og deres to drenge, Rasmus og Tobias. Og ikke mindst Ulriks mor, som flyttede til Viborg for 15-16 år siden.

– Nogen mener, at man kun kan have en karriere eller en familie. Jeg synes godt, at man kan have begge dele. Men jeg tror, det er vigtigt, at man ved, hvad man prioriterer højest. Jeg har coachet mange – blandt andre nogle kvinder – som har sagt, "vi prioriterer familien højest". Der er jo sådan noget, man skal sige. Og så har jeg spurgt lidt ind og sagt: "Når du siger, at du arbejder ti timer om dagen, og når du kommer hjem kl. 18, spiser I fra 18-19, hvorefter du arbejder fra 19-22 igen, hvordan hænger det så sammen med, at du siger, du prioriterer din familie højest?". Det siger jeg også lidt for at udfordre folk. Det er helt i orden at prioritere sådan, man skal bare være ærlig. Over for sig selv først og fremmest. Hvis du prioriterer jobbet højest, så væn din hjerne til, at det er sådan, og forhold dig så i stedet til, om det nu også stemmer overens med dine værdier.Rent praktisk har det fungeret bedst, at Susanne oftest har arbejdet på deltid, men Ulrik Wilbek føler sig meget privilegeret over at have en tæt allieret, som jo i bogstaveligste forstand er hentet fra egne rækker. De to blev gift i 1994, da Ulrik trænede de danske håndboldkvinder, hvor Susanne – Munk Lauritsen, som hun hed dengang – stod på mål.

– Det er en kæmpe fordel for mig at være gift med en, der har prøvet det selv. En som har forståelsen, i stedet for at jeg har skullet høre på "hvorfor skal du nu det?" og hun i virkeligheden har ønsket, at jeg var en anden. På den måde er jeg sluppet for at have dårlig samvittighed og føle skyld og svigt.

God til at lade mig inspirere
At trænerjobbet blev lagt på hylden betyder på ingen måde, at Ulrik Wilbek sidder stille. I hvert fald ikke ret lang tid ad gangen. Ikke nok med, at han har et fuldtidsjob som sportschef hos Dansk Håndbold Forbund, han sidder også i bestyrelsen hos Team Danmark og arbejder som talentrådgiver i Brøndby IF.

Der er bud efter den karismatiske, resultatorienterede Ulrik Wilbek. Men hvad er det, han kan? Han kan helt klart inspirere andre. Men hemmeligheden er i virkeligheden, siger han selv, at han er i stand til at lade sig inspirere af andre. For er man ikke i stand til det, er det dælme svært at blive motiveret, mener han.

– Det er nok det, jeg er allerbedst til. At lade mig inspirere. Det kan være noget, jeg hører i radioen, noget du spørger mig om, noget jeg læser i en bog, hvor jeg tænker, at det kan jeg da bruge i min sammenhæng. Og det er det, der er det vigtige. For somme tider møder jeg også mennesker, der har det svært med at overføre den slags input til deres egen sammenhæng, men bare sidder og oplever det som en god historie, og derfor sidder de fast. Alle de medarbejdere, der siger, at "det er også chefens skyld, for han motiverer mig ikke"... Glem det! Det er altså jer selv, der skal tage ansvar! Dybest set er det dig selv, der tager ansvar for dit eget liv.

– Min force er nok, at jeg har en forståelse for, at folk motiverer sig ved noget forskelligt. Og får de lov til det, så er der en meget, meget større chance for, at man sammen kan løfte tingene og opnå en fælles motivation. Jeg tænker altid, "lad os nu få det bedste ud af det, lad os se, hvad vi kan drive det til". Og så bliver man jo også voldsomt inspireret af folk, der er dygtige til noget – så dygtige, at de jo kan noget, du ikke engang selv kunne finde på. Og hvordan motiverer man så dem til at blive endnu bedre? Det gør man måske ved at lytte til, præcis hvilke behov de har, og hvad de søger i livet. For eksempel lyttede jeg meget til, at Mikkel Hansen på et tidspunkt gav udtryk for, at han gerne ville være verdens bedste håndboldspiller. Det lagde vi så en strategi for, sådan at jeg derigennem kunne motivere ham til også at lave noget af det, han måske syntes var mindre sjovt – nemlig kedelig styrketræning.

– Jeg har bare fået så meget motivation af at arbejde med dygtige mennesker og forsøge at samle dem som hold. Og så finder jeg jo hele tiden ud af, at det er motiverede mennesker, der skaber tingene. I bogen taler jeg om vil'erne og vil-gerne'rne. Hos vil-gerne'rne ligger der et forbehold, som er meget dansk – man tør egentlig ikke rigtig kaste sig ud i det. For vi skal heller ikke blive for begejstrede, vel?

Han griner drilsk.

Mange intriger blandt kvinder
Ulrik har arbejdet med alle typer. En hel del seriøse elitesportsfolk naturligvis. Af begge køn. På mange måder var de ens i forhold til deres motivation for at vinde – og så alligevel ikke...

– Det er sværere at have en kvindegruppe end en mandegruppe. Der er simpelthen flere intriger. For kvinder er det bare vigtigere, hvem de bor på værelse med, end det er for mænd. Mænd er mere "nå, det finder vi sgu nok ud af". Kvinderne derimod kunne komme med sedler over, hvem de ikke ville bo på værelse med. Og det var så også godt nok. Det nyttede jo ikke, at vi havde konflikter over, at de boede med nogen, de ikke kunne lide. Så vi lyttede til det og gjorde alt, hvad vi kunne for at få kabalen til at gå op. Selvfølgelig kunne man undre sig over, at det var sådan, men det var bedst bare at acceptere det. Til gengæld vil jeg sige, at når kvinder virkelig vil – hold kæft, hvor er de disciplinerede!

Og disciplin er også noget, Ulrik Wilbek forsøger at lære sine egne børn. Begge sønner spiller nu håndbold, men især den yngste har prøvet kræfter med flere sportsgrene – og vigtigst af alt: De har fået lov til at vælge selv. Og hvis man forventer en far, der hænger i trøjen på træneren og forsøger at få sin søn mere ud på banen eller op på en bedre plads, så tager man fejl.

– Jeg har skubbet på i forhold til især den ældste, som til at starte med ikke var ret god. Det var jeg nemlig heller ikke selv, da jeg startede til idræt som barn. Jeg sagde til ham: "Du bestemmer selv, hvor længe du vil spille – jeg vil bare sige til dig, at hvis du virkelig vil gøre en indsats, så kan jeg næsten love dig, at du også bliver god". Det blev jeg først selv i en alder af 15-16 år, fortalte jeg ham. Indtil da grinede de andre og spurgte, hvorfor jeg overhovedet dyrkede atletik. Da jeg var 17, spurgte de, hvordan jeg var blevet så god. Jeg var virkelig splejset som barn, men pludselig skete der noget med min fysik, som smittede af på det mentale. Man får jo selvtillid, når tingene pludselig lykkes. Man kommer ind i en zone, hvor man tænker, "hold da op, mand – mere af det!".

Men det handler også om noget så banalt som at gøre sig umage – hvilket er mantraet i familien Wilbek. En livsholdning, han deler med hustruen, Susanne.

– Susanne og jeg forstår hinanden godt. Vi har samme indgangsvinkel til livet. Når man gør noget, skal man gøre sig umage. Vi har det begge to svært med folk, der ikke gør sig umage. Det handler ikke om, at man skal tage livet ekstremt alvorligt og ikke må fjolle rundt. Det handler om, at man ikke skal tænke, at man kunne have gjort det bedre. Dét har vi det begge lidt svært med. Man skal gøre sit bedste. Mange mennesker går op i, om folk nu også er deltids-, trekvart- eller trefjerdedels-ansatte – i mine øjne er det ligegyldigt, for hvis bare de gør tingene, når de er der, så kan de sgu mange gange nå lige så meget som dem, der er fuldtidsansatte.

– Vi kan også begge to godt lide at opsøge nye områder og læse hjerneforskning. Og der kan vi mærke, at vores yngste er godt med. Han er sindssygt dygtig til regning. Forleden spurgte den store, hvad kvadratroden af 256 var. "To minutter...", sagde hans 11-årige lillebror så, "det er 16". Og det var jo rigtigt, fandt vi ud af!

Hyggegolf er mit frirum
Og hvem coacher så The Coach, når han har brug for at få vendt noget?

– Jeg bruger mest min kone. Men ellers er jeg ret god til at lade dem, jeg selv hjælper, hjælpe mig. Få noget tilbage fra dem. Generelt har jeg jo altid haft jobs, hvor jeg bare har været mig selv. Meget ensomme jobs, selvom det har været for hold. Det har evig og altid været den der lederrolle, som bare bliver meget ensom og ansvarsfuld. Og i den henseende er det vigtigt ikke at begynde at tage sig selv for højtideligt. Man skal også kunne grine lidt ad tingene en gang imellem. Jeg prøver virkelig altid at undgå at blive en myte, som folk ikke tør henvende mig til – og altid være til rådighed for dem, der måtte have brug for det.

– Jeg er klart bedst til andre mennesker. For eksempel spiller jeg golf, og det er svært for mig rigtig at tage det alvorligt og blive bedre til det. Det er meget mere interessant for mig at hjælpe andre. Jeg tror, jeg er meget afhængig af relationer. Jeg er et meget socialt menneske – jeg kan godt lide at gøre noget for nogen, det giver også mig en lykkefølelse, når folk vender positivt tilbage.

– Golfen er mit frirum, som jeg ikke orker også at skulle gå højt op i. Nogle kan måske godt få den tanke, at jeg bliver hidsig, hvis jeg slår dårligt – ha ha, det må være noget, de har set i fjernsynet – men det gør jeg overhovedet ikke. Og det siger jo også noget om, at jeg måske i virkeligheden ikke går nok op i det. Men hvis man skal føre alt til tops, tror jeg, man bliver både træt og stresset.

LÆS OGSÅ: Ulrik Wilbek: "Jeg har det svært med belærende folk i jakkesæt"

LÆS OGSÅ: A-Z Guide: Boost din motivation til at træne

LÆS OGSÅ: Sådan når du dine karrieremål