Hvordan mødte I hinanden?
John: "Vi mødte hinanden for tre år siden, da jeg var på ferie i New York med et par gode venner. Det var som i de gode, gamle dage på dansegulvet på et lurvet diskotek en iskold vinteraften midt på Manhattan, dengang verden endnu ikke var overtaget af app-baseret GPS-dating."
Timothy: "Jeg kan huske, at jeg først tænkte: "Hvor fanden er København henne?" Og derefter, da jeg fandt ud af det: "Hvorfor er den her mand iført designer-sneakers og ikke træsko?""
Hvornår gik det op for jer, at I var mere end 'bare' forelskede?
Timothy: "Vores langdistance-romance har med årene bragt os rundt omkring, og en af vores første dates var således en efterårsweekend i London. Egentlig var vi ikke rigtig kærester på det tidspunkt, og vi boede ikke engang i samme by eller land. Ja, ikke engang på samme kontinent, men vores nysgerrighed bragte os sammen."
John: "Vi tilbragte en helt fantastisk weekend i den engelske hovedstad, og vi delte en følelse af at følge med en strøm, hvor det var alt eller intet. Siden hen har vi ofte delt mindet om den søndag eftermiddag, hvor det var tid til at rejse hjem fra London; Tim til New York og jeg til København. Vi taler og joker kærligt om det øjeblik, hvor jeg fra gaden iagttager Tim, der på bagsædet af en black cab forsvinder ned ad den smukke løvbeklædte allé i Knightsbridge."
Timothy: "Ja, jeg sad der på bagsædet og holdt øjenkontakt med John igennem bagruden hele vejen ned ad alleen. I det øjeblik var vi begge klar over, at det her var noget, der var større end os begge to."
Hvordan supplerer I hinanden?
John: "Vi er begge væddere af stjernetegn, hvilket er temmelig tydeligt, når man kender os. Hvis man altså tror på den slags. Vi er to ambitiøse, utålmodige og stædige sjæle, der kæmper for det, vi stiler efter. Dermed ikke sagt, at vi er ens. Langtfra. Vi supplerer hinanden på godt og ondt, og vi forstår hinanden. Det kræver ikke mange ord eller lange forklaringer."
Timothy: "Aldersforskellen er aldrig et emne, der kommer på tale, men implicit er den en enormt givtig faktor i vores forhold. Vi finder i hinanden en god balance mellem ungdomssind og humor, livserfaring og den ro og selvtillid, det medfører."
Hvad er jeres forholds største styrke?
Timothy: "I et langdistanceforhold som vores er faktorer som tillid og tålmodighed alfa og omega. Men den røde tråd i vores forhold er uden tvivl nysgerrighed. Navnlig med nysgerrigheden som ledestjerne kommer vi tættere ind på hinanden og lærer hinanden at kende. Senest har jeg påbegyndt et danskkursus med en tutor i New York. Jeg følger min nysgerrighed efter at lære mere om den skandinaviske livsstil og kultur og Johns arv og opvækst."
John: "Det kunne nu lige så godt have været et kantonesisk kursus, du havde meldt dig til, da min mor er fra Hongkong. Men det blev dansk, haha ..."
Hvordan tackler I forholdets gråvejrsdage?
Timothy: "P.t. er vores gråvejrsdage præget af savn, afstand og en irriterende tidsforskel. Men kommunikationen er let at holde med Facebook, telefon og ikke mindst FaceTime, der hver gang slår sokkerne af os. Det, der måske kan føles som en underlig fjern kommunikationsform, er, når alt andet fejler, det næstbedste, og det bringer altid et glædesudbrud og et kærligt smil frem, når vi ser hinanden på skærmen."
John: "Derudover er småbeskeder hist og her med til at holde skyerne fra solen, og vi deler ofte vores love attacks – den slags anfald kan ramme når som helst, hvor som helst. Og det er så sjovt at få en hilsen fra en ramt mand i subway'en. Vores venner har uden tvivl også været en kæmpe støtte i vores forhold. I de uger, hvor Timothy og jeg ikke ses, har det været meget givende for mig at mærke støtten fra mine venner. Og bare det at opleve, hvordan venskaberne såvel som forholdet på den måde sammen blomstrer og vokser sig tættere, er for mig overvældende på den gode måde."
Timothy: "Det var også overvældende at blive hyldet og fejret med danske bryllupstraditioner og kærlighed af Johns og nu også mine venner til vores bryllupsfest i sommer på Christianshavn. Det var en fantastisk dag."
John: "Sandheden findes i de små ting. Det er simple ting som at se hinanden lave mad, drikke en kop kaffe eller iagttage hinanden i supermarkedets grøntafdeling. Det er ikke rocket science. Det handler om at være der for hinanden som bedste venner, der elsker hinanden, og som ønsker at tilbringe de næste 200 år sammen."
Hvad ville I gerne have vidst om kærligheden, da I var yngre?
John: "Som 18-årige var vi begge forvirrede drenge, der prøvede at forstå, hvad der i virkeligheden foregik. Og det selv om årene var hhv. 1978 og 1998. Jeg havde aldrig kunnet forestille mig kærlighedens væsen og den overvældende fornemmelse, der kan få blodet til at bruse af lykke."
Timothy: "Hvis jeg som blot 18-årig teenager havde vidst, at kærlighed kan vare for evigt, når man finder den rette ... Men den indsigt kommer med alderen sammen med den selvtillid, der kommer af at vokse fra dreng til mand. Ingen af os havde kunnet forudse eller forestille os den vidunderlige situation, vi lige nu befinder os i. Vi har fundet vores sjæleven i hinanden, og uendelige muligheder for livet venter forude."
LÆS OGSÅ: "Hun skyllede min rocker-coke ud i lokummet og fortyndede min vodka"
LÆS OGSÅ: "Jeg tænker stadig: Fuck mand, han er min. Wauw"
LÆS OGSÅ PÅ ALTFORDAMERNE: Erik Bjørn interview - her får du hele historien