Bolig: "Det må gerne have et strejf af humor"
SPONSORERET indhold

Bolig med et strejf af humor

En sans for detaljer, kunst og design, garneret med lidt samlermani kendetegnerlejligheden med udsigt til Vor Frelser tårnet i København,hvor Sara Aagaard bor.

Af: Rikke Graff Juel Foto: Frederikke Heiberg
23. okt. 2012 | Bolig | ALT for damerne

Hendes passion for design og indretning stammer tilbage fra barndommen, men der skulle gå mange år, før Sara selv kom til at arbejde professionelt med design og interiør.

En uddannelse som Cand.merc. fra CBS førte til en karriere som projektleder og executive assistent i IBM. Men i sommeren 2010 mødte Sara sin mand, Anders, som er restauratør.

– Han gav mig modet til at hoppe ud af de trygge rammer og inspirerede mig til at kombinere min sans for design og vintage med købmandsskab, fortæller Sara, der i dag driver design og vintage butikken "Dora" i en tidligere slagterbutik på "Den franske gade", Værnedamsvej på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro i København


Venstre: Det store maleri er malet af kunstneren Per Anders Jensen, som er Saras svigerfar. Lampen er fra Luceplan, og Grand Prix stolen fra 1957 er designet af Arne Jacobsen. Den fandt Sara for nogle år siden i et forladt loftrum.
Højre: Den store spisestue er Saras yndlingsrum. Her starter morgenen med te, stearinlys, avis og skøn udsigt. I stedet for en lampe, har Sara hængt en dekorativ gren over bordet. Stolene er fra Gubi.

Hele farvepaletten
I Saras private gemakker er stilen også langt fra forudsigelig. Med det samme man træder ind ad døren til den meget store lyse lejlighed, er det tydeligt, at her bor en kvinde, som holder af smukke ting i alle afskygninger. Og mange af dem!

– Jeg kan godt lide smukke ting, og det glæder mig at se på vores fantastiske gule lænestol dagligt, ligesom det glæder mig at skænke min te af en smuk tekande.

Overalt i hjemmet har Sara lavet små stillebens, som er en fornøjelse at gå på opdagelse i. Nyt design i selskab med gammelt, farver fra hele farvepaletten og 80'er ting har fået plads mellem 60'er design – alt sammen mikset med en meget sikker hånd.

Det er vigtigt for Sara, at det ikke bliver for pænt og passer for godt sammen. Så bliver det trist og uden personlighed.

– Jeg bliver bedre og bedre til at stole på min egen smag. Hvis du holder fast i din egen smag, behøver du ikke at være så bange for, om alt passer sammen – for det er jo dig!

Og så betyder det meget, at ting har en historie. Et hjem bygges op over hele livet.
– Jeg har eksempelvis stadig min radio, som jeg fik i 10-års fødselsdagsgave af mine forældre.

– Jeg ønsker ikke at være dommer over, hvordan folk indretter sig, eller at fortælle dem, at kun det sidste nye skrig går an. Min sofa er heller ikke det sidste nye, men en klassisk ILVA-model, siger Sara.

Samlermani og orden
Det er lidt af en kunst at bo med så mange ting, og samtidig få det til at se så ryddeligt ud.
– Jeg er et ordensmenneske, så alle mine ting ligger på et helt særligt sted, fortæller Sara.

Og der bliver det liggende, indtil det får en ny særlig plads, for Sara finder ofte på at rykke lidt rundt og lave nye opstillinger hvis hun bliver træt af at se på det gamle eller bare bruge den samme flødekande.

– Har jeg lidt ekstra tid en morgen, kan jeg godt finde på at hænge et billede op eller give en lampe et nyt sted. Jeg slapper af med at indrette, fortæller Sara.


Venstre: Liggestolen er fundet på Lauritz.com, og har fået en skøn plads i solen i selskab med grønne planter og kunst af Anita Karlsen.
Højre: Tæppet er et marokkansk kludetæppe, og plakaten på væggen er fra Playtype.

Forkærlighed for æsker og kasser
Sara elsker ting med en funktion, måske fordi det retfærdiggør et køb. Eksempelvis har hun en forkærlighed for æsker og kasser. Gamle, slidte, træ og metal. De er smarte, fordi de kan stables og bruges til noget. At de så ofte ender med bare at stå til pynt i et af de mange stillebens, er en anden sag.



Sara er glad for farver. Reolen er fra Vitra, lænestolen er købt på Lauritz.com. De små røde sideborde er fra Zanotta, og tæppet er et marokkansk kludetæppe.


Venstre: Natbordet er en IKEA-taburet, som har fået en omgang gul maling.
Højre: Sara har hængt plakater og billeder op på væggen med snor og nåle med store hoveder.

Hylderne i køkkenet hedder String Pocket og fungerer perfekt til opbevaring af glas og porcelæn.

3 ting Sara drømmer om at få fingre i:

– Et kunstværk af Evren Tekinoktay. Hun har et helt særligt univers, som man også kan opleve i hendes undertøjsbutik Tekinoktay i Silkegade. Meget finurligt, kreativt og farverigt.
– En sofa. Vi skal kunne slænge os i den og den skal have en farve – hverken grå eller sort.
- En tekande i sølv med håndtag i horn. Sådan en rigtig pompøs én.

Saras indretningsfilosofi:
– Tag udgangspunkt i dig selv og dine egne behov.
– Vær nysgerrig. Du kan lade dig inspirere af tidens tendenser, men lad dem aldrig hæmme dig.
– Hold fast i din egen smag, så behøver du ikke at være så bange for, om alt passer sammen – for det er jo dig!
– Tag chancer og hav modet til at vælge til, hvor andre vælger fra.