Bolig: Med humor og farver
SPONSORERET indhold

Bolig med farver og originale løsninger

I byboligen på Vesterbro har designer Mette Hagedorn fra interiørfirmaet Base212 indrettetsig med ufuldendte løsninger og en autonom holdning, der lader humor og eget design spille hovedrollen.

Af: Eva-Marie Wilken/Mariesverden.dk Foto: Martin Sølyst/Erik Bjørn & Ko
09. mar. 2013 | Bolig | ALT for damerne

Designer Mette Hagedorn er tilhænger af at blande stilarter uden at miste den røde tråd.

– Jeg holder af formsproget fra 1960'erne og 1970'erne. Det tilfører træet, som jeg holder meget af, en skæg gradbøjning, og gør design knap så forudsigeligt. Jeg kan lide det ufuldendte, som når f. eks en skorsten fremstår i rå mur, men med grove spartlemærker, eller som når træet på mit bord ikke bliver tilrettet i enderne. Jeg får masser af reaktioner, og de ufuldendte beslutninger stiller skarpt på det stringente og færdige, så helheden bliver sjov, fortæller Mette Hagedorn, der har haft interiørvirksomheden Base212 i otte år.

Herigennem har hun været med til at præge dansk interiørudvikling med sin pudsige og slagkraftige stil.

Masser af lys
Sammen med sin søn slog hun sig for halvandet år siden ned i en andelslejlighed på Vesterbro. Lejligheden på 88 kvadratmeter ligger øverst i ejendommen og befinder sig over de fleste af karreerne i området, og det giver en masse dagslys. En af mange faktorer, der gjorde udslaget for Mettes valg.

– Min veninde bor i lejligheden ved siden af, og selvom vi skal ned fra 5. sal og op igen, har vi masser af glæde af hinanden og et super godt fællesskab. Desuden er jeg vild med lyset og den vinklede stue, der giver lys fra flere sider. Området omkring Istedgade og Sønder Boulevard er skønt, her er masser af nærbutikker, grønne områder og ægte Vesterbro-atmosfære, fortæller designeren.

Lejligheden er meget lys, og indretningen afspejler en autonom holdning og en frihed i forhold til de gængse normsæt. Mette har for eksempel brugt rå krydsfinerplader som vægge over køkkenbordet, der er udformet i glat corian. Et valg Mette traf, da hun mener, at det rå og billige ofte får et meget virkningsfuldt udtryk, når det bliver blandet med stramt (og dyrere) design. Desuden har Mette en forkærlighed for træ, hvilket man også ser i stuen, hvor hun har lagt 6 centimeter brede fyrretræsplanker på bordben fra Hay og tvunget dem sammen med pallebånd.

– Før i tiden var træ noget, man forholdt sig andægtigt til. Man måtte ikke mikse træsorterne. I dag er det fedt at blande træ, både forskellige træsorter, men også blande træ med plastic og elementer i neonfarver, siger Mette.

Design på kanten
Stuen er domineret af en sans for overraskende sammensætninger og mønstermiks, der forener den gamle marskandiser lædersofa fra 1960'erne med smukke tæpper i geometriske mønstre. Som krydderi er blandt andet tilsat Bjørn Wiinblad platter, keramik fra 1950'erne, teaktræsmøbler, og et eksklusivt fjernsynsbord fra Casa Shop, der er designet af Richard Larsson.

I samme rum har hun ladet en gammel dør i rummet stå helt frønnet og afskallet, som den var, da hun flyttede ind. Det virker, fordi kontrasten i det her tilfælde er syv knaldrøde kinesiske lak tallerkener. Det giver et nyt fokus og tvinger elementerne ud af deres oprindelige formsprog.

Mette designer en del af produkterne i Base212 og bruger den private bolig som et slags indretningslaboratorium. Her afprøver hun nye ideer, farvesammensætninger og måder at tænke på. – Jeg holder af humor i boligen, som hos designeren Thomas Paul, når han printer små dyr eller en pibe på en pude. Der ligger en hårfin balance omkring humor, design og farver. Det er sjovt at udfordre, og derfor har jeg en masse designs i min kollektion, der balancerer på denne kant, siger Mette.

STUE Den gamle sofa danner flot kontrast til det smukke sofabord fra Casashop. Gulvtæppet er designet af Mette Hagedorn og fås hos Base212. Teakreolen er købt hos Lauritz.com, og vinduet i hjørnet bruges ofte som læseplads pga. det gode lys.



Til venstre: Den gamle sofa danner flot kontrast til det smukke sofabord fra Casa Shop. Bordet hedder Subeybaja og er designet for Santa & Cole af Robert Herritage og Robert Webb i 1979. Gulvtæppet er designet af Mette Hagedorn og fås hos Base212.

Til højre: Reolen rummer bøger, men også en del keramik, som er fundet gennem tiden hos kræmmere og på loppemarkeder.


Til venstre: De 7 røde tallerkner fik Mette i fødselsdagsgave af en veninde. Platterne giver en skarp linje i stuen og danner åbning ind mod det grå tapet i soveværelset. Tapetet i stuen er udgået og fundet hos Tapetforum.dk. Bordben under arbejdsbordet og de nyproducerede FDB stole er fra Hay.
Til højre: Den gamle skænk er købt hos Lauritz.com, og Mette laver skiftende udstillinger på den, som fremhæves af de gamle Topan-lamper, som i dag forhandles af &Tradition.


Til venstre: Bordet er lavet af 4 lange 6 cm loftspær. Endestykkerne står, som da de forlod tømmerhandelen, med mærker og uhøvlet overflade. Spærrerne er samlet med pallebånd, og danner en sjov og fin effekt. Lampen er fra Casashop, designet af Miquel Mila.

TIP Lav dit eget bord

Lav dit eget arbejdsbord af grove fyrretræsplanker beregnet til loftspær, og hold dem sammen med pallebånd, så det bliver råt og industriagtigt. Læg bordpladen på bukke, her er brugt Loop fra Hay.


KØKKEN På den rå krydsfinerplade er opsat opskriften på citronfromage, i en lys turkis, der danner samklang med Mettes yndlingsfarver, som bevæger sig i den grønne farveskala. Den blå bakke på bordet er en del af en serie, Mette har designet for Base 212.
De kubeformede kasser bagerst i billedet er bygget af Mette.

TIP Byg selv en reolvæg

Få skåret plader til på mål i tømmerhandlen. Lim dem sammen med trælim, og skru til sidst sammen med synlige skruer på kassernes overside og underside.


Komfuret er fra Ariston, og fliserne er importeret, men lignende kan fås under navnet Metro hos Mosaikhjørnet. I forgrunden ses smørebræt som Mette har designet for Base212, og ved siden af stager fra Superliving. I baggrunden ses et smukt tableau af et krabbebillede og viskestykker fra Vesterbro-butikken Girlie Hurly.


Til venstre: ENTRE Mette har malet indgangsdøren i en kraftig gul, farve 1328 fra Flügger. Du skal huske at grunde med en særlig mellemmaling til gul. Knagerække fra Nomess.

Til højre: SOVEVÆRELSE Indretningen i soveværelset er holdt i dæmpede farver. Tapetet er fra Tapetforum.dk, tæppet er fra Au Maison, og puder fra henholdsvis Au Maison og Base212.

Se også: Bolig - Et moderne og klassisk rækkehus