boligindretning
SPONSORERET indhold

Bolig: Rå og hyggelig lejlighed i Hellerup

I lejligheden i Hellerup er der fokus på den pakhuslignende arkitektur med højt til loftet, rå muret bagvæg, fritlagte bjælker og et godt lysindfald.

Af: Iben og Niels Ahlberg Foto: Iben og Niels Ahlberg
21. okt. 2013 | Bolig | ALT for damerne

– Da vi overtog lejligheden for fjorten år siden, var den meget 70'er-agtig. Faktisk lignede den noget fra Østberlin før murens fald, griner Søren Rydahl indehaver af møbelhuset Bo-Tikken i Hellerup.

Men han og Camilla kunne trods alt se muligheden for at fremhæve den pakhuslignende arkitektur med højt til loftet, rå muret bagvæg, fritlagte bjælker og et godt lysindfald til begge sider. Lejligheden bestod dengang af de 100 kvm i den nuværende stueetage, mens loftet senere blev lavet om til beboelse.


Søren indrettet en lille spiseplads i hjørnet under de let skrånende vægge. Det lette spisebord var en bryllupsgave. De hvide stole er designet i 2008 af japaneren Hiromichi Konno for Fritz Hansen. Lampen i blank aluminium er fra Santa y Cole.


Køkkenet fra Bo-Tikken var oprindelig grønt, men for at gøre rummet lysere, malede de lyseblåt for nogle år siden. Køkkenet er uden overskabe, i stedet har familien hængt antikke osteforme op til at opbevare dekorative småting i. Formene stammer fra Sørens morfar der var landmand. Tavlen på døren til køkkentrappen er en gave.


De fritlagte bærende bjælker, de letskrånende vægge og de mange skæve vinkler i lejligheden fremhæver følelsen af pakhus. De mange personlige detaljer er med til at gøre rummet hyggeligt og uhøjtideligt. Lampen over spisebordet er fra engelske BTC.


Den åbne reol, som Søren selv har bygget, rummer et lille skrivebord. Foran reolen er dagligstuen med en af Bo-Tikkens klassiske sofaer, en tilhørende lænestol og nok en god klassiker, Poul Kjærholms sofabord.


Ved siden af sengen under det skrå loft, står en af Bo-tikkens egne sofaer. Det lille sofabord fra Green Square står råt og ubehandlet. Også i soveværelset står en glasmontre med familiens fine gamle legetøj.

– Hele stueetagen er faktisk ét stort rum, kun med den lille entre og badeværelset placeret lidt for sig selv. Det store rum har virkelig fået det pakhus-look som vi fornemmede det kunne få, da vi så lejligheden første gang, fortæller Søren.

SE OGSÅ på Rumid.dk: Linoleum hitter i indretningen

Både køkken med den lille spisekrog og den store fælles spise- og dagligstue har synlige lodrette bjælker fra det næsten lodrette tag, der også giver de karakteristiske skrå vægge. Følelsen af pakhus er fremhævet af væggen med de synlige mursten, som er delvist dækket af den åbne reol, der også rummer det lille skrivebord, som Søren selv har bygget.

– Jeg elsker selv at bygge, når jeg har mulighed for det, og måske stammer det fra min barndom. Farfar var snedker og jeg elskede at være sammen med ham i kælderen, mens han byggede tobaksskabe og fine småborde, fortæller Søren.

Ud over reolen i stuen har Søren også selv stået for det grove arbejde med at gøre førstesalen beboelig, ligesom han har bygget bænken i entreen. Det næste projekt han godt kunne tænke sig at kaste sig ud i, er et nyt køkken. Det de har nu er et Bo-Tikken køkken fra de flyttede ind, men selv om det fungerer fint endnu og er blevet malet om siden, er der nogle ting han ville gøre anderledes i dag.

De 200 kvm er indrettet med mange personlige detaljer. F.eks. børnenes tegninger, der er fint rammet ind, farfars spisebord, osteformene fra morfars landbrug, Sørens fars malerier og det legetøj, som Søren legede med som barn. Møblerne er et miks af Bo-Tikkens eget design, en del ting Søren selv har bygget samt nogle designklassikere. Det betyder meget for Søren, at både design, funktion og pris hænger sammen.

– Designet er selvfølgelig vigtigt, man skal kunne holde ud at kigge på det i mange år. Funktion handler om at sidde godt, at møblet kan dét det skal, og kan betrækket vaskes, hvis nogen har været uheldige, siger Søren Rydahl.

Kvalitet og bæredygtighed spiller også en rolle. Når en medarbejder skal sidde ved sit skrivebord i timevis hver dag, eller når ens børn skal kunne ligge i sofaen og rode rundt, er det ikke ligegyldigt hvilke kemikalierester de skal indånde. Det er desuden vigtig, at det ikke bliver for tidstypisk.

– Det er ofte dyrt og glæden ved at se på det, er ikke så langtidsholdbart. Lyt til fagfolk, de lever af at finde det gode tidløse design, man kan glæde sig over i årevis. Køb smukke møbler for at bruge og nyde dem.


LÆS OGSÅ: Bolig - Gennemført fransk