Julepynt
SPONSORERET indhold

Bolig: Så skal der julepyntes!

Når designer Hanne Graumann pynter op til jul, får hun rå naturmaterialer, antikke engle og hjemmegjorte kreationer fra døtrenes barndom til at spille smukt sammen. I år er hun særlig stolt af det store stykke bark, som hun med et strejf af sølvglimmer har forvandlet til sanselig julepynt.

Af: Dorrit Elmquist Foto: Lisbett Wedendahl
10. nov. 2012 | Bolig | ALT for damerne

Hjemme hos designer Hanne Graumann oser der af julestemning. Men ikke på en sådan måde, så det springer én i øjnene, straks man træder ind af døren. Det er mere som en lille opdagelsesrejse, hvor de små, fine detaljer dukker op efterhånden, som man bevæger sig rundt i huset.

– Jeg lægger stor vægt på sanselighed og det naturlige, når jeg pynter op til jul, fortæller Hanne.

Hun har en unik evne til at give tingene en raffineret drejning, uden at man mister fornemmelsen for det oprindelige, hverken materialet eller formen. I år består juledekorationen for eksempel af et stort stykke bark fra skoven dekoreret med sølvglimmer. Et fornemt møde mellem det rå og det forfinede.

En anderledes juledekoration, hvor de slanke kertelys er placeret direkte i den rå bark.

Læs også: Pynt med julekugler

Julepynt med minder
Men husets julepynt rummer også minder fra døtrenes barndom. År efter år finder Hanne de samme dekorationer frem, og mens hun nænsomt pakker dem ud, tænker hun på, hvornår de blev lavet eller hvor, de blev fundet.

 – Jeg finder de mange engle frem år efter år. De bor på borde, hylder og i vindueskarme indtil et par dage før jul, hvor de flytter over på juletræet og får selskab af de små, antikke juledekorationer, som jeg også samler på, fortæller Hanne.

De små englekort har Hannes ældste datter, Caroline, lavet, da hun var lille. På kanten af fotografiet af døtrene Caroline og Frederikke står Hannes samling af julebrocher.

Udover de stille aftener derhjemme sammen med familien, så nyder Hanne også at komme ud i december:

 –  København byder på så meget i julen. Jeg elsker at ose i de pyntede gader og butikker, mødes med venner over en god middag eller gå på torvet og handle svesker, dadler, appelsiner og granatæbler. Selvom travlheden gør sit indtog, er der i december en hyggelig tone blandt folk, som ellers ikke kender hinanden.

Tid til fordybelse
I det hele tager værner Hanne om den højtid, som julen er. Selve juleaften sætter hun pris på, at alle i familien tager pænt tøj på og samles omkring det festligt dækkede bord, den gode mad og den hyggelige samtale. Men ingen juleaften uden at familien først har været i Søllerød kirke. Det har været en tradition igennem mange år, og det er i kirken, at julestemningen for alvor indfinder sig med en blanding af højtidelighed, fællesskab, musik, sang og fordybelse.

 – Det er dét, julen handler om, og den stemning bringer vi hvert år med hjem til de pyntede stuer, det veldækkede bord og gaverne, der venter.

Hanne ledte efter nogle rå lysestager til sine adventslys, men endte med at gå på jagt i det lokale byggemarkedet, hvor hun fandt disse beslag til rørsamlinger. Tallene på lysene tegner hun først op med lim og drysser derefter forsigtigt sølvglimmer på. Hanne har givet de traditionelle hyacinter et tvist ved at spraye dem en omgang limespray og vende dem i sølvglimmer. Da hyacinten er en løgblomst, kan den sagtens klare sig uden jord eller vand.

Midt i det store rum der består af køkken, spiseafdeling og stue har Hanne indrettet en hyggelig læsekrog, hvor man kan trække sig lidt tilbage i den store Arne Jacobsen stol, men samtidig følge med i familiens gøremål. Det lille sidebord er fra Green Square og lampen fra Bestlite. Hvert år går Hanne og hendes døtre på jagt efter antikt julepynt, og det er efterhånden blevet til en helt unik lille samling af alt fra engle til glasornamenter og lyseholdere.

Hanne og hendes familie bor i en 128 kvadratmeter stor lejlighed i Skovshoved. Lejligheden er indrettet i et skønt miks af lyse rum med feminine detaljer og kontrastfyldte mørke farver. Den første søndag i advent hænger Hanne de fine, gamle sølvkugler op blandt prismerne i den franske lysekrone fra Fil de Fer. Når lysene tændes, giver det smukke refleksioner i prismer og sølvkugler.


Læs også: Se designernes fineste julepynt