Louise Walter
SPONSORERET indhold

I Paris forelskede Louise sig i én speciel ting – Nu vil hun gerne dele oplevelsen med andre

Louise Walter er madentusiast og forelskede sig i japansk te i Paris, hvor hun også faldt for æstetikken og håndværket på et dybere plan. Det har ført til en samling af japansk keramik og til den nyåbnede webshop Tyst Te, hvor hun deler sin passion for det japanske med flere.

Af:: Nicola Kragh Riis_ Foto: Tia Borgsmidt
26. feb. 2024 | Bolig | ALT Interiør

Hvilken kop er den helt rigtige for dig? Det ved du først, når du lukker øjnene og holder koppen i dine hænder, lukker hænderne om koppen, mærker på formen og glasuren og finder dit rette match.

Det er bare en af mange japanske filosofier og tilgange til livet og de ting, vi omgiver os med, som fascinerer Louise Walter, der i mange år har arbejdet med kommunikation i madbranchen for blandt andre Meyers og Sticks’n’Sushi.

Interessen for japansk te fik hun i Paris, hvor hun boede en årrække. Her forelskede hun sig i den fordybelse og umage, der ligger bag den japanske teceremoni og håndværket bag keramikken samt teens rene smag.

louise-walter-japansk-te.jpg
Louises tilgang til de ting, hun omgiver sig med, er, hellere færre ting i god kvalitet end en masse ligegyldige ting. Det lille værk er af Mathias Malling Mortensen, lysestage fra Helle Thygesen, keramik er et miks af privateje og fra Tyst Te.

"Jeg er vild med den japanske æstetik. De er gode til at fordybe sig i noget og sætte pris på de bitte små ting, for eksempel den første forårste (shincha), der lige er plukket eller et lille stykke agurk fra haven. Der er noget særligt fint ved den måde, de gør sig umage på og sætter pris på det smukke i hverdagen," siger Louise.

Læs også

Louise bruger selv de japanske kopper og skåle hver dag og drikker både grøn te og matcha, som er en lidt længere seance, hvor pulveret skal piskes.

Louise bor i en to-værelses lejlighed og har kun få, men særligt udvalgte ting i en god kvalitet. Som et smukt spisebord med lækre detaljer, original kunst, der er arvet eller samlet, smukke vintagetekstiler og et smukt gammelt træskab.

Hun trives bedst med lidt, men godt i alle livets facetter.

louise-walter-skab.jpg
Louise har keramiklager på toppen af sit gedigne og smukke klædeskab, som er fundet på Dba.dk. Da japanere er æstetikere til fingerspidserne er emballagen selvfølgelig også en nydelse at kigge på.

"Jeg holder meget af det enkle og rene, både når det gælder smag på mad, te, tekstiler og keramik. I Japan var det tidligere sådan, at du havde din egen kop hele livet, og hvis den blev skåret, reparerede du den med guld (kintsugi). Krakeleringerne, der kommer i en kop med tiden, er ikke en grund til at kassere den, men tværtimod et unikt kendetegn for lige netop din kop. Interessen for japansk keramik og te tager hun lige så seriøst som andre tager hobbyer som gin, kaffe eller vin."

"Med teen er det lidt som med vin: du kan dykke rigtig langt ned i det. Hvor har teen groet, var det i lys eller skygge – du kan virkelig nørde med det," siger Louise og forsætter:

"Smagen af japansk te er helt fantastisk. Den er både bitter og sød og har mange noter, som du kan balancere med vandets temperatur, og det er vigtigt at prøve sig frem og finde sin egen personlige præference," siger Louise, der takker nej til danskernes foretrukne tevalg.

"Det er slet ikke noget for mig at drikke te med smag som earl grey eller kvæde. Jeg foretrækker den mere græsagtige smag og umami-noterne, som en japansk te har," siger Louise.

louise-walter-matcha.jpg
Den japanske te-ceremoni kan dateres tilbage til det 16. århundrede og handler om, at man ophøjer det at drikke te til en kunstform. Formålet er at give indre ro, og man taler ikke under en ceremoni. Te-ritualer er i dag en stærk del af den japanske kultur. Den japanske matcha-te, hvor du pisker det grønne pulver med et lille piskeris, er blevet mere og mere kendt i Danmark.

Når hun leder efter nye ting til sin keramiksamling eller til butikken, sker det både på auktioner og Instagram og også på rejser til Japan. Louise ved altid, hvad hun går efter.

Læs også

"For mig handler det først og fremmest om taktiliteten. Er det dejligt at få i hænderne? Jeg elsker det traditionsrige håndværk, der ligger bag ethvert produkt, og det er ofte de blå og okker farver, jeg falder for. Når jeg finder det rigtige, så er jeg slet ikke i tvivl," siger Louise.

louise-walter-sovevaerelse.jpg
I Louises lejlighed er der spor af Japan mange steder, som her i billederne på væggen og i mønsteret på puden fra Helle Thygesen. Sengetæppet er designet af All The Way to Paris for Hay, den blå Kaare Klint-stol er fundet brugt, og de ensfarvede hørpuder er fra franske Merci.

Anbefalet til dig