Helle Thomsen
Helle Thomsen

Ny landstræner: Jeg frygter ingenting

Det er med is i maven og en god portion stolthed, at Helle Thomsen fører de danske håndboldkvinder til VM.

logo herognu HER&NU HN

Det danske kvindelandshold i håndbold er rejst til Rotterdam for at spille VM. Det er første gang, holdet skal ud i en slutrunde med den nye landstræner Helle Thomsen og hendes assistent Bojana Popovic i front, og der er ingen tvivl om, at spændingen er i top hos landstræneren.

LÆS OGSÅ: Victor Emil og Melissa Bentsen sammen i nyt program

Artiklen fortsætter efter videoen.

- Det er et stort job. Det er et drømmejob og en stor udfordring. Det her med at få lov til at træne så dygtige spillere og være i sådan en ledergruppe, som jeg er i, det er spændende, fortæller Helle Thomsen.

Landstræneren har tidligere stået i spidsen for det svenske og det hollandske landshold, som hun har ført til medaljer, men det er noget helt andet at være træner for det danske hold i en slutrunde.

- Jeg tror, det bliver meget specielt. Jeg har jo prøvet at være til mesterskab med Sverige og Holland, som også var to fantastiske nationer. Men når Dannebrog kommer ind, og nationalsangen bliver sunget, kan man jo godt mærke, at det er ens eget land, og man elsker jo sit land. Så det er stort at skulle med Danmark.

Men selvom alles øjne er rettet mod Helle og håndboldkvinderne, tager træneren den nye rolle med ophøjet jysk ro.

- Jeg frygter ingenting, jeg synes bare, det er enormt spændende. Det er spændende at arbejde med de her spillere, som vi har til rådighed, og det er både på den korte bane til VM, men det er også i årene efter.

Spillerne er vilde med Helle

Det er ikke kun Helle Thomsen, der er begejstret for spillerne. Begejstringen er gengældt, og det nye trænerteam får rosende ord med på vejen af hele holdet.

- Jeg synes, det er gået rigtig godt med Helle og Bojana ved roret. Det er altid dejligt at prøve noget nyt og få nogle nye ting ind, så jeg glæder mig rigtig meget og tror, det bliver en fed slutrunde at spille, lyder det fra anføreren Trine Østergaard.

- Indtil videre er jeg kun positiv omkring det. Jeg synes virkelig, hun er kommet godt ind i gruppen og er kommet med nogle rigtig gode inputs. Jeg glæder mig rigtig meget til at se hende - især på en tredje uge, hvordan hun reagerer, når vi begynder at blive trætte og måske kommer i lidt lavere batteriniveau, tilføjer Andrea Aagot

- Det bliver fedt! Jeg synes, det er en meget fed konstellation, vi har fået sat sammen. Så jeg tror, det bliver ret godt. Jeg glæder mig til at se, hvad vi kan klare på banen her, fastslår Anne Mette Hansen.

"Det er som at bygge et korthus"

Forarbejdet har dog ikke været problemfrit for Helle Thomsen og hendes stab, idet holdet har været ramt af flere skader.

- Det er som at bygge et korthus, og når man sætter det sidste kort, så vælter det, og det har vi gjort nogle gange nu, lyder det fra træneren.

Hun påpeger dog, at truppen har været gode til at stå sammen, selvom der er meget nyt. 

Der er nogle af spillerne, som Helle Thomsen kender særdeles godt, da hun har været klubtræner for dem, men det er ikke noget, der kommer til udtryk i landsholdslejren.

- Når du er her med landsholdet, så tænker du ikke over det. Emma Friis og Trine Østergaard har jeg jo trænet sidste år, men når vi står her, så  tænker jeg ikke over, om jeg har trænet dem tidligere, fortæller hun og fortsætter:

- Man har jo stødt på alle de her spillere på et eller andet tidspunkt, så det er bare med, at man giver dem alle sammen den her tryghed.