Henrik Kronborg
Henrik Kronborg

Henrik Kronborg stopper på herrelandsholdet

Den 55-årige assistenttræner har selv valgt at trække sig.

logo herognu HER&NU HN

Igennem 14 slutrunder har Henrik Kronborg ledt de danske håndboldherrer til i alt ti finaler, mens det har regnet med guld i flere af dem.

Men fremover bliver det uden den erfarne assisterende landstræner på bænken. Han har nemlig valgt at stoppe på landsholdet.

Artiklen fortsætter under videoen...

Det skriver DanskHåndbold torsdag i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at det var Kronborgs ønske at trække sig fra tjansen.

– Jeg har ønsket at stoppet nu, da tiden er kommet til at bruge kræfterne anderledes. Jeg vil gerne sige en kæmpe tak til Ulrik Wilbek, Gudmundur Gudmundsson og Nikolaj Jacobsen, som er de tre landstrænere, jeg har arbejdet under, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:

– De seneste 9 år har vi ryddet bordet for medaljer, og jeg føler en enorm stolthed og taknemmelighed over at have fået lov til at være med i så mange år på verdens bedste landshold sammen med Nikolaj Jacobsen. Der skal også lyde en stor tak alle spillere og teamet omkring holdet.

Kronborg, der har kælenavnet "Krumme", har været med håndboldherrerne ved fem VM-finaler, tre OL-finaler og to EM-finaler, og gennem 20 år har han haft en central rolle på tværs af både talent- og landsholdet.

Med håndboldveteranens exit skal landstræner Nikolaj Jacobsen fremover undvære sin trofaste makker på sidelinjen.

– Det har været 9 fantastiske år sammen med Krumme. Krumme har været en stor hjælp i mange henseender. Særligt i min start som landstræner kunne jeg læne mig op ad hans store erfaring, Vi har haft et virkeligt godt samarbejde hele vejen igennem og rigtig mange gode håndboldsnakke. Det vil jeg gerne takke ham for, siger Nikolaj Jacobsen i pressemeddelelsen.

Også sportschef Morten Henriksen sender varme ord afsted mod den nu tidligere assisterende landstræner.

– Hans faglighed, dedikation og lune humor kommer vi til at savne, siger han blandt andet.

I over et halvt år har Henrik Kronborg været både assistenttræner i Aalborg Håndbold og på landsholdet, men nu nøjes han altså med det ene job.

Der er endnu ikke fundet en erstatning for Kronborg, men dét arbejde starter nu, oplyser DanskHåndbold.