Dennis Knudsen står med tre børn foran et stort rødt cirkustelt ved Cirkus Arena.
Cirkus Arena premiere 2026

Dennis Knudsen: Klar til at hjælpe til på Christiansborg

Nu lægger Dennis ikke skjul på, hvor han håber at få lov til at aftjene sin samfundstjeneste.

logo herognu HER&NU HN

For to uger siden stod Dennis Knudsen foran dommeren i Retten i Roskilde, hvor der den 13. marts faldt dom i den opsigtsvækkende sag mod ham. 

Her blev han idømt 20 dages betinget fængsel, som han slipper for at afsone, så længe han holder sig på den rigtige side af loven det næste år. Derudover skal han udføre 40 timers ulønnet samfundstjeneste og betale sagens omkostninger.

Artiklen fortsætter under videoen: 

Da HER&NU møder ham til premieren på Cirkus Arena, sætter han nogle ord på dommen, og han fortæller, at der især er én ting ved dommen, der nager ham.

– Jeg synes, det er pisseirriterende, at jeg ikke bare kunne anke den, men jeg har en rådgiver, som siger, at jeg ikke får noget ud af at gøre det – andet end at det kan koste mig flere penge, fortæller kendisfrisøren og tilføjer:

– Når man ikke anker, så erkender man faktisk lidt, at man har lavet en fejl. Og jeg ved, jeg ikke har lavet en fejl. Derfor irriterer det mig endnu mere, at jeg ikke anker. Når man er oppe imod politiet, er det ikke altid det letteste.

Til gengæld har frisøren gjort sig tanker om, hvor han gerne vil udføre sin samfundstjeneste.

– Jeg ved det ikke endnu, men jeg håber, at jeg kan få lov til at komme ind på Christiansborg og rydde op i hønsegården. Der er godt nok gang i den derinde, siger han med et smil.

“Feje nogle politikere ud?”, lyder det spørgende fra pressen.

– Nej, men måske give dem nogle gode råd om, hvordan man opfører sig ordentligt, og hvis man samtidig kan få ryddet lidt op i verden og det danske samfund, så kunne det være meget sjovt.

Om sagen

Sagen, der nu har ført til den nye dom, begyndte med en nedsmeltning og vanvidskørsel ved Molslinjen tilbage i 2023. Dengang mistede Dennis Knudsen sit kørekort og blev idømt 40 dages betinget fængsel, ligesom han skulle bestå både en ny teori- og køreprøve for at få kortet tilbage.

Men dramaet stoppede ikke dér. Sidste år blev den 62-årige stjernefrisør nemlig tiltalt for at have forsøgt at bestikke en embedsmand med 4.500 kroner forud for sin teoriprøve – og det er netop denne sag, der nu har fået sin afslutning i retten.