Efter et par uger på Mallorca med sønnen Asger og gode venner, kom en lettere solbrændt Jørgen Leth sidste uge ind ad døren på forlaget Gyldendal.
Her var han med til at fejre Bente Klarlunds, 68, udgivelse af sin nye bog ”Klarlund og Kandis på kur – forever”, som hun har skrevet med Johnny Hansen.
Leth udnævnte for et par år siden overlægen fra Rigshospitalet til sin ”livlæge”, og selv om den 87-årige forfatter og journalist holder humøret højt, så lægger han ikke skjul på, at helbredet skranter.
– Jeg går ikke så godt. Jeg har problemer med at gå. Men jeg kommer stadigvæk afsted. Det er svært, men jeg får hjælp. Specielt af min søn, som støtter mig, når jeg går, sagde Leth, der også går med stok.
– Det var rigtig godt med noget sol. Det trængte jeg meget til, sagde ”Tour de France”-legenden, som for kort tid siden udgav bogen ”Linjer der bevæger sig”, som består af 100 særligt udvalgte notater fra hans notesbøger.
– Den er blevet meget, meget godt modtaget. Fantastisk modtaget. Fem stjerner alle steder. Den har jeg meget glæde af. Og så har jeg skrevet en ny, som kommer på min fødselsdag i juni. Den handler om zombier. Det er noget, jeg kender noget til fra Haiti. Jeg skriver kun om noget, jeg kender til, slog han fast.
Til sommer runder Leth de 88 år, og han har længe overvejet at komme tilbage til fødebyen Aarhus. Her har der også været tale om at give ham en æresbolig.
– Jeg ved ikke, om det bliver til noget. Jeg bor foreløbig hos min søn på Sortedam Dossering. Det er jeg godt tilfreds med, fortæller Leth, som har svært ved at bestemme sig, men har et stort ønske om at gense Haiti, hvor han i årtier havde sit hjem.
– Det er svært, fordi der er meget uro i Haiti. Men Asger og jeg taler om det. Vi prøver at finde ud af en måde at komme derover på.