Rasmus Tantholdt fejrer AGF-sejr med kongelig tatovering

Det trak mange overskrifter, da AGF efter 40 år kunne kalde sig danske mestre.

Det betød da også noget helt særligt for 52-årige journalist Rasmus Tantholdt, som er tidligere aarhusianer og ambassadør for klubben. 

Artiklen fortsætter under videoen:

Han sad også blandt tilskuerrækkerne, da der var guld-fest i Vejlby, hvor sæsonens sidste kamp blev spillet, og der var pokaloverrækkelse. 

Her deltog kong Frederik også, og Rasmus Tantholdt havde fornøjelsen af at sidde lige bag ved monarken. Det fortalte han til HER&NU ved Gun-Britts 50 års jubilæum. 

– Jeg vil sige, at da han trådte ind i loungen, var det meget specielt. I Aarhus har man længe sagt, at han var AGF-fan, men da han så trådte ind der, gik klubben fra at være AGF til kongeklubben-AGF. Der gik et sus igennem folk, siger Rasmus Tantholdt og tilføjer: 

– Jeg syntes, det var noget af et statement at møde op på et stilladsstadion i Vejlby til et afslutningskamp, hvor vi har vundet, for at se at vi skal have medaljerne. Det, syntes jeg, sagde noget om, at den nok er god nok. Det er en kongeklub, og det, syntes jeg, er sjovt. 

LÆS OGSÅ

CHOK: Slut med "Emily in Paris"

Det sjette kapitel bliver det sidste i fortællingen om Emily.

Endnu en tatovering

Som trofast fan og ambassadør for AGF, havde Tantholdt da også lovet, at han ville lade sig tatovere, hvis klubben vandt. 

Og tatoveringen får altså nu en dobbelt betydning, slog han fast. 

– Det er også derfor, at når jeg skal have min tatovering, så bliver det en kongekrone, som har to betydninger: Crone og kongekrone – kongeklubben, forklarer Tantholdt, som dermed også hylder sin kone, journalist Natasja Crone. 

– Det er to ting, jeg holder meget af, forklarer Tantholdt, som endnu ikke ved, hvornår han skal have blæk i armen. 

Rasmus Tantholdt har i forvejen en tatovering af AGFs gamle logo på den ene skulder, men nu skal han altsa have endnu en.

LÆS OGSÅ

Her er hun i dag: Eva Harlou balancerer karriere og familieliv

Eva Harlou fortæller om en hverdag, hvor arkitektarbejdet fylder, og børnene er blevet ældre.