Sarah Jessica ParkerFoto: Arnold Jerocki/Getty Images
Sarah Jessica Parker fylder 60: Trodser kritik og omfavner alderen
Skuespilleren har længe været skydeskive for rygter og kommentarer om hendes udseende. Alder er dog ikke noget, der bekymrer hende synderligt meget. I stedet er hun meget verbal, når det kommer til den alderskritik, som kvinder typisk møder.
Parker fik sit store gennembrud som Carrie Bradshaw i serien
”Sex and the City” i 1998, da hun var 33. Senere vendte hun som 56-årig tilbage
som den samme karakter i serien ”And just like that…” i 2021.
Men gennem de mange år på skærmen i den samme karakter har
Parker stået på mål for en del spekulationer, der handler om hendes udseende, og særligt hendes aldring har været skydeskive.
Hun har gennem tiden talt åbent om den alderskritik, som kvinder i
branchen møder, særligt i forhold til gråt hår og rynker, og hun har kaldt
tendensen for kvindefjendsk, fordi mænd ikke bliver udsat for den samme kritik.
- Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre ved at blive ældre. Ja,
jeg bliver ældre hele tiden. Det er ligesom de blomster, der visner foran én. Men
hvad kan jeg gøre? Se ud som en galning?, har Parker fortalt til Elle, og hun
har senere forklaret, at hun har valgt ikke at få botox, fordi hun som
skuespiller gerne vil kunne bevæge sine øjenbryn.
Sarah Jessica Parker i "Sex And The City" i 1999Getty Images
Sarah Jessica Parker i februar 1999Foto: Getty Images
Parker tilegner også en del
af kritikken, at hun har valgt at omfavne sin aldring uden at skjule den ved at
få lavet kosmetiske indgreb.
- Jeg tænker ikke rigtig på min alder, jeg ser det ikke som
noget, jeg skal bekymre mig om. Jeg ser ikke pointen i at forsøge at stoppe
tiden. Selvfølgelig bekymrer jeg mig om mit udseende fra tid til anden, og jeg
vil gerne se præsentabel ud, når det er passende. Men under alle omstændigheder
kan jeg virkelig ikke gøre meget ved, hvad folk tænker om mit udseende, har hun
sagt til Vogue.
Sarah Jessica Parker i 2010.Foto: Andrew H. Walker/Getty Images
Sarah Jessica Parker i december 2024Foto: Tim P. Whitby/Getty Images
Sammen med manden i 34 år
I snart halvdelen af sit liv har Parker dannet par med skuespilleren Matthew
Broderick, 62. En sjældenhed i Hollywood, hvor ægteskaber ellers har det med at
krakelere.
De to blev ført sammen af Parkers brødre på et teater i New
York tilbage i 1991, og efterfølgende inviterede Broderick hende ud ved at
lægge en talebesked. Efter at have datet i fem år, spillede de to skuespillere
sammen for første gang i 1996 på Broadway. Året efter blev de gift. De havde
dog inviteret gæsterne til en fest og overraskede alle ved pludseligt at blive
viet af Brodericks søster, og ganske utraditionelt var Parker iført en sort
kjole.
Vidste du, at...
Da Parker var barn, var sukker ikke tilladt derhjemme. Den
tendens har hun brudt ved altid at have sukkerholdige varer som kage i sit eget
hjem, så hendes børn ikke får et fjendtligt forhold til mad.
Efter mange års optagelser, hvor hun var iført høje hæle som
i ”Sex and the city”, kæmpede hun med kroniske fodsmerter. Sidenhen har hun
foretrukket lavere hæle og har endda lavet sin egen skokollektion, hvor komfort
er i fokus.
Hun har syv søskende. Hendes mor var leder for en børnehave,
mens hendes far entreprenør og journalist. De kæmpede for at forsørge den store
familie, og ofte havde de ingen strøm.
Selvom parret har holdt deres forhold privat gennem årene,
så har Parker til tider sat ord på, hvordan deres udadtil perfekte ægteskab
også møder sine udfordringer.
- Der er gode dage, der er okay dage, og der er dårlige
dage. Det er et ægteskab. Det er et forhold. Det er endda et venskab –
relationer uden for ægteskabet følger den samme udvikling, har hun fortalt til
The Telegraph, og hun har efterfølgende beskrevet, hvordan hemmeligheden bag
det succesfulde ægteskab er, at de er gode venner, taler meget sammen – og er
en del af samme branche.
– Jeg ved, det lyder skørt, men vi har liv, der tillader os
at være væk fra hinanden og komme hjem sammen igen. Hans arbejde tager ham
herhen, og mit tager mig derhen. På en måde tror jeg, at det har været enormt
gavnligt, fordi vi har så meget at dele med hinanden.
Artiklen fortsætter under billedet...
Matthew Broderick og Sarah Jessica Parker i 2017.Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images
I 2002 fik parret deres første barn, sønnen James Wilkie.
Det viste sig dog ikke at blive en nem opgave at give ham søskende. Parker har
tidligere fortalt, hvordan hun i flere år prøvede ihærdigt at blive gravid igen
på den naturlige måde uden held. Parret ville gerne udvide familien, blandt
andet fordi de er ældre forældre, og derfor ville de ikke lade James Wilkie
være alene om at tage sig af dem, når de blev gamle. De overvejede at adoptere,
men de valgte i sidste ende at finde en rugemor.
Den sommerdag i 2009, hvor rugemoren pludseligt gik i
fødsel, var Parkers mand ikke hjemme, så det var kun hende og sønnen, der
sammen pakkede til at tage på hospitalet.
Annonse
- Jeg kom ind i rummet og så Jamens Wilkie stå foran spejlet
og rede sit hår tilbage på en særlig måde. Han ved ikke, at jeg hørte ham sige,
”Jeg skal se godt ud, når jeg møder mine søstre”. Det tog livet af mig,
fortalte Parker til Vogue i 2010, hvor hun også beskrev følelsen af at se
børnene, tvillingepigerne Tabitha og Marion, for første gang.
- At møde sine børn frem for at føde dem, føles som om, at
alt går i stå. Den graviditetsmæssige oplevelse er væk. Det er som om, alt
andet forsvinder et øjeblik. Jeg husker ikke noget andet end tæppet på sengen,
som de lå på, min mands ansigt, deres ansigter og min søns. Det er bogstaveligt
talt som om, lyden bliver suget ud af rummet. Tiden står stille. Det er så
anderledes og lige så ekstraordinært.