Dette sexlegetøj sælger bedst
SPONSORERET indhold

Tre sexshops: Dette sexlegetøj hitter mest blandt danske kvinder

Vi har spurgt tre sexshops, hvilke produkter de sælger flest af – og hvorfor de tror, at netop den type sexlegetøj er særligt populær blandt danske kvinder.

Af: Emma Kleist Christensen Foto: Getty images
09. feb. 2018 | Livsstil | ALT.dk

Når 50 Shades of Grey-filmene ruller over biograflærredet, kigger mange kvinder med – og måske drømmer de også selv om at udforske deres seksuelle fantasier. Men hvilke muligheder findes der egentlig derude? Og hvilket sexlegetøj er godt at starte ud med, hvis man er nybegynder? 

Vi har talt med tre danske sexshops for at undersøge sagen nærmere.

Sinful

Hos sexshoppen Sinful er det særligt det blide SM-legetøj, der er populært hos kunderne, fortæller Mathilde Mackowski, der er sælger og presseansvarlig for sexshoppen. Dette kan for eksempel være bind til at have for øjnene eller piske.

- Det er meget af det blide, vi sælger. Det viser jo, at mange starter blidt ud, og det synes jeg er godt, at de kan gøre det på denne her forsigtige måde, så flere kommer stille og roligt ud af bondage-skabet.

Hun forklarer desuden, at man i sexbutikken oplever, at sexlegetøj ikke længere er forbeholdt de få, men tiltrækker kunder fra mange forskellige aldersgrupper og miljøer.

- Jeg havde for eksempel en kvinde på 86, der skulle have sin første vibrator. Og den skulle helst være lidt sød at se på, for tænk nu hvis hendes børn kom til at se den, siger Mathilde Mackowski.

Hun mener, at det store fokus på kvinders seksualitet i medierne har været med til at bryde nogle tabuer omkring brugen af sexlegetøj. Her fremhæver hun blandt andet 50 Shades of Grey-filmene som et eksempel på noget, der har ændret vores opfattelse af seksuel udfoldelse.

- Man har set sådan nogle ”girl next door-piger og piger i striktrøjer, der bruger og køber sexlegetøj. Det har inspireret mange, fordi de har kunnet spejle sig i de her personer, forklarer hun.

 

Paradiss

Hos sexshoppen Paradiss oplever de, at især det fjernstyrede legetøj og bækkenbundskugler hitter hos danske kvinder. Ifølge Due Hergård, der arbejder for Paradiss, kan det have noget at gøre med, at kvinderne drager inspiration fra 50 Shades of Grey-filmene, hvor manden pirrer kvinden, mens de er i offentligheden.

- I filmen blev det brugt som et pirrende element, hvor hun har den oppe under en gallamiddag, og så kom der lidt lir ud af det, fortæller Due Hergård.

Hun kan også mærke, at danske kvinder er blevet mere flittige købere af sexlegetøj de seneste år. Det kan især ses på udseendet af sexlegetøjet.

- Det er flotte farver, lækre materialer og der bliver lagt vægt på sundheden også, altså at det er økologisk og sunde materialer, fortæller hun.

Due Hergård kan også mærke, at der kommer mange nye kunder til. Hun fortæller, at det er påfaldende, hvor ofte kunder kommer ind i butikken og spørger efter én ting, men kommer ud med noget helt andet.

- Folk ved ikke nødvendigvis, hvad de selv har behov for, siger hun og understreger, at det netop er derfor, at det er vigtigt, at opsøge en sexbutik for at få råd og vejledning til, hvordan man bedst kan udforske brugen af sexlegetøj.

Wink Wink

Hos sexshoppen Wink er det uden tvivl glidecreme, der er det mest populære produkt blandt kunderne, fortæller Kristoffer Hjerrild, der er butikkens indehaver.

- Det er fordi, man ofte bruger det sammen med andet sexlegetøj, tilføjer han.

Derudover fortæller han også, at de hos Wink Wink sælger rigtig mange vibratorer og såkaldte stimulatorer, der bruges til kvindelig onani. Og så er der de mere overraskende salg:

- Fra tid til anden sælger vi en dildo på 47 cm. Her bliver jeg tit overrasket over, hvor mange vi faktisk sælger – især fordi omkredsen også er ret stor. Den sælger vi nok en eller to af om ugen, fortæller Kristoffer Hjerrild, der generelt er positivt overrasket over kundernes store lyst til at eksperimentere seksuelt.

- De fleste starter med noget småt, og så bliver det vildere og vildere. Jeg bliver overrasket over, hvor åbne danskerne er overfor at prøve alle mulige ting.

Anbefalet til dig