10 ting om Nicolas Ghesquière
SPONSORERET indhold

10 ting, du skal vide om Nicolas Ghesquière

10. mar. 2014 | Mode | Eurowoman

Han er ny chefdesigner for Louis Vuitton, hvor Han skal løfte den tunge arv efter Marc Jacobs. Men hvor godt kender du egentlig 42-årige Nicolas Ghesquière? Vidste du fx, at han har lavet kaffe for Jean PauL Gaultier, er venner med Charlotte Gainsbourg og aldrig kunne finde på at designe haute couture? 


1. Elsker Golftøj

Designeren Nicolas Ghesquière er født i Co- mines, Provence, i 1971 og opvokset i Loudon i det vestlige Frankrig. Hans far ejede et golfcenter, og moderen elskede mode. Ghesquière har siden fortalt, at han er elendig til at spille golf, men at han altid har elsket golftøj. og nå ja – tøj i det hele taget. Bortset fra golf fyldte sport ellers en stor del af barndommen. Designeren var især glad for fægtning, ridning og svømning og har også brugt sportsgrenene som inspiration i flere af sine kollektioner siden.

2. Var populær som barn
Der var flest piger i nicolas Ghesquières vennekreds, da han var barn. Måske fordi han allerede i en tidlig alder begyndte at kommentere på venindernes tøjstil og ofte kom med gode ideer til, hvordan de skulle klæde sig. Han havde generelt mange venner og lægger da heller ikke skjul på, at han var populær. “Jeg voksede op i en meget lille by, hvor du enten var populær, eller du var død. Jeg var nødt til at være populær,” har den 42-årige designer fortalt i et interview med Tom Ford til Interview Magazine.

3. Designer som provokation
Allerede som 12-årig proklamerede Nicolas Ghesquière, at han ville være tøjdesigner. Han begyndte at tegne designskitser i sine skolebøger, lavede kjoler af sin mors gardiner og øreringe af sin bedstemors lysekrone. Senere har han indrømmet, at ønsket om at blive designer i første omgang opstod ud af kedsomhed over det stillestående landsbyliv, og fordi han ville provokere sine forældre.

4. Startede med at lave kaffe
I en alder af 15 år kom han i praktik hos den franske designer Agnès B i Paris i sin sommerferie. Det meste af tiden gik med at lave kaffe og fotokopiere. Som 18-årig fik han praktikplads hos ingen ringere end Jean Paul Gaultier, og også her gik den første tid med kaffebrygning og andre lavpraktiske opgaver. Men Nicolas Ghesquière er ydmyg og taknemmelig over sine første år i modebranchen.“Det var fantastisk, fordi jeg fik mulighed for at se, hvordan folk arbejdede. Jeg har aldrig gået på designskole, så Jean Paul Gaultiers studie var en skole for mig.” Den dag i dag ses de to designere stadig privat.

5. Ikke bange for at være kommerciel
I 1997 blev designeren udnævnt til chef-designer for Balenciaga. Han havde i årene forinden været ansat af modehuset i en mindre prestigefuld stilling med ansvar for bl.a. licenser til det asiatiske marked. Men da han designede en mindre kollektion til Balenciagas japanske kunder, fik modehusets ledelse øjnene op for hans talent – herunder ikke mindst hans sans for silhuetter. Han har siden gjort modehuset til en stor succes, ikke kun pga. sine kollektioner, men også ved at gøre modehuset til en overskudsforretning, hvilket han er stolt af. “En del af det at være kreativ handler om, at din vision ender i butikkerne. Det får mig faktisk til at smile hver dag, når jeg tænker på det, fordi det var mig, der var nødt til at opfinde hele konceptet omkring at være kommerciel hos Balenciaga,” fortalte han i et interview med brancheportalen Business of Fashion kort efter, at han forlod modehuset i november 2012.

6. Venner med Charlotte Gainsbourg
Som de fleste andre designere har Nicolas Ghesquière naturligvis også en lang række ce- lebre fans og muser. Den franske skuespiller, sangerinde og it-pige Charlotte Gainsbourg er en af dem, der har været i hans inderkreds næsten fra begyndelsen. De to har været tætte venner i over 10 år, og derfor var det også naturligt for designeren, at Gainsbourg skulle være ansigt for hans dufte Balenciaga Paris og L’essence, som blev lanceret i hhv. 2010 og 2011. I 2012 kom duften Balenciaga Florabotanica, hvor designeren havde valgt sin nye muse, skuespillerinden kristen Stewart, som kampagnemodel. andre af designerens kendisfans er bl.a. skuespillerinderne Jennifer Connelly og Chloë Sevigny, designerne Mary-Kate og Ashley Olsen, den amerikanske Vogue-redaktør Anna Wintour og 60’er-it-piger som Françoise Hardy og Marianne Faithfull.

7. Følte sig alene hos Balenciaga
I sine 15 år hos Balenciaga sad Nicolas Ghesquière med hovedansvaret for kollektionerne. Det kunne indimellem gøre ham ensom, har han siden fortalt. Ifølge designeren er Balenciaga på niveau og kan sammenlignes med mærker som Chanel og Prada, men han mener ikke, at han har haft den samme opbakning som hhv. Miuccia Prada og Karl Lagerfeld. “De mærker har familier og partnere omkring sig, og de har et kreativt carte blanche. Prada har fx en model, hvor du kan være forretningsleder og meningsdanner samtidig, hvilket er virkelig misundelsesværdigt. Det er det samme hos Chanel. Desværre har jeg aldrig haft den mulighed. Jeg har aldrig haft en partner, og jeg følte mig alene til sidst,” har han udtalt i et eksklusivt interview med System Magazine i 2013, hvor han for første gang talte ud om bruddet med Balenciaga.

8. Sagsøgt for interview
Designerens ærlige udtalelser om sin tid hos Balenciaga og sine grunde til at forlade mærket skabte overskrifter over hele verden, men det faldt mildest talt ikke i god jord hos det franske modehus. “De sidste to-tre år fulgte den ene frustration den anden. Det føltes, som om de (Balenciaga, red.) sugede alt liv ud af mig, som om de ville stjæle min identitet og samtidig ville homogenisere alting. det var bare ikke tilfredsstillende længere,” sagde han bl.a. i interviewet. Udtalelserne fik i maj 2013 Balenciaga til at sagsøge nicolas Ghesquière for 7 mio. euro, eller hvad der svarer til over 50 mio. danske kroner, for “skadelige udtalelser” om mærkets ledelse. Til sammenligning forlod Ghesquière selv virksomheden med knap 250 mio. ved salget af sine 10 % af aktierne. retssagen er endnu ikke afgjort, og det forventes, at den kan strække sig over to år i de franske retssale.

9. Vil ikke lave Haute Couture
Nicolas Ghesquière har ofte været inspireret af haute couture i sine kollektioner, når det gælder håndværket og teknikkerne, og han har stor respekt for den gamle designtradition. Alligevel kunne han aldrig finde på at over- tage rollen som chefdesigner for et af de store haute couture-modehuse, har han fortalt i et interview med moderedaktør Cathy Horyn fra The new York Times. “Det er jeg slet ikke interesseret i. Jeg synes ikke, couture passer til vores tid. Jeg mener, couturens guldalder havde nogle fantastiske kunder, kvinder som Nan Kempner (amerikansk socialite, 1930-2005) og alle de andre ikoner. Men jeg synes ikke rigtig, at den passer ind i dag.”

10. Modebranchens darling
De fleste kender sikkert navne som marc Jacobs, Stella McCartney og Karl Lagerfeld bedre end navnet på Louis Vuittons nye chefdesigner. Designeren har da heller ikke gjort synderlig opmærksom på sig selv, og han har stadig til gode at designe i eget navn. Ikke desto mindre har Nicolas Ghesquière længe været en af de mest feterede designere i modebranchen. den anerkendte britiske modeskribent fra International Herald Tribune, Suzy Menkes, var allerede tilbage i 2001 overbevist om, at han kunne noget helt særligt: “Hans kollektioner udforsker form, volumen og detaljer, der virker fuldstændig nye – og som samtidig glimtvis og abstrakt afspejler stilen fra det ikoniske modehus, han har overtaget.” I 2010 modtog han desuden Superstar-prisen af Fashion Group International som “en af de mest interessante og originale designere i sin generation”, der har “genopfundet huset Balenciaga og tilført dets arv en cool, moderne kant.” Louis Vuitton-fans har bestemt noget at glæde sig til. det bliver ikke en ny marc Jacobs – men det bliver uden tvivl et opdateret Louis Vuitton. 

Kilder: Business of Fashion, Fashionmodeldirectory.com, Interview magazine, The new York Times, System magazine, Voguepedia og wwd. Foto: all over Press, James Cochrane, Coolhunt og kim weston-arnold.