Trend på sociale medier: Bumserne skal vises frem
SPONSORERET indhold

Trend på sociale medier: Bumserne skal vises frem

De fleste af os er efterhånden bekendte med begrebet ’body positive’, der handler om at anerkende og acceptere alle kropstyper. Men det er ikke nok at normalisere den uperfekte krop, hvis vi stadig skammer os over bumser og ar, mener foredragsholder Katrine Gisiger. Hun er en af dem, der aktivt er gået ind i kampen for at normalisere den uperfekte hud.

Af: Emma Kleist Christensen Foto: Getty Images
05. dec. 2019 | Mode | Eurowoman

”Teenagehud på 10’ende år”

”Akne som en 30-årig”

”Min bums ser så voldsom ud, at ikke engang et ’skønhedsfilter’ på Snapchat kan gøre noget”

Sådan lyder kommentarerne på nogle af de billeder, der er blevet delt med foredragsholderen Katrine Gisiger. Hun har bedt sine følgere på Instagram om at sende billeder af deres bumser og akne, og de billeder er tilsammen blevet til et opslag med uren hud i alle afskygninger.

”Troede du, det var skamfuldt at have bumser/akne/uren hud? Det er det heldigvis ikke <3”, skriver Katrine Gisiger selv som kommentar til rækken af billeder.

Hun gør det for at normalisere uren eller uperfekt hud. Det er efterhånden blevet en slags mission for hende, at vi alle sammen skal lære at dele de ting, vi skammer os over, for på den måde at opdage, at vi ikke er alene med skammen. Førhen har hun delt billeder af mavedeller og hængebryster, men nu er turen kommet til at vise bumserne frem – og der er en særlig grund til, at de betændte prikker på huden er værd at sætte fokus på.

Læs også: 8 kendte kvinder: Sådan ser vi ud uden makeup

- Når du har bumser, er det noget, der betyder rigtig meget. For du kan ikke skjule det. Du kan skjule dine bryster i en pushup-bh eller skjule din mave i et par stramme bukser – men hvad gør du med dit ansigt? Hvis du prøver at dække det med makeup, bliver bumserne bare værre, og du kan ikke gå med håret nede i ansigtet hele tiden. Så du er helt blottet hver eneste dag, hvis du lider af bumser eller akne, fortæller Katrine Gisiger til ALT.dk.

Katrine Gisigers opslag med sine følgeres billeder af uren hud. ”Jeg prøver blot at bidrage til, at vi kan være flere, der tager kampen op mod det ødelæggende perfekthedsideal og hjælper hinanden,” konkluderer bloggeren på Instagram.

Den nye positivisme-bølge

Den danske foredragsholder er ikke den eneste, der har opdaget vigtigheden af at normalisere uren hud. Ifølge den britiske avis The Guardian, er ”acne positivity” den nye bølge på sociale medier, som er opstået i kølvandet på ”body positivity”-fænomenet, hvor den ’normale’ kvindekrop er i centrum.

Derfor er både bloggere, men også kendisser som Justin Bieber, begyndt at dele deres oplevelser med at have akne eller uren hud. Og det er for Katrine Gisiger et vigtigt næste skridt efter kropspositivisme-bølgen.

- Vi begynder at se effekterne af ’body positive’ ved, at der efterhånden er flere, der tør at have større kvinder med i deres reklamer, og det er et kæmpe skridt i den rigtige retning, siger hun.

- Men fælles for alle de her kvinder i reklamerne er, at de har helt perfekt hud. De har hverken appelsinhud eller bumser eller akne. Prøv at læg mærke til det: Alle ansigter på modellerne er helt glatte, understreger bloggeren.

Et af kritikpunkterne mod ”body positive”-bevægelsen er, at alle modeller stadig har perfekt hud og er fejlfri – på trods af deres mere fyldige kropstype. Her ses plus size-modellen Ashley Graham posere med sin egen undertøjskollektion.

Det inkluderende kropsideal

Det er ikke kun uperfekt hud, der er ved at blive normaliseret på sociale medier. Bare i Danmark er der mange eksempler på, hvordan kendte viser deres uperfekte sider frem, såsom bloggeren HelseMatilde, der taler åbent om sine svedpletter, tv-værten Sofie Linde, der deler de ’uskønne’ sider af livet som nybagt mor og Katrine Gisiger, der selv både har delt billeder af sin dobbelthage og sin mave.

Bloggeren HelseMatilde skammer sig ikke over at vise sine svedpletter frem på de sociale medier. ”Dem kender vi alle” – fastslår hun i et Instagram-post.

Dette fokus på det uperfekte er meget sigende for det samfund, vi lever i, mener Maria MacKinney-Valentin, Ph.d. og lektor på Kunstakademiets designskole. Hun har forsket i kropsidealer gennem tiden, og ser det som en tydelig tendens i vores tid, at der skal være plads til mange flere forskellige både krops- og hudtyper.

- Moden er blevet mere politisk, blandt andet som følge af hele MeToo-bevægelsen og klimaspørgsmålene. Det kommer fx til udtryk i et mere inkluderende kropsideal, hvor alle størrelser og former er accepterede og rummer en særlig skønhed, siger hun.

Læs også: Amalie laver personlige vaginasmykker

Hun ser det som et tydeligt skift fra tidligere, hvor et meget stringent kropsideal, der fokuserede på sund mad og motion, var idealet. Nu er det i højere grad attraktivt at bryde med det fejlfri glansbillede og vise sine usikkerheder frem på sociale medier.

- Det, der tidligere blev set som fejl, kan i dag blive læst som en del af et individualistisk udtryk. Og når influencers er med til at vise, at alle kan have strækmærker, bumser eller hængebryster, så kan det have en positiv effekt på et bredere plan, fordi det, vi oplever som fejl, i stedet bliver fejret som det særlige.

Bloggeren Kali, der står bag MyFaceStory, er en af dem, der er stor fortaler for den nye akne-positivitet.

Skammen må ikke overleve

Selvom det inkluderende kropsideal har ændret en del på vores kropskultur, er der stadig et stykke vej til fuldt ud at acceptere det, der stadig bliver opfattet som uperfekt ved vores kroppe og ansigter. Katrine Gisiger er en af dem, der mærker på egen krop, at det kan være svært at gøre op med forestillingen om det smukke og det uskønne.

- Jeg synes stadig, at det kan være udfordrende, og der er nogle ting, jeg har svært ved at dele. Jeg kan godt mærke, at det tager noget tid, før jeg har det helt godt med bumser. Men jeg har taget en beslutning om, at jeg ikke vil leve med skam. Det betyder, at hver eneste gang, jeg føler den mindste smule skam, siger jeg det højt og viser den frem. Jeg sørger for at skammen ikke får lov til at overleve ved at sætte fuldt spotlight på den, fortæller Katrine Gisiger, som husker en tid, hvor en enkelt bums engang kunne være styrende for hendes liv.

- Jeg har aldrig været slemt plaget af bumser, men de få gange, jeg fik en, havde jeg det virkelig dårligt med det. I mine teenageår kunne jeg godt finde på at lade være med at tage med til en fest, hvis jeg havde en bums. For jeg syntes simpelthen, at det var så pinligt, husker hun.

Katrine Gisiger tror ikke på, at vi kan komme til at elske ALT ved vores kroppe. Derimod håber hun på, at vi kan lære at acceptere os selv og se det hele menneske, frem for de små skavanker.

Siden er skammen kommet mere under kontrol. Og selvom hun har svært ved at forestille sig en verden, hvor bumser ligefrem kunne være et ideal, håber hun, at vi kan nå dertil, hvor ingen behøver at være pinlige over deres skavanker.

- Vi kommer nok aldrig til at stå og sige "wauw, en flot bums". Jeg er i virkeligheden heller ikke med på den der "elsk dig selv", for jeg synes, det er en utopi. Det lyder som en konstant, hvor man vågner hver morgen og tænker "fuck mand, jeg elsker bare mig selv så meget". Men sådan er det jo ikke, siger hun og fortsætter:

- Men jeg håber, at vi kan nå derhen, hvor det ikke er en begrænsning at have bumser. At man ikke går rundt med en fejlagtig opfattelse af, at man aldrig kan få en kæreste, eller at man ikke kan tage med til en fest på grund af bumser. For det kan nemt gå hen og blive alt for styrende for ens liv, hvis man går og skammer sig over sine bumser.

Læs også: Indre ro: Vend dine fejl til fordele

Efter at have delt bumser, mavedeller, dobbelthager og hængebryster, er Katrine Gisigers nye projekt at sætte fokus på blandt andet hårtab. Det er noget, hendes følgere har bedt hende sætte fokus på, og det gør hun glædeligt, selvom det ikke er et problem, hun selv har døjet med. Men hvor går grænsen egentlig? Kan det ikke blive for meget, hvis vi hele tiden skal dele ALT med omverdenen?

- Jeg har selv en grænse ved sådan noget med kønsbehåring og menstruationsblod. Der er jeg ikke kommet til endnu, selvom jeg har prøvet det lidt af, tror jeg ikke, det er noget, jeg kommer til at dele. Det er ligesom lidt for intimt for mig, mener Katrine Gisiger, som dog understreger, at det er hendes personlige grænse, og at hun stadig mener, at det er vigtigt, at andre sætter fokus på det.

- Alt for mange tænker “ad”, når de ser menstruation, fedme, sved, kropsbehåring, bumser og appelsinhud, og netop derfor er det så vigtigt. Vi skal aflære at væmmes ved vores egen og andres krop. Det er nok de færreste, der kommer derhen, hvor de synes, at menstruationsblod er lækkert, og bumser er smukke, men for hver gang, man ser det, bliver det lidt mere ’neutralt’. Det er godt, fordi så kan vi fjerne noget af den afstand, der er mellem vores “hoved” og krop og mellem hinanden, siger hun.

Anbefalet til dig