Guldknappen
SPONSORERET indhold

Baum und Pferdgarten vinder Guldknappen

Der har allerede været stor mediedækning af vinderen af ALT for damernes prestigefyldte designpris Guldknappen.

Af: ALT for damerne Foto: Bo Nymann
01. aug. 2012 | Mode | ALT for damerne

Den er i år blevet uddelt for 28. gang og vinderne i år er designduoen Baum und Pherdgarten, som består af Helle Hestehave og Rikke Baumgarten.

Prisen uddeles i forbindelse med den danske modeuge den 9. august og fejres med et stort modeshow.

At designprisen i år går til netop Baum und Pferdgarten skyldes, at Rikke Baumgarten og Helle Hesthave har formået at skabe kollektioner med en imponerende gennemført stil, der når bredt ud til modebevidste danske kvinder.

- Baum und Pferdgartens kollektioner er altid raffinerede og fortæller en historie, samtidig med at de er tilgængelige og brugbare. Rikke og Helle har holdt fast i brandets dna, samtidig med at de har ført Baum und Pferdgarten gennem en succesfuld transformation, siger ALT for damernes moderedaktør, Line Hindsgaul.

Om brandets udvikling siger chefdesigner Helle Hesthave:

"Vores design er blevet mere enkelt med årene, og det er meget bevidst. Tidligere var vi kendt for prikker, flæser, blomster og quirkiness. Det har været sjovt at arbejde med blandt andet cirkustemaet, men der er vi ikke selv mere. Jeg kan mærke, at folk sommetider vil holde os fast i det, men det kan også bare være for let at sætte en flæse på og sige: "Så er det design hjemme"."

Og om at komme ud på den anden side af konkurs og krise siger chefdesigner Rikke Baumgarten:

"I dag går det supergodt hos os, og det er dejligt at få et rygklap i form af Guldknappen. Det bekræfter os i, at der åbenbart er nogen, der synes, vi gør det godt."

Baum und Pferdagarten har én gang tidligere modtaget ALT for damernes Guldknap, nemlig i år 2000.

Se galleriet: Baum und Pherdgarten: Forår og sommer 2012

Årets Sølvtråd
For tredje år i træk overrækkes også Sølvtråden, der går til nyere designere, der endnu ikke ikke er så etablerede men har stort potentiale.

Vinderne af årets Sølvtråd er mærket Ganni, som laver feminint og budgetvenligt tøj. Her har designerne Ditte Reffstrup og Katrine Green på kort tid etableret et modebrand, der byder på sikre garderobehit hver sæson.

- Med en blanding af både aktualitet og nostalgi og en uprætentiøs skandinavisk stil leverer Ganni det, enhver chik hverdagsgarderobe bør indeholde. Derfor ser ALT for damerne et stort potentiale i det lille modehus, siger ALT for damernes moderedaktør, Line Hindsgaul.

"Vi er så glade for prisen. Da jeg fik opkaldet, løb jeg nærmest ned på kontoret med barnevognen for at fortælle det. Det er en fin cadeau og blåstempling af vores arbejde, vi er meget beærede, og det er ekstremt fedt, at det sker lige nu, hvor vi er så meget på vej," udtaler Gannis kreative direktør Ditte Reffstrup.

Stor mediedækning af ALT for damernes priser
Ud over at få et tiltrængt skulderklap giver ALT for damernes designpriser også god omtale til de dygtige vindere.

I dag kan du læse en omtale af priserne på Ekstrabladet.dk, på Bt.dk, Fyens.dk og på Fashionforum.dk.