Body-shaming rammer i stigende grad kendte kvinder.
SPONSORERET indhold

Body-shaming: Derfor bliver de kendte kvinder angrebet

De kan hverken tabe sig eller tage på, ældes naturligt eller få botox. Kendte kvinders udseende bliver angrebet som aldrig før.

Foto: Getty Images
24. feb. 2015 | Mode | Eurowoman

Kvinder over 40 er hottere end nogensinde før i modebranchen. Det gælder eksempelvis Célines seneste kampagne med Joan Didion i front, Saint-Laurent-kampagnen med den 71-årige sanger Joni Mitchell og American Apparel som tidligere har vist en 62-årige undertøjsmodel

Alligevel går der ikke lang tid fra et billede af en kendis med et nyt udseende, rammer internettet, til det spreder sig som ringe i vandet på de sociale medier med en kaskade af kommentarer i halen. Senest er det billeder af Uma Thurmans forandrede ansigt, og Cindy Crawfords uretoucerede krop, som har bragt sindene i kog. Inden da, talte hele verden om Renée Zellwegers nye ansigt.

For de kendte kvinder kan hverken tabe sig eller tage på, ældes naturligt eller få botox, være for retoucherede eller "for" naturlige, uden at vi sidder bag skærmene og kommenterer. Tendensen hedder body-shaming og den giver sig udtryk på forskellig vis. Men hvorfor?

- Vi er enormt fokuserede på de kendtes udseende, og lige meget, hvad de gør, så drejer vi det til noget negativt og til noget, vi peger fingre ad, siger Lise Dilling-Hansen, som forsker i kropskultur på Aarhus Universitet, til Eurowoman.dk, som påpeger paradokset i, at vi ønsker, at Hollywoodstjernerne fremstår autentiske, mens vi samtidig kræver, at de skal være rynkefri og ungdommelige til evig tid.


Crawford versus Beyoncé
I sidste uge dukkede der desuden uretoucherede billeder frem af tidligere supermodel Cindy Crawfords uretoucherede 48-årige krop. Det blev modtaget med roser og klapsalver over hendes naturlige krop, hvorimod billederne af Beyoncé vakte forargelse og chok over at superstjernen, som er kendt for sit glamourøse look, ikke havde perfekt hud. Hvorfor hylder vi den ene kvinde, men body-shamer den anden?

- Det er et godt eksempel på, hvilke uperfektheder, vi ikke tolererer. Vi kan grine af Beyoncés hår, der sidder fast i en blæser under en koncert, men ikke af uren hud. Det skyldes, at der for det første, at vi er klar til at acceptere det uperfekte, så længe det stadig er genkendeligt som næsten-perfekt. For det andet spiller aldersforskellen ind. Som 48-årig er det socialt acceptabelt at have begrænsede alderdomstegn, hvorimod kvinder i 30'erne stadig forventes at have babyglat hud, siger Lise Dilling-Hansen og tilføjer:

LÆS OGSÅ FRA ALT FOR DAMERNE: Flad mave: Her er den mest effektive øvelse

- Man kan sige, at vi forventer os det "perfekte uperfekte" af de kendte. De skal være stort set uopnåelige, men samtidig vise en smule menneskelighed, så vi for det første kan identificere os med dem, og for det andet kan se dem som mere end dygtige og smukke personligheder. Men de uperfekte sider, de viser, skal være indenfor en bestemt ramme. Hvis det uperfekte bliver mere end denne smule, ryger de hurtigt over i en kategori, hvor de bliver for menneskelige. For meget som "os". Det er vigtigt, at de bliver fastholdt i en position, der er hævet over det almindelige, så vi kan blive ved med at se op til dem.

💄💄💄 #nofilter

Et billede slået op af Louis Anderson (@thequeerbitch) den 18. Feb 2015 kl. 5:22 PST

Sværere for skuespillerinder end for modeller
Uma Thurman kom i de sociale mediers søgelys, da hun trådte ud på den røde løber og så næsten uigenkendelig ud. "Gyselig", "hun har ødelagt sit ansigt" og "jeg får mareridt i nat", var nogle af de kommentarer billederne fik med på vejen. Lise Dilling-Hansen mener, at der ligger et større pres på skuespillerinderne end på modellerne.

- En kvinde, som alene skal bære den kvindelige hovedrolle i en stor Hollywoodproduktion er underlagt en anden form for offentlig skue end en model i et modemagasin, som bliver set i en sammenhæng med andre modeller, siger Lise Dilling-Hansen.

Phoebe, Monica og Rachel
Body-shaming opstår især, når kontrasten mellem stjernernes tidligere og nye udseende bliver for stor. Det er de tre kvindelige hovedroller fra "Venner", netop er et godt eksempel på, mener lektor i Kultur- og Sprogmødestudier på RUC og ekspert i celebrity studies, Lene Bull Christiansen.

- Hvor Lisa Kudrow er ældet naturlig og Courtney Cox næsten ikke ligner sig selv, ser Jennifer Aniston på mirakuløs vis næsten yngre ud end hun gjorde for 15 år siden. Hun har været en af de heldige, som har fået lavet så små ændringer med tiden, at hun ikke har mistet genkendeligheden. Vi kan stadig relatere til hende. Shaming-sagerne handler derfor oftest om folk, der måske har været lidt uheldige med deres operationer, siger Lene Bull Christiansen til Eurowoman.dk.

Ifølge Lise Dilling-Hansen er body-shaming udtry for en tab-tab-situation for kvinder, som i dag handler om udseende, men som tidligere har handlet om andre ting, kvinder gjorde:

- Kvinders frihed er stadig begrænset. Hvis de ikke lever op til skønhedsidealerne, kritiserer vi dem for deres rynker og alderdomstegn. Lader de sig derimod operere, bliver de kritiseret for at lade sig kue af skønhedsindustrien. De er underlagt en forventning om at leve op til et ideal om at være rynkefrie, og samtidig med at de skal de se autentiske ud.

Det trækker tråde tilbage til debatten om kvindefrigørelse, hvor kvinder dels risikerede fordømmelse for ikke at være frigjort nok, dels blev fordømt hvis de deltog aktivt i den seksuelle revolution, mener Lise Dilling-Hansen.

Kvinder bliver mindre feminine med tiden
Ifølge Lene Bull Christiansen er problemet ikke kun skønhedsidealerne, men også produktionskæden, der ligger til grund for dem.

- De fleste film bliver skrevet af mænd med hovedroller, hvor mændene let kan være over 40, og deres kvindelige modspillere betydeligt yngre. Det skyldes den ældgamle idé om, hvad maskulinitet er. Jo mere erfaring, penge og magt en mand har, jo mere maskulin opfattes han. Når det gælder kvinder, er det omvendt. Deres femininitet og værdi bliver primært målt i deres udseende, og derfor er vi tilbøjelige til at body-shame dem, siger Lene Bull Christiansen og tilføjer:

- Selvom vi bevæger os i en mere positiv retning, handler det stadig om, hvordan vi værdisætter kønnene i dag. Så længe ungdom og skønhed hænger sammen, vil stjernerne stadig hungre efter det, siger Lene Bull Christiansen

LÆS OGSÅ: Se den chokerende Cosmopolitan-forside, der skaber debat

LÆS OGSÅ: Derfor falder du for bad boys

LÆS OGSÅ: Foundationguide: Find den rette foundation til din hudtype