Den store anti-age-guide
SPONSORERET indhold

Se den store anti-age-guide til din alder

Spørg enhver kosmetolog, og hun vil fortælle dig, at anti-age-pleje er relevant allerede, når du er i 20'erne, da det til enhver tid er mere effektivt at forebygge end at reparere. Er du lidt sent ude, er der dog stadig masser af hjælp at hente – læs med!

Af: Marie Brodersen
22. okt. 2013 | Mode | ALT for damerne

20'ERNE: REN & FRISK HUD
I 20'erne er huden fast og spændstig med en fin og ensartet overflade uden synlige porer. Huden har en ren og frisk udstråling med en ferskenagtig overflade – fyldig, blød og naturlig mat. Da huden i denne alder har masser af energi til at forny og vedligeholde sig selv, er det begrænset, hvor meget anti-age-pleje den har brug for. Du bør dog rense huden dagligt med et mildt renseprodukt efterfulgt af en fugtbevarende dagcreme. Suppler med et solfilter, hvis du opholder dig meget udenfor – f.eks. cykler til og fra arbejde/studie, da det forebygger rynker og pigmentforandringer senere i livet.

Har du tendens til urenheder, kan et anti-bakterielt serum være en god løsning. Det påføres ren hud i et tyndt lag på de områder, du har udbrud. Brug det dagligt eller i perioder – f.eks. op til menstruation, hvor mange kvinder oplever, at huden bliver mere uren. Har du passeret de 25 år, bør du også bruge en øjencreme, så du holder den tynde hud omkring øjnene smidig og gennemfugtet. Det er nemlig her, de første rynker viser sig, når du har rundet de 30 år.



I 20'erne har du brug for:

Fugt – rens huden mildt og brug fugtighedscreme.
Beskyttelse – brug creme med UV-filter dagligt.
Forebyggelse – tilføj øjencreme til din daglige rutine.

LÆS OGSÅ: Farvel til smilerynkerne - Her er de bedste øjencremer

30'ERNE: ENSARTET & JÆVN HUD
Det er meget individuelt, hvornår de første linjer dukker op, men som regel sker det i starten af 30'erne alt afhængig af, om du har en tør, kombineret eller fedtet hudtype. Jo mindre fugt og talg der er i huden, jo hurtigere vil der opstå linjer i overfladen. De kaldes ofte "tørhedslinjer", men ender hurtigt som rynker, hvis ikke din hud får rigeligt med fugt til at fylde dem ud. Vælger du at få børn i 30'erne, vil du sikkert også opleve, at din hud bliver mere ujævn og pigmenteret, og at søvnmangel sætter sine ret tydelige spor i form at mørke rande under øjnene og en mere trist og grålig hudtone.

Und dig selv en lur, mens baby sover, og tilføj et serum til din hudplejerutine, der giver din hud et koncentreret boost af skønhed. Serum fås i utallige varianter, så vælg det, der passer bedst til din huds tilstand, hvad enten det er tørhed, pigmentforandringer, rynker eller manglende glød, der generer dig. Ud over et serum bør din hudplejerutine stadig bestå af mild rens, fugtighedscreme, øjencreme og solbeskyttelse.


I 30'erne har du brug for
:
Fugt – rens huden mildt og brug fugtighedscreme og øjencreme
Beskyttelse – brug creme med UV-filter dagligt.
Behandling – tilføj serum til din daglige rutine.

40'ERNE: GLAT & SPÆNDSTIG HUD

I fyrrerne bliver de fine linjer omkring øjnene permanente, og nye vandrette og lodrette "bekymringsrynker" opstår i panden og mellem øjenbrynene. Huden bliver mere slap omkring kæben, og folden langs næsefløjen bliver dybere. Al sammen som konsekvens af den stagnerende cellefornyelse og en lavere produktion af de kollagen- og elastinfibre, der udgør hudens underliggende "madras". For at speede produktionen op har du brug for koncentreret genopbyggende pleje fra serum og natcreme, der indeholder ingredienser som A-vitamin (også kaldet retinol) og peptider, der har en beviselig effekt på cellefornyelsen samt kollagen- og elastinproduktionen.

Du skal stadig følge din daglige hudplejerutine, men tilføj de genopbyggende produkter om natten, da det er her, de hjælper dig mest. Det er nemlig om natten – helt præcist mellem kl. 22-02 (også kaldet skønhedssøvnen), at huden reparerer sig selv. I slutningen af fyrrerne og starten af halvtredserne træder overgangsalderen typisk ind og accelerer hudens ældningsproces, hvilket kan få huden til at se mere trist og grå ud, fordi lyset ikke reflekteres lige så godt. Her kan produkter med lysreflekterende pigmenter give huden et optisk boost, der frisker ansigtet op.


I 40'erne har du brug for:
Fugt – rens huden mildt og brug fugtighedscreme og øjencreme.
Beskyttelse – brug creme med UV-filter dagligt.
Behandling – tilføj natserum og natcreme til din rutine.

50'ERNE+: NÆRET & FYLDIG HUD
Efter overgangsalderen føles huden både tørrere og tyndere, fordi den savner fugt såvel som næring. Som konsekvens bliver huden slap, fordi der ikke er noget underliggende fedtlag, der holder den på plads, og mindre vand i cellerne til at give den fylde. Tank derfor cellerne op med fugtbevarende ingredienser som hyaluronsyre, der tiltrækker og binder store mængder af fugt i huden. Spis også en olierig kost med et højt indhold af essentielle fedtsyrer, som er med til at opbygge cellemembranen, så du undgår unødigt vandtab i hudcellerne.

Daglig brug af ansigtsolie kan også være en supplerende løsning til at styrke din hudbarriere og bør i så fald bruges oven på dit serum efterfulgt af (eller iblandet) din dagcreme. Det har ifølge hudplejemærket Delarom den fordel, at serummet presses dybere ind i huden af olien og kan virke mere aktivt. Desuden bør du sætte ind med målrettet pleje som en opstrammende creme til hals og dekolletage, da det ikke længere kun er dit ansigt, men hele din overkrop, der har brug for ekstra pleje. Dette kommer selvfølgelig oven i de produkter, du allerede brugte i 40'erne!


I 50'erne og fremover har du brug for:
Fugt – rens huden mildt og brug fugtighedscreme, øjencreme og en fugtmaske efter behov.
Beskyttelse – brug creme med UV-filter dagligt og suppler eventuelt med en ansigtsolie.
Behandling – tilføj en genopbyggende hals- og dekolletagecreme til din daglige rutine.


LÆS OGSÅ: Se 3 eksklusive cremer til din alder