Så lidt af dit tøj bruger du rent faktisk
SPONSORERET indhold

Så lidt af dit tøj bruger du rent faktisk

Det er sjældent et tomt klædeskab, der gør, at vi føler trang til at shoppe. Men hvor meget bruger vi egentlig af alt det tøj, vi slæber hjem i sækkevis?

Af: Mi Skjold Brix Foto: Alamy
24. apr. 2013 | Mode | ALT for damerne

Tøjet i skabet truer med at forvandle sig til udbryderkonge, men når du stirrer ind i det, ser du kun bunker af ligegyldigt stof. Virker det bekendt?

Du er bestemt ikke alene. Den amerikanske avis The Wall Street Journal skriver, at den gennemsnitlige amerikaner kun bruger 20 procent af indholdet i garderoben. Resten får lov at hænge som overflødigt fyld. Sider som Trendsales og DBA.dk vidner om, at vi også her i Danmark har samme forhold til vores tøj, og at nogen tager konsekvensen og sælger ud af fejlkøb og impulser, der er endt i en blindgyde i vores hjem.

Tal fra Danmarks Statistik viser ifølge Penge og Privatøkonomi, at en gennemsnitlig dansk familie bruger ca. 1300 kroner om måneden på tøj. Det svarer til fem procent af indkomsten, og er altså en post i budgettet, der får en del plads. Men hvorfor bruge penge på at fore indersiden af klædeskabet?

Forbrugerpsykolog Miriam Tatzel fortæller til The Wall Street Journal, at det handler om, at vi ignorerer, hvis vi ser en lille fejl på kjolen i butikken.

- Generelt kan du godt lide den, men den er en smule stram eller poset. Du tænker "nå pyt, det er en mindre fejl. Det betyder ikke noget i det lange løb", siger hun.

Men det er her, vi begår den største fejl som forbrugere.

- Det viser sig at være præcis den ting, der gør, at du ikke kommer til at bruge den. Du tænker, du måske får brug for den en dag, men den dag kommer aldrig, siger hun til avisen.

For når valget står mellem den velsiddende (måske lidt slidte) kjole og den nye, knap så ideelle, så er valget oplagt. Men hvad er det så, der gør, at vi ikke bare lader den uklædelige kjole hænge?

LÆS OGSÅ: Eksperterne: Sådan får du den perfekte garderobe.

62 procent af hundredvis af adspurgte besøgende i shoppecentre i USA, svarede, at de havde købt noget for at opmuntre dem selv, mens 28 procent købte ting for at belønne sig selv. Det viser et studie publiceret i det amerikanske tidsskrift The Journal of Psychology and Marketing ifølge The Daily Mail.

Flere studier antyder også, at det at købe nye ting er forbundet med en lykkefølelse, som kan overstige fornuften i at tilsidesætte et køb.

Men måske, det var værd at prøve. At tage en osetur ned af Strøget, få inspiration og tage tomhændet hjem. Tænke over tingene. Og så kun vende tilbage til det, man absolut ikke kan glemme?

Start på en frisk med disse råd til at kontrollere din shopping og klædeskabet på Eurowoman.dk.