Frederik Lentz Andersen
SPONSORERET indhold

Moderedaktørens dagbog fra modeugen i Milano: "Vi burde alle være feminister"

Senior Fashion Director Frederik Lentz Andersen om feminisme i moden.

Af: Frederik Lentz Andersen Foto: Getty Images
31. maj. 2017 | Mode | Eurowoman

Modeuge i Milano, februar 2017

– Om fem minutter er vi alle et andet sted. Derfor vil jeg benytte lejligheden til at sige, at vi i utrygge tider som denne knyttes sammen af et særligt bånd. Et bånd mellem alle os, der respekterer menneskerettighederne. Jeg håber, at I alle har lyst til at gøre min familie og mig selskab her på scenen og vise, at den internationale modebranche står sammen, og at vi er frygtløse.

Sådan sagde chefdesigner Angela Missoni under finalen på det italienske modehus' show.

På sæderne lå strikkede pussyhats, i Missonis signatur-zigzagmønster, som sendte et respektfuldt nik til den nyligt overståede Women's March, hvor ca. en halv mio. kvinder demonstrerede i Washington D.C., dagen efter præsident Trumps indsættelse.

På Angela Missonis opfordring tog flere hundrede af modebranchens mest indflydelsesrige stemmer deres nye pussyhatte på og gjorde familien Missoni og deres modelstab selskab på catwalken i et par rørende minutter, inden alle igen hastede videre.

Den danske model Frederikke Sofie i Missonis version af pussyhatten til modehusets show i Milano i februar

Catwalken er, især i de seneste sæsoner, blevet et lige så populært sted at give udtryk for feministiske og andre politiske budskaber, som 5th Avenue mellem 56th og 57th Street, hvor Trump Tower ligger, er blevet det. En af grundene synes at være chokket over Donald Trumps håbløst gammeldags og for mange chokerende og skræmmende syn på kvinder.

Women's March i Washington D.C., hvor godt og vel en halv mio. kvinder i januar i år demonstrerede mod præsident Trumps indsættelse

LÆS OGSÅ: Pia er 67 år og topmodel i USA: "Mit grå hår og mine rynker er okay"

Kampen for ligestilling blandt kvinder og mænd har haft et urimeligt langt tilløb, men heldigvis er der så at sige gået mode i feminisme, og hvor enerverende poppet det end kan lyde, helliger midlet trods alt målet.

Da Maria Grazia Chiuri i juli 2015 blev udnævnt som kreativ chef for Dior, var det ikke kun en karrieremæssig milesten for hende personligt, hun var samtidig også den første kvindelige kreative chef i modehusets 70-årige historie. I efteråret sendte hun sin debutkollektion for Dior på catwalken og blandt de smukke og fægteagtige kreationer, var også T-shirts med påskrifterne DIO(R)EVOLUTION og WE SHOULD ALL BE FEMINISTS, der ud over den læsbare opfordring også refererer til den feministiske nigerianske forfatter Chimamanda Adichies revolutionerende værk af samme navn fra 2014.

Kvinder for fred og ligestilling. Demo på 5th Avenue i New York i 1970

Den tyske designer Dorothee Schumacher gik sammen med magasinet Glamour og kreerede en T-shirt-kollektion, der bl.a. indeholder statements som SUPPORT THE GIRLS og I WANT TO MARRY A FEMINIST.

Det New York og Los Angeles-baserede grafiske studie Otherwild har genoplivet kvindebogbutikken Labyrinth Books statement-T-shirt THE FUTURE IS FEMALE fra 1975, og modehuset Chloé har sammen med onlinebutikken Net-a-porter.com og magasinet Porter kreeret en limited edition SUPERWOMAN-T-shirt.

Det kan umiddelbart synes letkøbt og overfladisk at trække i en T-shirt og proklamere et hurtigt budskab på et Instagram-post eller to, inden det bliver afløst af en velanrettet salat eller et par nye sneakers, men alt summer op. Jo flere, der hopper med på bølgen og støtter op, jo mere bliver problematikkerne italesat, og jo sværere bliver de at undgå.

Fra rødstrømper og røde faner til pink protest

Hele mit liv har været præget af seje, stærke og intelligente kvinder. Min mor opdragede min storesøster og mig til at respektere alle uanset køn, religion, hudfarve eller seksuel orientering, og mine største forbilleder og rollemodeller har været kvinder. Fra min mor, mormor, storesøster og chefer til min fantastiske hustru Vibeke.

Jeg har ikke, før nu, officielt erklæret mig som feminist, men jeg ønsker for min datter, at hun skal have de samme muligheder som mine sønner, og jeg tror oprigtig på, at verden ville være et bedre, mere humant og fredeligt sted, hvis markant flere kvinder fik lov at bestemme.

Anbefalet til dig