Ugens gæstestylist: Ivan Grundahl
SPONSORERET indhold

Ugens gæstestylist: Ivan Grundahl

Af: Majbritt Lacuhr Foto: Nicky De Silva og Pernille Teisbæk
14. okt. 2009 | Mode | ALT for damerne

Hvordan vil du beskrive din stil?
– Energisk romantisk. De damer, der er til den stil, er sådan nogle energiske professortyper. Kunstneriske. Og på kanten til det fodformede. Jeg har det fint med dem, selvom de også virkelig kan være en udfordring, fordi de er så selvsikre. De er i hvert fald langt skønnere end de fleste.

Hvorfor sagde du ja til at være gæstestylist i ALT for damerne?
– Fordi jeg synes, det er en rigtig sjov og god idé. Og måske synes jeg også, at ALT for damerne trænger til et lille kærligt skub bagi – og det vil jeg da gerne bidrage med.

Hvad skal man bruge dine modeserier til?

– Lade sig inspirere. Måske sidder kvinder specifikt og tænker: „den må jeg ud at købe“… men jeg tænker også, at de forhåbentlig får inspiration til, hvordan de kan bruge det, de har hjemme i klædeskabet, på nye måder.

Hvis du skal sætte et par ord på modeserien, du har lavet til ALT for damerne?
– Jeg har forsøgt at skabe en flot blandet stil – med udgangspunkt i jakker og hvordan man kan bruge dem på forskellige måder. Alt afhængigt at det udtryk, man ønsker. Med tyl-nederdel og med jeans f.eks. Næste gang bliver det frakker, og sidste serie, har jeg tænkt, skal være festtøj.
Jeg har fået stor respekt for de folk, der bestrider jobbet som stylister. Pyha, det er jo et skrækkeligt job! Det er sgu ikke nemt. Først at finde på, så ud at låne, så sætte sammen, fotografere, og så tilbage med tøjet…



Hvad kommer vi til at se meget mere af denne her sæson?
– Jeans i alle afskygninger tilsat „klassisk tøj“. Jeans behøver ikke nødvendigvis være Acne og Cheap Monday. G-Star har f.eks. nogle rigtig smarte modeller. Og med klassisk tænker jeg, at hvis man nu bare MÅ eje en Chanel-jakke, så er den jo fin med jeans til. Selv er jeg ikke begejstret for dem…

Hvad er dit forhold til mode?
– Hvis sandheden skal frem, er jeg overhovedet ikke interesseret i mode. Jeg er kun interesseret i noget med lidt kant og stil. Det skal have et kunstnerisk islæt – som f.eks. Comme des Garcons. Ellers er det ligegyldigt! Det skal ikke bare være tøj. Og al den snak om tendens-bølger… jeg er lige ved at kaste op! Det er så uinteressant.

Hvad er dit forhold til ALT for damerne?
– I min ungdom var det jo det blad, det gjaldt om at komme i. Det var det eneste hitblad dengang. Måske bliver det det igen! Det sker ikke over night, men jeg synes, det skal have mere edge.

Hvordan opnår man ifølge dig et personligt look?
– Ved at følge sin intuition. Det tager lidt tid at lære det. Men altså… som regel ved man godt, hvornår man ser latterlig ud, og hvornår man ser godt ud. Man må føle sig frem, og langsomt finder man frem til noget, der virker. Og mit råd er: Hellere underspille lidt, hvis man er usikker.



Dit bedste styling-tip lige nu?
– Bland alt! Der er ingen grænser for, hvad der er rigtigt eller forkert. Hmm… jeg har ikke rigtig noget „styling-tip lige nu“ – det er igen den der mystiske tendens-snak, som ligger så langt fra den måde, jeg tænker på. Hårdt presset vil jeg svare: Der er ikke én ting, der gør, at man er moderne og in i en bestemt årgang.

Hvad skal vi lægge på hylden fra sidste sæson?
– Tatoveringer.

Stilikon?
– Uma Thurman. Hun ser fantastisk ud, ligegyldigt hvad hun gør. Hun oser af skødesløs elegance. I princippet kunne hun gå ned ad Strøget, og så er det ikke engang sikkert, man ville lægge mærke til hende.