Bettina Bakdals stil er enkel og grafisk og ret elegant.
SPONSORERET indhold

Sådan bliver hun inspireret af mændenes garderobe

Bettina Bakdal er vild med blazere, skjorter og flade sko – og bliver mere inspireret af mænd end af kvinder, når hun går på gaden. I Paris i hvert fald. Stilen er enkel og grafisk og ret elegant.

Af: Rikke Agnete Dam Foto: Pernille Ringsing
11. nov. 2014 | Mode | ALT for damerne

Hvad kendetegner din stil?
Den er enkel og grafisk med rene linjer, og jeg skaber ofte en silhuet med volumen. Jeg går meget i sort, da det er nemt og elegant. Så når jeg en sjælden gang har mønstre på, er det altid kombineret med sort. Min stil er ikke specielt feminin. Jeg vil ikke ligefrem sige, at den er maskulin, men jeg er meget inspireret af herre-garderoben, for den er tit baseret på et mere klassisk håndværk. Jeg kan faktisk blive mere inspireret af at se mænds stil på gaden end kvinders, særligt når jeg er i Paris, hvor mænds stil er mere feminin end herhjemme.

Hvilke designere inspirerer dig?
Især Commes des Garçons, der både er klassisk og avantgarde, og Raf Simons og Céline, som er rene og grafiske i deres udtryk. Af danske designere er jeg glad for Stine Goyas farveskala, Freya Dalsjøs enkelthed og Henrik Vibskov, der jo nærmest laver kunst.

Hvad er særligt for din garderobe?
Jeg har mange sko i herrestil. Faktisk går jeg kun i flade sko. Det føler jeg mig bedst tilpas i. Det er dels noget med, at jeg er ret høj, og dels kan jeg ikke rigtig finde ud af at gå i høje sko, bortset fra måske i to minutter til en reception.

Har du en særlig shoppestrategi?
Penge på lommen, ha ha, nej... Jeg shopper kun om efteråret. Om sommeren er jeg mest i sommerhus, hvor jeg bare går i T-shirt og shorts, men så snart det begynder at blive koldere, synes jeg, at jeg mangler ting. Særligt strik, som jeg ikke helt kan stå for. Jeg shopper aldrig impulsivt, men går efter det, jeg mangler, så jeg laver næsten aldrig fejlkøb længere.

Hvor shopper du?
Helst i Paris. Aldrig på nettet, for jeg skal have fingre og krop i det, jeg køber. I København går jeg altid efter mindre butikker som Black på Gl. Kongevej, Sabine Poupinel og Time's Up Vintage.

Hvilke efterårstendenser vil du opdatere din garderobe med?
Med alderen har jeg fået meget godt styr på, hvad jeg befinder mig bedst i, og jeg køber ikke nyt, fordi der kommer en ny tendens. Jeg glæder mig i stedet over, at jeg de sidste mange år har været heldig, fordi min stil med det meget enkle og grafiske længe har passet godt ind i de dominerende tendenser.


Bettinas bedste køb er jakken fra Commes des Garçons, som hun har købt i Tokyo for omkring seks år siden, fordi den giver volumen til hendes silhuet.


Bettina går udelukkende i flade sko. Her fra Opening Ceremony, Dr. Martens og Robert Clergerie. De lilla sko er fra Bally og blev malet til et Bettina Bakdal-show under den danske modeuge.




Bettina bryder af og til sit sorte look med smukke kimonoer – alle tre er vintage fra markeder i Japan.


Med farvet strik kommer lidt farve ind i Bettina Bakdals sorte garderobe. Her fra Benetton, Missoni, Acne og Nevi.

LÆS OGSÅ: "Jeg kan godt lide, at min stil ikke er for pæn"

LÆS OGSÅ på Eurowoman.dk: Se Adeleides garderobe, der bugner af matchende sæt

LÆS OGSÅ på Eurowoman.dk: Se 10 ting, FWSS-designeren ønsker sig lige nu