Er du mest til Stan Smith-sneakers eller de røde såler fra Christian Louboutin?
SPONSORERET indhold

Kamp til stregen: Stiletter eller sneakers?

Stiletter handler om fetichisme ifølge vores ekspert.

31. mar. 2015 | Mode | Eurowoman

Nogle kvinder ville sikkert kunne finde på, at slå op med deres veninde, hvis hun havde lånt deres yndlingsstiletter uden at spørge om lov. For stiletter er helt sikkert et af de elementer, der ugør den perfekte basisgarderobe for mange kvinder. 

"A womans right to shoes" er titlen på det legendariske afsnit af HBO-hitserien Sex & The City, hvor Carrie får stjålet sine Jimmy Choo-stiletter ved en navngivningsfest, fordi værten tvinger hende til at tage dem af ved indgangen. På vejen hjem fra festen – og i værtens aflagte tennissko – funderer Carrie over, hvordan man ikke skal dømme nogen, før man har gået i deres sko.

LÆS OGSÅ: Her er forårets fedeste sneakers

Sko. Kan man kende folk på, hvilket fodtøj de går i? Ikke nødvendigvis, da de fleste kvinder efterhånden ejer et par stiletter og et par sneakers i en eller anden form. Stiltyperne er ikke lige så tydeligt tegnet op længere. Men måske er der alligevel noget, der kendetegner kvinder, der sværger til det ene eller det andet? Sneakers vs. stiletter?

Gode gamle Stan
Modepigernes ellers foretrukne yndlingssko, stiletten, har fået kamp til stregen af den komfortable sneaker-sko. Måske især efter at den urgamle træningsklassiker, Stan Smith fra Adidas, kom tilbage til foråret sidste år og blev set på fødderne af Célines Phoebe Philo, da hun, efter et veloverstået modeshow, modtog folkets applaus iført Céline fra top til Stan Smith. Ja, på fødderne havde hun simpelthen de hvide gummisko med den kendetegnende grønne hæl. Og siden har alle, fra bloggerne front row til de hippe hjemmegående mødre, taget den gamle Adidas-klassiker til sig med åbne arme efter sæsoner med højere og højere stiletter og dertilhørende vabler og ligtorne.

Men hvad er argumenterne for at foretrække det ene eller det andet? Eurowoman.dk har talt med karrierekvinden, der sværger til stiletter på kontoret – og så har vi også mødt sneaker-freaken, der godt nok har et par stiletter i skabet (ikke at forveksle med skeletter), men alligevel altid ender med at hoppe i de komfortable sneaks.

Stiletter handler om fetichisme
Allerførst skal vi dog lige have en videnskabelig kommentar med på vejen fra lektor i kultur og æstetik ved Århus Universitet, Bodil Marie Stavning Thomsen. For hvorfor er vi kvinder overhovedet så vilde med et iføre os noget, der i bund og grund er så ukomfortabelt?

LÆS OGSÅ: Her er forårets 6 stærkeste tendenser

- Det hænger bl.a. sammen med det visuelle indtryk af den bevægelige krop og så de kortere kjoler, der kom frem i det 20. århundrede. Desuden handler det også om fetichisme. Rent kropsligt kan man sige, at formgivningen af foden faktisk formgiver hele kroppen, så underben og lår, såvel som hofterne, fremhæves, når man bærer stiletter. Desuden fremhæves en slank linje nedad, hvilket giver kroppen en holdning, der så at sige går imod tyngdekraften. At stiletter også feticherer og giver fod plus sko en specifik formgivning med en seksuel ladning, er uomtvisteligt, siger Bodil Marie Stavning Thomsen.

Med hensyn til, hvorvidt det er en helt bestemt kvindetype, der foretrækker stiletter, er Bodil Marie Stavning Thomsen meget tøvende.

- Det er umuligt at svare entydigt på i dag. Alle mulige forskellige slags kvinder går fra tid til anden i stiletter, siger hun.

Seksualitet og magt
Bodil Marie Stavning Thomsen er inde på, at kvinder udstråler seksualitet og magt, når de har stiletter på. Og netop det, med at spille på sin kvindelighed ved at iklæde sig sexede stiletter, er et ofte set virkemiddel, kvinder bruger på direktionsgangene. Og det er et effektivt middel, hvis man skal tro Hollywood. Tænk bare på den populære Netflix-serie House Of Cards, hvor præsidentfrue Claire Underwood ikke ses i andet end de højeste af de høje Christian Louboutin-stiletter, når hun valser rundt fra det ene møde til det andet med nationens top-elite.

En kvinde, der sværger til stiletterne, er 43-årige Trine, der har en stor stilling inden for det offentlige. Hun har en udsøgt samling af stiletter fra de store modehuse, og hun er især betaget af dem, der har lidt kant og nærmest tager form af små kunstværker. Men hvorfor foretrækker hun stiletter?

- Først og fremmest fordi, de er utrolig smukke. Og så fordi, de får mig til at føle mig velklædt. Jeg tager altid stiletter på, når jeg kan, og det giver mening. Men der er også situationer, hvor jeg aldrig kunne finde på at tage stiletter på; f.eks. på legepladsen med mine børn, eller når vi er i sommerhus. Og når jeg skal yde noget fysisk, fungerer det åbenlyst ikke med høje hæle, siger Trine.

Op på stiletten
Trines kærlighed til dyre stiletter brød for alvor ud i lys lue, da hun fik sit første rigtige job og dermed også penge til at investere lidt mere i den gode kvalitet. For hun køber ikke stiletter bare for at købe, men tænker også over, hvad hun har brug for. F.eks. bruger hun mest de klassiske styles til hverdag og køber derfor flest af dem. Hendes yndlingsmærker er Prada og Givenchy, men hun har også en del par fra Jimmy Choo og Christian Louboutin.

Men stiletter er jo ikke decideret behagelige at have på. Som kvinder ifører vi os mest skoene for den effekt de har: Vi får længere ben, vi føler os sexede og vores gang bliver mere sensuel. Og så er stiletterne, som Trine siger, bare så smukke. Så hvorfor hopper alle kvinder ikke op på stiletten? Vinder komforten over det at være sexet for nogle?

Ja, for 26-årige Anne Stenvad, der er blogmanager på eurowoman.dk, er sneakeren vejen frem. Godt nok ejer hun tre par stiletter; to af dem, nænner hun ikke at skille sig af med, pga. den affektionsværdi de har, og det tredje par købte hun, fordi hun skulle til et bryllup. Men hvorfor sværger hun til sneaks?

- De er komfortable, og jeg må indrømme, at komfort efterhånden betyder en hel del for mig, når jeg vælger fodtøj. Derudover har de en vis coolness, som jeg har svært ved at definere, men som jeg er vild med!

Anne Stenvad synes, at sneakers udsender et afslappet, cool og sporty signal, som bare passer bedre til hende, end det classy og lidt damede signal, hun føler, stiletter udsender.

Bombastiske sneakers
Anne Stenvads yndlingssneakers er et par vintage fra Champions, som hun opstøvede i en genbrugsforretning i Vestjylland, og den eneste situation, hvor hun måske ville genoverveje at tage dem – eller nogle andre sneakers – på, er ved et bryllup. Og så tænker hun også lidt over, hvad hun sætter skoene sammen med:

- Jeg kan godt lide mikset mellem maskulint og feminint i et outfit, og hvis jeg både kaster mig over baggy jeans og en oversized sweatshirt på én og samme tid, så tripper jeg måske ikke for at sætte de mest bombastiske sneakers af slagsen dertil, siger Anne Stenvad.

Hvad er du mest til? Heldigvis behøver du ikke vælge det ene eller det andet, for i dag er det okay at være prinsesse den ene dag og tomboy den næste.

 

Trines fulde navn er kendt af redaktionen.

LÆS OGSÅ: Farvel og tak: Pigerne bag Nué slutter samarbejdet

LÆS OGSÅ: Jo, du kan købe dig til lykke

LÆS OGSÅ: 15 chick flicks, der kan ses 5.000 gange