Paradisoer hævder: Marius var Jasmin utro

Paradisoer hævder: Marius var Jasmin utro

Spørger man de andre "Paradise Hotel"-deltagere, så gik Marius bag om ryggen på Jasmin mange gange – og hun ved det godt selv, hævder de.

Logo Realityportalen RP RPLOGO

De siger, man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Men skal man mon også høre sandheden fra paradisoer, når de synger i kor?

I hvert fald bliver der ikke lagt fingre imellem hos "Paradise Hotel"-deltagerne i det allersidste afsnit af ”Paradise Afterparty”, som er anden del af reunion-talkshowet.

Artiklen fortsætter under videoen...

Her falder snakken i studiet på, hvad der mon skete mellem Jasmin Klaudia og Marius Liliendahl, som siden deres brud tidligere på året har været omgivet af spekulationer og rygter.

Særligt, fordi løgnene flød mellem dem, da de deltog i "Paradise Hotel" ni måneder forinden, og særligt Marius havde svært ved at være ærlig om, hvad han havde gjort på hotellet.

Derfor spørger værten Nikita Klæstrup, om de ting, der skete i programmet, havde skabt nogle tillidsproblemer, der efterfølgende hjemsøgte parret, når Marius var i byen – og om Jasmin var bange for, at der kunne ske noget, han ikke ville fortælle hende om.

– Ja, jeg tror, det bunder i nogle trust issues, lyder svaret fra Jasmin.

I talkshowet har hun ikke selskab af Marius, da han havde meldt sig syg til dagens optagelser. Noget, der ikke kommer som en overraskelse for de resterende paradisoerne, der følger med i talkshowet fra et baglokale. 

– Marius er ikke troppet op til noget, fordi han godt ved, at han er et udskammet menneske, lyder det fra Anna Seneca.

Nikita spørger Jasmin, om der er sket noget i byen, som ikke burde ske, når man er i et forhold.

– Sig det nu, Jasmin, lyder det fra Teresa Ovenberg, mens Jasmin dog ikke har så meget at sige.

– Ikke af, hvad jeg lige ved. Det tror jeg ikke.

Det svar får blandt andre Nadine Klitgaard Madsen til at tabe kæben.

– Du ved det jo godt, lyder det fra Anna.

I backstagelokalet spørger Maja Bebe, hvad det er, Marius angiveligt har gjort, og der bliver sendt indforståede blikke rundt mellem de forskellige paradisoer.

– Hun har nærmest ført regnskab over hvor mange, siger Anna, der ikke kan svare på, hvem der angiveligt er tale om.

– Det er sådan noget, "hej, lad os tage hjem fra byen".

– Jasmin ved det også, indskyder Rasmus.

Og så er det, at ordet lander i rummet.

– Kort sagt, han har bare været hende utro, hævder en af deltagerne.

– Men det ved man da godt, svarer Maja, mens Anna tilføjer:

– Mange gange. Mange gange.

Andre behøver ikke blande sig

Tilbage i studiet falder snakken på en halloweenfest, paradisoerne holdt i forbindelse med "Paradise Afterparty"-programmet, hvor der blev spurgt, hvorfor Marius og Simon ikke bruger så meget tid sammen.

– Han må ikke tage så meget ud for sin kæreste. Det er fordi, han har lavet nogle ting i byen, som hans kæreste ikke kunne lide, siger Simon i et klip fra festen, mens man efterfølgende hører Viktor Vejleskov sige til kameraet:

– De har lige været i Sverige, og det er måske en undskyldning for at have gjort nogle ting. Måske Marius har dummet sig lidt.

Derfor spørger Nikita nu Jasmin, om turen var en undskyldning for noget.

– Nej, jeg tror det var for at komme på sporet igen. Hvad der er sket, er ikke noget, andre behøver at blande sig i. Om det var, at han kom for sent hjem, eller hvad det skulle være, forklarer Jasmin, der tilføjer, at tidspunkterne for hjemkomst efter byen har været et emne i forholdet.

– Det er bare sådan, at når man er i et forhold, skal man forventningsafstemme om mange ting. Skal du være hjemme klokken et eller to, eller kommer du hjem klokken syv. Hvis det ikke bliver overholdt, kan man godt blive uvenner.

I kulissen er der fortsat frustration at spore hos "Paradise Hotel"-kollegaerne.

– Hvorfor ikke bare stå ved det? Det er jo ikke hende, der er idioten. Det er ham, siger Maja, mens Theresa giver hende ret.

Hvad der angiveligt er sket mellem Jasmin og Marius, og hvem der taler sandt, ved vi stadig ikke, da ingen af parterne har hverken be- eller afkræftet spekulationerne. Det ser dog ud til, at flere af paradisoerne i hvert fald deler den samme overbevisning om, hvad de tror, der er foregået.

Realityportalen har forsøgt at få en kommentar fra både Marius og Jasmin, men ingen af dem er vendt tilbage på vores henvendelse.