Alle kan lære at elske at løbe!
SPONSORERET indhold

Sådan lærer du at elske at løbe på 6 uger

Tænk hvis man kunne hoppe ud af sengen i bedste Ole Henriksen stil, når vækkeuret ringede om morgenen og løbeturen kaldte!

Af: Michelle Kristensen Foto: Peter Nørby
11. sep. 2014 | Sundhed | ALT for damerne

"Jeg H A D E R at løbe! Men jeg ville blive så glad, hvis jeg kunne lære at elske det".

Sådan lyder meldingen fra kvinden nede i hjørnet, og halvdelen af de andre 30 kvinder der sidder derinde, nikker enigt til hende over den melding. Jeg er i Aars, og står med 30 kvinder foran mig som skal startes op på endnu en MK Bootcamp. Alle fortæller de, hvad de gerne vil opnå på de 9 uger og i langt de fleste sætninger, hører jeg ordet "løb".

Enten i form af at de gerne vil lære at kunne li´ at løbe, blive bedre til at løbe længere eller løbe hurtigere (og så er der den lille gruppen af "løbedukse", som er i fuld gang med at løbe og gerne vil løbe en hel eller halv maraton!!).

Derfor er løb så dejligt
Men hvorfor er det vi så gerne vil lære at løbe? Fordi det er så dejligt ligetil. Du kan gøre det over alt, tage løbeskoene med på ferien eller forretningsrejsen, løbe hvornår og hvor du vil og så er det yderst effektiv træning, hvis du træner med manér og ikke laver "tante hygge løb", hvor du løber i et meget langsomt tempo, hvor du kan snakke hele tiden. For mit vedkommende er løb min rene antistress pille!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg arbejder meget, er meget på når jeg arbejder og skal sætte mig ind i rigtig mange menneskers livsstil, samt skal utrolig tidlig op, når jeg er på Go´Morgen DK (vækkeuret ringer kl 4.20!! Det er jo midt om natten!). Så min hverdag kræver, at jeg har stort overskud til de ting jeg arbejder med, så jeg kan give jer den bedste viden og inspiration omkring den sunde livsstil. Når jeg hopper i løbeskoene, så er det som om der bliver lukket luft ud af den til tider lidt anspændte ventil og de ting der har gået mig på hele dagen, er pludselig helt ligegyldige.

Jeg bliver nok aldrig meditationstypen (jeg har for mange lopper i rumpetten til at sidde stille i for lang tid!), men når jeg løber, så er det altså den rene meditation for mig. Med andre ord er det en stor hjælp for mig i forhold til ikke at gå ned med stress.

Sådan kan alle lærer at elske at løbe
Tilbage til det her med at elske at løbe. Jeg mener alle kan lære at elske at løbe. For mange vil de første 4-6 uger være det rene helvede at komme igennem, fordi formen er dårlig og kroppen evt tung. Det er bare ikke fedt at løbe, når man føler at hver kilometer er tung som bly! Men for hver uge der går, bliver det lettere og mere overskueligt at komme afsted. Og så handler det hele om, hvad der sker oppe i dit hoved.

Jeg vil gerne have at folk hiver nogle gode sætninger frem, når de synes det hele er lidt hårdt på løbeturen - fx JUST DO IT! Eller Hold nu kæft og træn – begge sætninger der er til at forstå, og måske kan sætte lidt en stopper for kvinders evne til at få en stor grad af selvmedlidenhed til at skylde ind over os, når vi har det hårdt, og hvor vi forsøger at finde 10 gode undskyldninger til at vi godt kan stoppe løbeturen med det samme, eller helt droppe den. Så tænk på noget godt eller konstruktivt, når du er ude på løbeturene, som får dig til at fortsætte med at løbe, selvom det er hårdt. Og når du så er hjemme fra løbeturen, så skal du rose dig selv til skyerne, for det er virkelig sejt, at du har været ude på en løbetur og gennemført.

Men hvad så med at komme afsted på løbeturen? Det er jo ofte det der er det sværeste! Jeg plejer at hoppe i løbetøjet, som det første, når jeg kommer hjem fra arbejde. Det kan godt ske jeg tager en kaffe, rydder op eller svarer på mails inden jeg smutter ud på løbeturen, men jeg ved, at jeg nok skal komme afsted når jeg har løbetøjet på, for det virker simpelthen for mærkeligt, at jeg tager løbetøjet af uden at det er blevet svedt til. Det går jo ikke. Og ofte er det skridtet fra at tage hverdagstøjet af og hoppe i løbetøjet der er det sværeste.

Vær hamrende stolt!
Sidst men ikke mindst er det godt at have en aftale med en løbemakker. Når du ved at der står én og venter på dig, så er det meget svære at aflyse eller hoppe over løbeturen. Så skift din café latte aftale med veninden ud med en løbetur, og bagefter løbeturen kan I tage en velfortjent latte og snakke løs. Det er så dejligt at løbe sammen med andre – dels fordi man ofte bliver presset mere, man får oplevelser sammen og så kan man slå venindesnak og løbetræning sammen i ét, så det ene ikke skal gå ud over det andet.

Så kvinder – find løbeskoene frem, pust støvet væk fra dem og giv lige det løb dér en prøveperiode på 6 uger, hvor du løber 3 gange om ugen, inden du opgiver det helt. Jeg tør vædde på, at du godt vil kunne finde en glæde i at tage en løbetur. Det hele handler om hvad der sker oppe i hovedet på dig. Nyd turen, være hamrende stolt af dig selv over, at du kommer ud og vær lidt egoistisk og se løbeturen som DIN tid, hvor hverken børn, kæreste eller mand kan hive fat i dig. Det er din "genopladningstid", og det gør i sidste ende, at du bliver en mor og kæreste/kone med mere overskud til dem du holder af.

Alle kan lære at elske at løbe....også dig!

LÆS OGSÅ: Sådan tilpasser du din løbestil til underlaget