Anna Juul Veronika Katinka Martzen scroll-down
Foto: Fryd Frydendahl 28-årige Anna Juul mener, at vi som samfund skal blive bedre til at rumme mennesker som hende. Som ser verden på en anden måde, og som kæmper med bare at være menneske.

28-årige Anna lider af skizofreni og bipolaritet: Vi skal være meget bedre til at snakke om, når ting er svære

Det er svært at være psykisk syg. Og en pandemi hjælper ikke på det. Det har Anna Juul, måske bedre kendt under alteregoet Veronika Katinka Martzen, i hvert fald erfaret. Derfor bruger hun sit alterego til at tale højt om at være syg på indersiden. Uden hende, uden komikken, ville Anna Juul nok ikke være her i dag.

Af Cille Lewinsky
Sundhed ALT.dk

Har grædt lidt i dag. Sys sgu det hele er ret hårdt og ja, jeg ved godt der er pandemi, men jeg forstår ikke, hvorfor vi så ikke snakker lidt mere om hvor hårdt det er pt. Jeg kan starte. Fucking lorte fuck.

Veronika Katinka Martzen har det svært for tiden.

Det fortæller hun sine mere end 7.000 følgere på Instagram i et opslag to uger inde i det nye pandemi-år, 2021.

Siden 2017 har hendes følgere været tilskuere til hendes (rygende, dramatiske og woke) forfatterliv, der indimellem er ”fucking lorte fuck”, andre gange lyserødt og fedt, som den ”prinsesse”, hun også er.

Sådan er det, når man som Veronika Katinka Martzen har en dobbeltdiagnose: skizofreni plus bipolar.

Og sådan er det, når ens rigtige navn ikke er Veronika Katinka Martzen, men Anna Juul. En 28-årig manuskriptforfatterelev på Filmskolen, tidligere forfatter på Den Korte Radioavis på Radio24Syv, kvinden bag Veronika Katinkas bog ”Jeg bruger min krop som et møbel” og skaber af den kommende DR3-serie ”Min kamp” med Veronika Katinka i hovedrollen.

”Veronika Katinka er jo rigtig meget Anna Juul, men det gør en forskel, at der er det her filter. Og jeg tror, fordi hun er en karakter, som også kan mange andre ting end at være deprimeret eller manisk eller skizofren, er der flere folk, der kan spejle sig i hende. Fordi hun også er sådan: Jeg er fucking sej,” siger Anna Juul over telefonen.

Verden er stadig i undtagelsestilstand her i midten af januar, og det gør det ikke nemmere for mennesker med psykiske diagnoser som Anna Juul. Hun har angst, og når andre mennesker så går rundt og ligner omvandrende sygdomme med mundbind på, får man mere angst. Angst avler angst, som hun siger.

Hun frygter allerede, at når vi lægger på, har hun ikke noget at tage sig til resten af dagen.

Klokken er omkring 14.30, og hun er alene hjemme. Hun har gået sin daglige tur, læst de bøger, hun skulle, set de film, hun kunne, og arbejdet på sit nye projekt.

”Jeg skriver lidt på min næste bog, men det kan jeg heller ikke koncentrere mig om. Så koncentrationsbesvær og vild angst. Det er surt, men sådan er det. Og der er sikkert mange, der har det på samme måde.”

Tusindkroners dåsefisk

Anna Juul har været syg i mange år.

Hun husker, at første gang hun var i kontakt med psykologien og psykiatriens verden, var hun 15 år og troede ligesom lægerne, at hun led af depressioner. Det fortsatte ind i 20’erne, hvor hun til sidst kom på antidepressiv medicin. Men det hjalp ikke.

”Når man har tendens til bipolaritet, og man får antidepressiv medicin, bliver man skubbet i den anden grøft. Så jeg havde et år, hvor jeg stort set ikke sov, men bare sad og arbejdede hele natten,” siger Anna Juul.

”Jeg troede, at jeg kunne sy kostumer til en hel teaterforestilling, uden nogensinde at have rørt en symaskine før.”

Foto: Fryd Frydendahl | Anna Juul er en "atypisk" psykisk syg. Hun har egen lejlighed, kæreste og venner og et arbejde, hun passer. Men hendes verdensopfattelse er en anden end de flestes, og den anerkendelse savner hun.
Foto: Fryd Frydendahl | Coronapandemien har gjort det sværere for Anna Juul. Hun føler sig endnu mere isoleret, når alle går rundt og ligner omvandrende sygdomme. Derfor bruger hun mest tid med kæresten i lejligheden på Nørrebro.

Det lyder måske komisk, men det er det ikke. Ligesom det heller ikke er superfedt pludseligt ikke at kunne forstå, hvad ens venner siger, fordi man tror, de taler engelsk, selvom de taler dansk.

Eller at have bestilt for flere tusinde kroner dåsefisk og bagefter indse, at det hverken er godt for pengepungen eller miljøet, når det aldrig bliver spist.

”Når regningen kommer, er det lidt surt… ,”siger Anna Juul.

”Det er jo ikke, fordi jeg har verdens bedste økonomi. Den er ganske udmærket, men et par tusinde kroner på dåsefisk kan godt mærkes, vil jeg sige.”

Sådan er det at være skizofren og bipolar. Eller sådan er det for Anna Juul, der først for tre år siden, som 25-årig, fandt ud af, hvorfor hendes måde at se verden på var en smule anderledes end de flestes.

”Jeg har det problem, at jeg føler, at 90 procent af mig foregår oppe i mit hoved, og det kun er 10 procent, jeg kan artikulere til andre mennesker.”

Det giver en grundlæggende ensomhedsfølelse, siger hun, og gør det svært for andre at komme helt tæt på.

”Med min kæreste er det måske 50/50 og også mine gode venner, men jeg føler, at det er meget svært med det system, vi har, at være sådan en som mig.”

Menneske før psykisk syg

Anna Juul ved, hvad hun taler om. Hun har været i systemet og er det stadig.

For tre år siden blev hun indlagt på den lukkede afdeling med psykoser og selvmordstanker. Hun mødte en ”fantastisk” sygeplejerske, der fortalte hende, at hun blev nødt til at tale åbent om, hvordan hun havde det. Så mennesker omkring kunne komme lidt tættere på og måske hjælpe hende.

Foto: Fryd Frydendahl | Veronika Katinka Martzens bog "Jeg bruge min krop som et møbel" udkom i 2019. Det var kort efter, at Anna Juul var blevet udskrevet fra den lukkede.
Foto: Fryd Frydendahl | Anna Juul håber aldrig, at hun skal indlægges igen. Hun bruger kunsten til at overleve, blandt andet er hun i gang med en ny bog: "Og måske bliver den lidt mere Anna Juul og ikke så meget Veronika Katinka."

Men hun oplevede et system, der mest af alt var interesseret i at finde ud af, om hun havde haft en psykose siden sidst, havde husket at vaske tøj eller havde problemer med andre hverdagslignende gøremål.

I stedet havde hun bare brug for en, der lyttede til hende, siger hun. Og forstod hendes måde at se verden på. Som menneske og ikke som psykiatrisk patient.

”Det er nok også, fordi jeg er en atypisk skizofren-person. Fordi jeg er relativt velfungerende, hvis man ser mig udefra. Jeg har job, lejlighed og omgangskreds – og jeg har det privilegeret i forhold til mange andre med min diagnose, men det gør også, at jeg savner, at samtalen bliver mindre symptombaseret,” forklarer Anna Juul og fortsætter:

”Det, der også kommer med sygdommen, er eksistentiel grublen, men den bliver tit affærdiget som et symptom. Dem, der har været bedst at snakke med, har været dem, der har taget mine grublerier seriøst og ikke ville have dem til at forsvinde, men bare ville lære mig at sameksistere med den måde at se verden på, som er fundamentalt anderledes end mange andres måde at se verden på.”

Og så synes hun også, at det er på tide, at vi som samfund begynder at kigge indad. For selvom psykiatrien bliver ved med at få smidt halve og hele milliarder efter sig, stiger antallet kun af danskere med ondt på indersiden

”Den nemme løsning er at sige, det har noget med sociale medier at gøre, men det kunne også være noget med, at man begynder at give folk karakterer i hoved og røv, nærmest før de kan sige en sammenhængende sætning. Og det er jo ikke engang slemt i Danmark i forhold til andre lande…,” siger hun.

”Men jeg synes, at der er brug for en reel diskussion af, hvad vi gør ved dét, som er et samfundsproblem.”

Foto: Fryd Frydendahl | Anna Juul tror aldrig, at hun vil oprette en Instagram i sit eget navn. Egentlig er hun ret privat som menneske, siger hun. Derfor fungerer Veronika Katinka som kanalen, hun kan dele sine tanker igennem.
Foto: Fryd Frydendahl | Til foråret udkommer Anna Juuls serie "Min kamp" på DR3, som på overfladen handler om Veronika Katinkas kamp for anerkendelse, men under overfladen beskæftiger sig med psykisk sygdom - ligesom så meget andet i Anna Juuls liv.

Komikken er livsnødvendig

Anna Juul har gjort sig mange tanker om psykiatrien, særligt efter hun selv blev indlagt. Det var også i kølvandet på den indlæggelse, at hun skrev – som sit alterego Veronika Katinka Martzen –  bogen ”Jeg bruger min krop som et møbel”.

Og efterfølgende, at hun for første gang brugte Veronika Katinkas Instagramprofil som platform til at dele sine egne psykiske udfordringer. Fordi hun havde brug for at dele sin ensomhed.

”Jeg havde et par tusind følgere, så jeg tænkte, at jeg havde et ansvar for at bruge min platform til noget. Jeg har anlagt den livsfilosofi, at jeg synes, vi på samfundsplan skulle være meget, meget bedre til at snakke om, når ting er svære,“ siger Anna Juul og understreger samtidig, at den ironiske distance, som undertegnede antyder, at hun har til sine psykiske udfordringer, når hun bruger en fiktiv karakter til at tale om den slags ting, ikke er en distance.

Det er bare den prisme, Anna Juul ser verden igennem. Ergo den måde Veronika Katinka ser verden på.

Komikken holder hende i live.

”Jeg tror, hvis jeg ikke havde den, ville jeg sandsynligvis være død nu. Det eneste, der reelt holder mig fra at blive fuldstændig vanvittig, er, at jeg kan se det komiske i mange i situationer,” siger hun.

Veronika Katinka Martzen deler endnu et opslag:

Jeg ligner et spøgelse :) skal interviewes om lidt, om psykisk sygdom på IG, føler mig lidt vred i dag, så det skal nok blive spændende!! Mest lidt vred på politikkerne, savner at der snart er nogen der tager psykisk sygdom alvorligt og især under en fucking pandemi.

Om Anna Juul

28 år

Bor i København, opvokset i Gentofte

Har en kæreste

Manuskriptforfatterelev på Filmskolen

Tidligere forfatter på Den Korte Radioavis på Radio24Syv og til bogen ”Jeg bruger min krop som et møbel” under alteregoet Veronika Katinka Martzen

Udkommer med den nye serie ”Min kamp” på DR3 til foråret og i gang med at skrive en ny bog

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi og Corona
Tilbage til toppen