Gry har en særlig mission: Denne type undersøgelse skal gøres tryg og rar

I sidste uge ramte nyheden om, at fire ud af 10 ikke tager imod tilbuddet om screening for livmoderhalskræft.

Den tidligere svømmer Sarah Bro ignorerede i flere år indkaldelsen til at blive screenet.

”Jeg var godt gammeldags doven omkring det. Desuden havde jeg fået HPV-vaccinen, og derfor tænkte jeg ikke, at celleforandringer ville ramme mig,” fortalte hun til alt.dk.

Da sygdommen er den niende mest udbredte kræftform hos kvinder, er det vigtigt at blive undersøgt regelmæssigt. En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse fra 2015 peger på flere årsager til, hvorfor undersøgelsen for livmoderhalskræft bliver fravalgt, det er bl.a. manglende tid i en travl hverdag, ubehag ved tanken om den gynækologiske undersøgelse og opfattelsen af, at screening ikke er relevant.

Men nu er der gået otte år, siden undersøgelsen blev lavet – og problemet er stadig det samme; alt for få kvinder tager imod tilbuddet om at blive screenet for livmoderhalskræft. En ellers rimelig overskuelig procedure, som kan udføres af din læge.

Vi har talt med jordemoder og sexolog, Gry Stevens Senderovitz, som i mange år har sat fokus på netop denne problematik, og ifølge hende er der først og fremmest noget helt galt i italesættelsen af, hvad det hele drejer sig om.

”I daglig tale er det blevet kendt som et celleskrab for kræft. Og allerede der lyder det mere farligt, end det er, og det kan være en årsag til, at kvinder bliver ekstra nervøse – for ingen har lyst til at få diagnosen kræft eller at blive skrabet i deres underliv, for hvad vil det egentligt sige?”

Derfor mener hun, at der skal gøres opmærksom på, at en screening intet har med et skrab at gøre, men derimod en børstning, som er ganske ufarlig.

”Og så skal vi være bedre til at fortælle, at det svar, som man oftest vil få, er, at alt er helt normalt, og hvis du har celleforandringer, så er det godt, at de bliver opdaget, for så kan vi gøre noget ved det, før det bliver til kræft.”

”For nogle mennesker er dét at få at vide, at man har noget farligt, farligt. Og italesættelsen af screeningsprogrammet kan lyde som noget farligt, så for dem vil det være forbundet med et helt andet angstniveau,” fortæller Gry Stevens Senderovitz.

”Lige netop med denne kræftform vil man kunne fjerne den, hvis man fanger den i tide. Og det er dét, som er denne screenings styrke. Og derfor er det ærgerligt, at der er blevet lavet undersøgelser om problemet, og det er blevet italesæt af mange, men det er simpelthen ikke blevet taget alvorligt.”

Gynækologiske undersøgelser skal være rare 

Kræftens Bekæmpelses undersøgelse viste bl.a., at kvinder bliver væk, fordi de simpelthen er bange for undersøgelsen. Ifølge Gry Senderowitz er nogen utrygge ved deres underliv og synes, at det lyder ekstremt ubehageligt. Og nogen har været til gynækologiske undersøgelser, som var ekstremt ubehagelige.

Hun mener derfor, at der generelt mangler en bedre individuel vejledning både op til undersøgelserne, men også efter.

”Det er noget, jeg har prøvet at sætte fokus på; at vi simpelthen skal gøre det til noget godt, rart og trygt at få foretaget en gynækologisk undersøgelse, og at vi – baseret på vores samtykke – indgår i det. Et samtykke er en løbende proces, som kun kan finde sted, når du ved, hvad du går ind til, og at du altid kan stoppe igen.

Vi har ret til undersøgelserne, og vi har ret til, at de foregår på en måde, hvor vi oplever at blive respekteret, at give vores samtykke og trække det tilbage hvis eller når vi ønsker det.”

Gry Stevens Senderowitz understreger, at det handler om at undersøge, om det er et sted, hvor du føler dig tryg, og er der noget, du er nervøs for, så sig det, og hvis du ikke ved, hvad du er nervøs for, så sig det – og se, hvordan det bliver taget imod. Du kan ikke bruge det til noget, hvis fagpersonen siger pjat med dig, det bliver man ikke mere tryg ved. Men er vedkommende i stedet lyttende og forstående, samt understreger, at du kan stoppe det, hvis du har brug for det, er oplevelsen en helt anden.

”Det er jo også en bevidsthed, jeg utrolig gerne vil have udbredt, at du har retten til at samle benene igen, hvis det ikke er rart.  Det er simpelthen de færreste, der tænker over det. Vi vil så gerne være ordentlige, når vi er i sundhedsvæsenet og være den gode patient. Så vi er artige og prøver at regne ud, hvad der forventes af os, for at gennemføre det.”

Det handler altså om at brande den gynækologiske undersøgelse som noget dejligt, men vi skal også selv turde være mere åbne om det, turde spørge ind, men også forvente at fagpersonen er eksperten, så vi kan italesætte, at det gør os utrygge, og høre, hvad de kan gøre, så vi kan tage imod tilbuddet om en screening.

”Vi skal have gjort de gynækologiske undersøgelser til en rar oplevelse, hvor du kan stille spørgsmål og få undersøgt, om alt er ok, for det er jo tusind gange mere ubehageligt og smertefuldt, hvis vi er utrygge. Lige så snart vi er utrygge, spænder vi bækkenbunden op, og så gør det ondt. Det har aldrig hjulpet at få at vide, at man bare skal slappe af og have det overstået. Og kroppen er ikke dum, når den spænder op, fordi det gør ondt – den prøver jo egentlig at sige det, du ikke selv tør sige, nemlig at du ikke har lyst.” 

Vi skal altså have gjort det til noget helt almindeligt og normalt at gå til en gynækologisk undersøgelse, og ikke mindst udbrede budskabet om, at en god gynækologisk undersøgelse er noget, du har ret til. 

Det er ikke en pligt, fordi du har fået et brev om det. Det er i stedet noget godt, fordi der er nogen, som har fundet ud af, hvordan vi kan undersøge de her celler, inden de bliver et problem.