Her er de største kosttrends
SPONSORERET indhold

Her er de største kosttrends

Få livsstilsekspert Anne Glads bud på, hvordan du skal spise og træne i året der kommer.

Af: Jo Brand Foto: Privat
06. feb. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

1. Den sunde fornuft
Lige nu er der fokus på den kost, vi spiste i 70'erne – de sunde, basale og billige fødevarer, som også gerne må være af lokal oprindelse. Og her er kål tilbage for fulde gardiner – der er ligefrem en vis prestige i at kunne håndtere et kålhoved. Dog bliver kålen tilberedt på en anden og mere kreativ måde i dag, hvor man f.eks. steger den i stedet for at koge den.

2. Den ekstreme sundhed
Flere og flere lader sig rive med at ekstreme diæter, som f.eks. stenalderkost. Tidligere var det mest kvinderne, der gjorde sig i den slags ekstreme kostvaner, men nu kommer mændene i højere og højere grad med. Samtidig har man også et større fokus på træning, og går op i det med videnskabelig iver. Sundhed er noget, der påvirker hele ens liv, og hvor man før talte om friværdi, taler man nu om sundhed.

3. Den nemme sundhed
For dem, der har svært ved at overskue sundhed, er fødevarer, der er beriget med f.eks. vitaminer og mineraler en nem måde at være sund på. Det kan være, at mælken er tilsat ekstra kalcium, at tyggegummiet indeholder superbær eller at chokoladebaren har et højt proteinindhold. I Danmark er lovgivningen på området blevet lempet, så den nemme vej til sundhed er noget, vi vil se mere og mere til.