Hjalmer om angstanfald
SPONSORERET indhold

Hjalmer: ”Jeg ringede til min mor og sagde, at jeg troede, at jeg var ved at dø”

Da Corona-pandemien ramte, kulminerede mange års kontrastfyldte følelser i så stort et angstanfald for sanger Hjalmer Larsen, at han ringede til sin mor i troen om, at han skulle dø.

Af: Emma Fjalland Lund Foto: Anton Unger / HER&NU
22. jun. 2022 | Sundhed | ALT.dk

En aften i 2020 fik sanger Hjalmer Larsen pludseligt så stort et angstanfald, at han troede, at han skulle dø.

Det fortæller han i Go’ Morgen Danmark.

”Lige pludseligt begynder mit hjerte bare at banke med 200 slag i minuttet, så ringede jeg til min mor og sagde, at jeg tror, jeg er ved at dø. Jeg tror, at jeg er ved at få et hjertestop. Jeg tager på skadestuen,” fortæller han.

Årene forinden havde været mildest talt kaotiske for sangeren. I 2019 slog han nemlig igennem på den helt store scene og opnåede dét, han havde drømt om, siden han var 13 år. Men samtidig skulle han også bearbejde sorgen over at have mistet sin far, Kim Larsen, året forinden.

”Det er det mest skizofrene, jeg nogensinde har stået i. Til sidst vidste jeg ikke, hvad jeg skulle føle længere. Man bliver lidt bare en robot, som enten går derover eller derover, fordi der ikke er det rigtige humør at være i på noget tidspunkt.”

Når han var ude at spille, kunne det distrahere ham fra de kontrastfyldte følelser, men da Corona-pandemien ramte, knækkede filmen altså for ham, og en aften sagde det bare klik. På skadestuen blev det dog heldigvis hurtigt konkluderet, at der ikke var noget fysisk galt med ham, men at den massive hjertebanken skyldtes et angstanfald.

Nej tak

De turbulente år satte sig hårdt i den unge sanger, og angstanfaldet var et stort wake-up-call for ham – og nu, hvor coronaen skulle ramme, ramte den godt, fortæller han i Go’ Morgen Danmark.

For det gjorde, at han havde mulighed for at hive fire måneder ud af kalenderen for at fokusere på sig selv – og for at se, om han nu også prioriterede rigtigt.  

Selvom der igen er fuld skral på karrieren og en ny plade er på gaden, så har han i dag sat tempoet ned, og han har lært, at det er okay at sige nej. I stedet for konstant at være på landevejen med kurs mod den næste koncert, vil han nemlig give sig selv lov til at drikke vin med vennerne og bruge søndagen med familien.

Anbefalet til dig