Spis dig fra PMS
SPONSORERET indhold

PMS: Sådan slipper du for det

PMS kan komme til udtryk på mange forskellige måder. og omkring 70-80 % af alle kvinder oplever et eller andet symptom, før de skal have menstruation.

Af: Redaktionen Foto: Getty
06. feb. 2017 | Sundhed | ALT for damerne

PMS kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Det kan være humørsvingninger, brystspændinger, væskeophobninger, nedsat sexlyst, ondt i maven eller et højnet angstniveau.

Ifølge Tórur Dalsgaard, der er overlæge på gynækologisk klinik på Rigshospitalet, spiller hormonet progesteron, der dannes efter ægløsningen, en rolle. Men det er ikke hele forklaringen. Der findes også en teori om, at hormonerne påvirker neurotransmittere i hjernen, hvilket måske kan forklare eksempelvis humørændringerne, siger han.

– I hvert fald hjælper p-piller på de fleste symptomer. Formentlig fordi kroppen holder op med at danne sit eget progesteron, og p-pillerne på den måde stabiliserer systemet. Alternativt kan man forsøge at afhjælpe de enkelte symptomer. For eksempel kan nogle typer af antidepressive piller hjælpe, hvis du har humørsvingninger. Vanddrivende medicin kan hjælpe på væskebalance, smertestillende på hovedpine osv., siger han og fortæller, at livsstil også spiller en rolle.

Således råder han dig til at dyrke motion, da det har vist sig at have en positiv effekt, samt at holde dig fra alkohol og tobak, fordi det belaster kroppen.

SPIS DIG FRA SYMPTOMERNE

Diætist Alice Apel Hartvig mener, at kosten spiller en vigtig rolle, hvis man føler ubehag eller får spiseflip på grund af PMS.

– En del af mine klienter føler sig oppustede, ligesom de binder væske, er irriterede eller har cravings tre-fire dage inden deres menstruation, hvilket gør, at de får lyst til hurtige kulhydrater.

Men i stedet for for eksempel brød, pasta og kage, bør de spise masser af protein, sunde fedtstofffer og grøntsager, og gøre det hver dag, siger hun, der har erfaret, at generne i forbindelse med menstruationen så ofte vil forsvinde eller i hvert fald blive mindsket efter to-tre cyklusser.

Og tager lækkersulten over, kan du ifølge Alice Apel Hartvig med fordel erstatte slik og kage med 70 procent mørk chokolade.