Jette fik en dødsdom: "En læge sagde, at det ville være et mirakel, hvis jeg var i live om ti år, men det er jeg"

På bordet foran Jette Lyngholm ligger en stor, sort scrapbog. Den er meget vigtig for hende, for heri er der billeder af de mennesker, som har, og har haft, stor betydning i hendes liv.

Kvinder, mænd og børn, som på hver deres måde har hjulpet Jette med at komme igennem hendes livs mareridt: en kræftdiagnose og udsigten til at have højst halvandet år at leve i.

"Du tror, du ved, hvordan du vil reagere, hvis du får kræft, men det ved du ikke. Jeg besvimede, da jeg fik beskeden," fortæller hun.

Jettes blik er insisterende. Det ligger hende på sinde at fortælle, hvordan hun i dag kan sidde her i et parcelhus i en forstad til Aalborg og være både glad og rask, når hun for 13 år siden, havde udsigt til at dø af tarmkræft.

"Jeg fortalte det ikke til nogen, og den første uge sov jeg næsten ikke. Jeg var bange for, at jeg ikke ville vågne igen," fortæller Jette, der i dag er 63 år.

Da hun var syg, boede hun i Lemvig. Året før var hun blevet skilt fra sin mand, der også er far til hendes to søn og datter, og med hvem hun har boet adskillige år i Grønland. Jette var karrieremenneske og var i Lemvig, fordi hun havde en stilling som projektchef i den lokale bank.

"Før jeg fik diagnosen, troede jeg, at jeg ville være sådan en, der ville prøve at leve så normalt som muligt og passe mit arbejde, men det kunne jeg slet ikke. Jeg fik ikke energi af det, og i stedet for at være projektleder for andre måtte jeg være mit eget projekt," forklarer hun.

Suppe og strikketøj

Man skal ikke være i stue med Jette ret længe, før man mærker den energi, der stråler ud fra hende.

Hun siger selv, at hun altid har været handlekraftig og stærk, og i sit sygdomsforløb mærkede hun, hvor svært det var, at der var noget inden i hende, der truede med at gøre det af med hende.

Hun kunne kun forsøge at afværge det. Hun havde ikke kontrollen.

"Jeg gik hos en psykoterapeut, som også hjalp mig gennem min skilsmisse, og hun sagde til mig, "Jette hvad vælger du? Livet eller døden?" Jeg indså, at bolden også lå hos mig – at jeg skulle arbejde med mig selv og finde styrken, hvis jeg skulle have en chance for at overleve," forklarer Jette.

I dag bor hun sammen med Leif i Aalborg, men dengang boede hun alene i Lemvig. Hun erkender, at ensomheden kunne ramme hårdt om aftenen, når hun skulle i seng, men hun kom igennem mørket, fordi hun fandt sin indre kriger – og fordi hun havde venner, som slæbte hende ud i lyset. Bogstavelig talt.

"Min veninde Dorte..."

Her bladrer Jette i scrapbogen og peger på en smilende kvinde, før hun fortsætter:

"Hun og jeg har gået mange, mange gange rundt om søen i Lemvig. Jeg er et hovedmenneske og kan godt glemme at være i min krop, så en dag, hvor jeg var langt nede, kom en anden veninde, Birthe, og sagde, "Nu skal du i gang med motion og have noget massage". Hun bestilte tid, og det er sådan noget, der også har gjort en stor forskel for mig," erkender Jette.

Inden Jettes opstart på kemobehandling kom en kollega med suppe til fryseren, så Jette ikke skulle tænke på at lave mad, hvis hun havde kvalme, når hun fik kemo.

På et tidspunkt, hvor Jette var meget bange, ringede hun til en veninde, som kom og satte sig med et strikketøj.

"Hun var klar til at lytte, og der blev også grinet en del. Det var en stor hjælp. Min kære nabo Lis har også været der igennem hele mit forløb. Hun var min chauffør, når jeg skulle til behandlinger, lavede ofte mad og holdt øje med mig. Ja, der er så mange mennesker, der har været der for mig, og det har været en afgørende faktor for mig," erkender Jette.

Giv mig ren besked!

Jette ved godt, at hendes måde at håndtere en livstruende sygdom på ikke kan kopieres.

Hun står frem og fortæller sin historie, fordi hun ved, hvor svært det er at navigere i et sundhedssystem, hvor dem med flest ressourcer ofte bliver tilgodeset.

"Jeg sagde til de læger, som jeg sad overfor, at jeg er sådan en, der vil have ren besked. Jeg har insisteret på at få mine journaler at se, og jeg har lært at være mere egoistisk. På den gode måde," tilføjer Jette med et smil.

Hun holdt fast i håbet, selvom der ikke var statistisk belæg for det. Jette havde praktisk talt ingen chance for at overleve, men her er hun: Levende og rask på tiende år.

"Jeg fik tilbagefald 14 gange. Syv gange i leveren og syv gange i lungerne. Jeg har været igennem 15 operationer og 30 kemobehandlinger, og der var en læge, som sagde, at det ville være et mirakel, hvis jeg var i live om ti år, men det er jeg," konstaterer Jette med et smil.

I dag arbejder hun som koordinator i Kræftens Bekæmpelse og finder stor mening i at kunne hjælpe andre, hvis situation hun har gode forudsætninger for at sætte sig ind i.

"Mange spørger mig, hvordan jeg kan holde ud af være i en verden, der handler om kræft, når jeg har været igennem det, jeg har, men det er meget meningsfuldt for mig. Mens jeg selv var syg og følte mig langt ude på kanten, tænkte jeg, at den erfaring, som jeg fik, ville jeg gerne give videre," forklarer hun.

Hun har selv haft håbet som drivkraft og er blevet hjulpet på vej af sin familie, sine venner og de nu fem børnebørn.

"En af de ældste spurgte mig fornylig, "Farmor er det rigtigt, at du skulle have været død?" Da jeg nikkede, sagde hun, "Jeg er glad for, at du stadig lever" – og det er jeg også," siger Jette med et stort smil.