Kærlighedstest på Kilimanjaro: "Selvom vi ligger ryg mod ryg, har vi aldrig før været så tæt på hinanden"

Jeg fryser. Helt ind til mine hjerteklapper. Det føles som om, de er frosset fast og er stoppet med at pumpe blodet rundt i kroppen. Det er sidste nat inden opstigningen. Mine fingerspidser er følelsesløse. Mit åndedræt ryger. Det gør Kenneths også, kan jeg se. Han ligger helt stille, mens han ånder ud i natten. Så rækker han mig den sidste skiundertrøje fra tasken:

– Læg den her over hovedet, siger han med grødet stemme. – Så fryser du ikke næsen.

Efter at have vandret fire dage på en bjergvæg er vi udmattede. Og vi har valgt at tie nattens to tilbagevendende tanker ihjel:

1. Min krop er en frostvare. 2. Når vi overhovedet op? Til Kilimanjaros top. Uhuru Peak. Afrikas loft, hvor vi har planlagt at skulle stå og klappe hinanden på skulderen hele 5.895 meter over havets overflade. Det er i hvert fald målet. Men det skal vise sig at blive det hårdeste, vi nogensinde har prøvet i vores parforhold. Og vi har ellers prøvet en del.

Aber og fodbold

Jeg har kendt Kenneth i fem år, været kærester med ham næsten lige så længe. Vi mødtes ikke på Tinder, men på den gode gammeldaws facon; over 50 shots og et spil terninger i en bar med fedtede træborde. Mens han passede på mine garderobebilletter, passede jeg på ikke at virke for interesseret. Og så gik det ligesom derfra.

I dag deler vi en lejlighed på Østerbro, utroligt nok. Men det er første gang, vi bestiger et bjerg sammen. Og allerede for foden af bjerget, laver vi en rookie mistake ved at bære pæne skjorter på vej op gennem den frodige regnskov, som vores lokale guider William og Frederic fører os sikkert gennem første dag. Så i takt med svedperlerne bryder frem fra overlæben, bryder skjolder af sved frem på vores skjorterygge og spærrer varmen inde, så vores pander bliver (endnu mere) våde.

Trods det er humøret højt, og vi er i vores rette element; småsludrer med Willy og Freddy og spørger dem på skift: om der er aber i regnskoven? Hvilken by, de kommer fra? Og hvad vand hedder på afrikansk? Da Kenneth finder ud af, William har en walkie-talkie, ser han sit snit til at spørge, om vi så kan få en opdatering på Liverpoolkampen? Og da William bekender Manchester-kulør, ved jeg, hvor det ender: i den samme snak om international fodbold, som jeg altid-altid skal lægge øre til, når Kenneth og jeg møder nye mennesker. Så jeg tager et skridt foran. Himler lidt med øjnene. Og ser på nogle aber.

Spiser som baroner

Aftenen går som alle andre. Vi sidder i et telt, vi ikke har sat op selv. Det har de otte bærere, som følger os hele vejen. Og gør vores livs parforholdseventyr muligt, mens de selv bestiger Kilimanjaro fire gange om måneden. I udtrådte støvler balancerer de med vores baggage på hovedet plus deres eget grej. Det gælder også vores telt, vores klapstole og senneppen til maden, som vi spiser lige nu.

Og så kan man godt få det lidt dårligt, bliver Kenneth og jeg enige om med mad i mundvigen. Men det er uundgåeligt, for man kan ikke slippe uden om guider og portere, hvis man vil se verdens naturarv af UNESCO. Kilimanjaro er simpelthen en købmandsforretning, som afrikanerne lever af. Og sådan er det.

Så morgen, middag og aften bliver spiseteltet slået op, og vi kan sætte os til rette i klapstolene, mens lynlåsen til indgangen kører i pendulfart, og varme retter bliver sat foran vores kolde næser. Omelet, frugt, grøntsagssammenkog og hvidt toastbrød. Vi spiser med sølvtøj, som var vi konger og baroner, og i samme bevægelse som vores beskidte tallerkner bliver fragtet ud, bliver rene kopper, sukker og tevand nonchalant sat frem på den ternede dug.

Asante sana, tusind tak, kvidrer vi. For det er næsten for meget. Men altså det eneste, vi orker, når dagen er omme. At spise. Sove. Og vaske vandrefødderne til endnu en dag. Og da vi lægger os, råber Kenneth gennem teltdugen (så alle kan høre det), hvad Liverpoolkampen står nu? Og William griner, svarer og giver løbende opdateringer fra den anden side. Udvekslinger om husmandsfinter, rivaler og live-score kører på tværs, indtil kampen er slut. Og jeg kan få ro.

Teamwork til toppen

Sådan bevæger vi os opad Machame Ruten, som vi har fået at vide hjemmefra skulle være den smukkeste rute af dem alle. Gennem den næsten 62 kilometer trek er det svært at holde øjnene på den (til tider uforudsigelige) sti, når de overdådige landskaber viser sit smukke ansigt. Grønne, dybe dale og bjergformationer bugter sig foran os, og ingen Instagram-firkant kan fange de her øjeblikke. Det må vi i stedet lagre i vores indre feed.

I takt med at vi bevæger os op gennem forskellige vegetationszoner, bliver landskabet mere gråt og stenet. Vi går gennem åbne hede- og lyngarealer over én stenørken til stejle klipper, gletsjervandløb, sne og is. Mens Kenneth sørger for at bære toiletpapiret, holder jeg vores førstehjælpskasse med plaster og hovedpinepiller. Alt er, som det skal være.

Omtrent på det her tidspunkt kunne man forestille sig en lille anekdote om, hvordan Kenneth og jeg ryger i totterne på hinanden. Hvordan vi, i takt med benene bliver sløve, og luften bliver tyndere, får mindre overskud og ender i et teenageagtigt og udmattende skænderi om, hvem der skal bære kameraet, og hvem der glemte at putte solcreme i daypacken. Men. Sådan er det overraskende nok ikke. Selvom min forventning var, at vi ville reagere sådan, når vi var allermest udfordret. Og at vi på den måde ville lære hinanden bedre at kende.

Men vi gør noget andet. Vi overfører vores praktiske hverdagssamarbejde, som vi kender hjemme fra toværelseslejligheden med opvask og indkøbsopkald og hjælper hinanden til tops. Rigger vandrestavene til på hinandens tasker og lukker teltdugen bag os, så den anden ikke fryser. Minder hinanden om at pakke det fornødne til dagen og giver den anden et klap på skulderen, når det værker i benene. Det (og det imellem) styrker partnerskabet mellem os og gør turen til en fælles udfordring. Også i nat.

Frossent skæg og blå mærker

For nu ligger vi så her og fryser. Den sidste nat inden opstigningen. Mens mine hjerteklapper som bekendt er gået i stå, ligger Kenneth slukøret med to elefanthuer og røde øjenlåg, fordi kuldegraderne banker på vores teltdug. Og selvom vi ligger ryg mod ryg, søvnløse, i hver vores sovepose, så er det, som om vi aldrig før har været så tæt på hinanden, som vi er lige nu.

Da Kenneths skæg fryser til is, lægger vi vores backpacks i fodenden for at skærme for vinden. De er tomme, for vi har alt vores tøj på (lag på lag-princippet, yes). Og mens jeg prøver at sove, kan jeg næsten mærke bjerget ånde under mig – rygtet går, at det ikke er helt udslukt endnu.

Jeg har fået blå mærker på lårene, og det værker i mine led, men jeg bevæger mig ikke af frygt for, at vinden skal puste kold luft ned i min sovepose. Så jeg ligger helt stille, da vores ene guide banker på vores teltdug; Hallo, are you awake? Det må man sige. Jeg har faktisk ikke lukket et øje hele natten. Kulden når helt ind til mine knogler, da Kenneth og jeg med stive led langsomt pakker vand og kamera ned i turtasken. Natten er stille. Det er vi også. Trætte, kolde, udmattede. Men spændte. For i nat er natten, hvor vi skal tilbagelægge de sidste kilometer til Afrikas loft.

Højdesygen rammer

Jeg slår teltdugen til side og går med krum ryg ud af vores sovekammer. Strækker kroppen, kigger op. Jeg sukker forbavset. En slange af pandelygter sniger sig op ad bjergsiden og ender i et svagt glimt på Uhuru Peak. Det er her, vi skal op. Lige nu virker det så uendeligt langt væk.

Kenneth kommer ud med pandelygten om hovedet. Vi tager det første skridt, og så det næste. Stolprer op af de stejle klippeformationer med vores justerbare vandrestave, mens vores guider hymner en særlig Kilimanjarosang i natten: Jambo, jambo Bwanaaaa, Kilimanjaro, hakuna matataaaaa.

Månen er næsten rund, og den lyser så kraftigt ned på os, at vi ikke behøver at have pandelygterne tændt. Vi slæber os af sted. Kenneth går foran mig med rolige skridt, og jeg følger lige efter. Jo højere op i luftlagene, vi kommer, jo dårligere får jeg det; luften presser mod mine tindinger, jeg har kvalme, og jeg bliver forpustet af at gå; det føles som om, at kun meget lidt ilt kan sive ned gennem mit luftrør. Stemmerne omkring mig bliver langsomt grødede, det føles som at have vat i ørerne. Og jeg hører mine organer arbejde indvendigt; mit hjerte dundrer. Mit blik er sløret, da det i stop motion-ryk registrerer Kenneth, som falder sammen i krampe foran mig, mens han peger på sin læg:

– Kan du sætte den i stræk? Jeg smider mine vanter, forsøger at vride hans vandresko, mens mine fingre bliver følelseskolde. Vi skal nå toppen, som gælder det liv eller død – der er intet andet, der betyder noget lige nu. Vi har gået længe, omtrent syv timer. Solen er ved at stå op, og jeg glemmer næsten smerten, da strålerne spejler sig i skyerne og spænder et farvenet af lyserøde og orange nuancer udover os. Jeg mister balancen, går et skridt bagud, og så frem igen. Ærligt; jeg har det virkelig dårligt, da jeg pludselig registrerer Kenneths hånd om min skulder.

– Vi gør det her sammen, Maria, siger han, og jeg smiler med mine sprukne læber. Jeg kan snart ikke mere.

Skal vi vende om?

Udmattet bryder jeg sammen, da vi når den del af toppen, hvor jeg med et lettelsens suk kan konstatere, at jeg ikke længere kigger ind i bjerget, men til gengæld op over det. I det sekund ser jeg de bombastiske gletsjere og den is, som jeg har læst mig til, smelter her på toppen. Herfra kan jeg også se det højeste punkt på Kilimanjaro, Uhuru Peak, som ligger en halv time herfra. Det føles uendeligt langt væk lige nu.

Min hud slår revner, solen begynder at stå højt, og det er blevet varmt at have sin vinterfrakke på. Men jeg orker ikke at lyne den ned. Eller tage solcreme på. Jeg orker bare én ting; at gå et skridt. Og så et skridt. Og derpå et skridt. Mens vi går op, kommer en strøm af afkræftede, men glade, bjergbestigere ned fra toppen. Jeg overvejer stadig at vende om.

Vi kæmper lige til det sidste. Også da vi står tre skridt fra toppen og det berømte skilt, hvor en gruppe turister har stillet op til et pose. Jeg tvinger mig selv op foran skiltet, løfter armen, Kenneth ligeså. For når man har kendt sin partner i fem år. Udviklet usynlige mønstre for at få dagligdagen til at fungere, set ham tage en uddannelse, tage initiativet og tage skraldet. Så er det stort at stå på Afrikas loft sammen og se til verdens ende. Som vi gør det lige nu.

ALT for damerne blev inviteret til Kilimanjaro af Afrika-safari.dk.