Karen-Marie Lillelund sundhed
SPONSORERET indhold

På en rejse tog Karen-Marie Lillelund en vigtig beslutning, der betød alverden for hendes sundhed

I mange år var drømmen at blive tynd, men i dag har Karen-Marie Lillelund fundet fred med, at hun fylder – på alle måder. Og hun ved, at sundhed også handler om at veksle et ord i Netto-køen, drikke kaffe med en veninde, få vesterhavsvind i kinderne og ikke piske sig selv, hvis hun spiser en pose Matador Mix.

Af:: Maj Bjerring Sørensen Foto: Jacqueline Fluri
02. apr. 2024 | Sundhed | Hjemmet

For ikke så længe siden kørte Karen-Marie Lillelund ind på en tankstation. Tankede op, gik ind for at betale – og snuppede en pose Matador Mix med ud.

Så satte hun sig til rette i sædet, smækkede bildøren, åbnede posen. Og kastede vingummier og lakrids ind i munden.

"Jeg havde været ude at holde foredrag, klokken var 21, og det eneste jeg havde lyst til, var Matador Mix, før jeg kørte tilbage på hotellet og gik i seng."

Forfatter og foredragsholder Karen-Marie Lillelund slår en latter op og ud med armene.

For da hun dagen efter ringede til sin personlige træner og fortalte, hvad hun havde spist til aftensmad dagen før, var hun ikke blevet mødt af en løftet pegefinger, men bare et stort grin – og en kommentar om, at det forhåbentlig havde smagt godt.

Læs også

"For det handler jo om, hvad jeg gjorde bagefter. Om jeg fortsatte med chips og cola. Og om jeg gjorde det samme igen dagen efter – og det kan jeg afsløre, ikke var tilfældet."

På slankepiller

Udenfor er der let frokosttrafik. Indenfor på caféen – et stenkast fra Karen-Maries ombygningsramte ejendom – tager hun en slurk kaffe, sort med en lille smule mælk.

De sunde hverdagsvaner er egentlig ikke noget, den 54-årige foredragsholder, forfatter og tidligere bakkesangerinde er vokset op med.

I parcelhuset i 70’ernes Aalborg stod den på almindelig dansk mad måske med et salatblad med dressing af fløde, citron og sukker som det grønne indslag.

Motion fik hun, når hun legede gymnastik på et vattæppe i haven, eller når hun og veninderne hyppede rundt på deres kæpheste.

Da hun som niårig spurgte sin mor, om hun måtte gå til jazzballet, fik hun et nej. For hun gik jo allerede til musik flere gange om ugen.

Læs også

"Min mor burde måske have tænkt, at det nok var meget sundt at få nogle gode motionsvaner ind allerede som barn. Men det var bare ikke et fokus dengang på samme måde som i dag."

Et fokus blev til gengæld vægten, for da 14-årige Karen-Marie begyndte at få former, syntes hun selv, at 69 kilo var for meget til de 180 centimeter. Og gik til lægen.

"Og i stedet for at fortælle mig, at jeg var helt normal og bare ved at blive en kvinde, udskrev han Letigen-piller."

Karen-Marie himler med øjnene.

"Jeg tog tre med det samme … og der skete ikke en brik! Det havde ingen effekt på mig, men det var jo helt crazy og skadede mange mennesker."

Et pænt nips

De følgende år var hun og veninderne på hvidkålskure, æggekure – you name it – og drømmen om at være et lille, pænt nips fulgte med Karen-Marie ind i voksenlivet. Først omkring de fyrre begyndte noget at ændre sig.

For da hun på en rejse oplevede, hvordan en ti år ældre veninde havde fysiske småskavanker, besluttede Karen-Marie, at det i hvert fald aldrig skulle være hende.

Læs også

"Vi kan godt være store, glade piger, men jeg vil ikke være besværet! Der var det som om, at jeg begyndte at forholde mig til, at jeg skulle være sund og leve i stedet for at være tynd og se ud. Og det var et vigtigt skifte."

I dag er det ved havet, Karen-Marie føler sig sundest. Når hun går tur ved sommerhuset i Gilleleje eller allerhelst ved barndommens Vesterhav.

Når hun vandrer der i forårsblæst eller efterårsrusk føler hun, at hun står stærkest. I sin krop – og i sit sind.

"Det er der, min krop får lov til at være det, den er. Stor og stærk. Min krop har sin berettigelse ved Vesterhavet, og der føler jeg næsten, at naturen ligefrem sætter pris på den."

karen.jpg
Hver dag går Karen-Marie Lillelund en tur på mindst 30 minutter. Og som noget nyt har hun også fået selskab af gravhundehvalpen Carla.

I det hele taget er gåturene blevet en fast del af hendes hverdag – hun skal ud mindst 30 minutter om dagen, har hun besluttet. Når ikke ved vandet, så lige ovre på den anden side af gaden i Frederiksberg have.

Nu også med Carla, den lille gravhund på tolv uger, som kun lige er ved at lære at gå på sten. Nogle gange med løbesko og AirPods, der sender rytmer, som passer til skridtlængden og opmuntrende ord som “You can do it” ind i øregangen, når hun har nået 5 kilometermålet for den dag.

To-tre gange om ugen mødes hun også med sin veninde i fitnesscenteret. Så får de brugt musklerne. Og bagefter vendt verdenssituationen over en kop kaffe.

Læs også

"Det er altafgørende, at jeg har hende. For jeg kunne svigte mig selv hundrede gange, men jeg kunne aldrig svigte hende."

Også den personlige træner, Karen-Marie har samarbejdet med i årevis, er vigtig. Hun har lært hende at holde sig til tre måltider om dagen og står altid klar med råd eller bare en klappeemoji, når der er brug for det.

"Hun holder mig i hånden – og til ilden. Det var en anden vigtig erkendelse omkring de fyrre. Jeg blev født med en fornemmelse af, at jeg kan alting selv. Men der gik det op for mig, at jeg ikke kan og ikke skal alt selv."

Hun smiler, lidt skævt.

"Og så er det jo også i erkendelsen af, at jeg i virkeligheden er en sofakartoffel – jeg plejer at sige, at jeg har sofakartoffel i ascendanten. Jeg er nem at overtale, hvis nogen siger: skal vi ikke drikke et glas gløgg i stedet for at gå en tur?"

Læs også

Venner er vigtigst

Mens Karen-Maries fysiske aktiviteter således er bundet op på et vist mål af viljestyrke og venners hjælp, er den mentale sundhed mest styret af lyst og leg.

Når Karen-Marie kaster sig over et nyt computerprogram, bare for sjov. Eller når hun bygger et havehus eller hækler et nyt mønster – gerne mens hun ser cykelløb eller skiskydning – så fortaber hun sig.

"Så er jeg i øjeblikket i stedet for se mig selv udefra. Så legen giver mig et sundt frikvarter fra al bedømmelse. Det er også som et frikvarter at være sammen med vennerne. Faktisk er det nok nærmest det allervigtigste."

For når Karen-Marie er rundt på landets foredragsscener, går der fuld cirkushest i den. Når hun kommer hjem har hun brug for at p(r)uste ud og slappe af som den “hemmeligt introverte”, hun i virkeligheden er.

"Mine relationer betyder ALT. Jeg har en veninde, der siger, at når vi er sammen, føles det som at tage en gammel yndlingssweater på. Det giver fred i sjælen. Især fordi jeg har et meget ekstrovert job, er pauser afgørende. Og her skal jeg helst være alene eller sammen med de mennesker, der kender mig godt, og hvor jeg kan tillade mig at have lidt flade batterier."

Læs også

Karen-Marie smiler.

Det gør hun i det hele taget ofte. Også når nogen bumper ind i hende på gaden, eller når en træt mor står med et skrigende barn i Netto-køen.

Netop det, handler Karen-Maries nye bog “Smalltalk” om. Om at se andre mennesker, være nærværende, anerkende hinandens tilstedeværelse i hverdagen.

"Det handler om kommunikation og i virkeligheden om mental sundhed. Vi er flokdyr og har brug for hinanden. Så er der nogen, der støder ind i mig, siger jeg altid: Det gør ikke noget. Bare de små øjeblikke, hvor vi viser, at vi ser hinanden, gør en kæmpe forskel."

"Hvis jeg er i underskud, tænker jeg også ekstra meget over at gå ud i verden og se, om jeg kan gøre noget for nogen. Så smiler de tilbage til mig, og så får jeg det også bedre. På den måde er det så enkelt, at det næsten gør ondt. Og det er noget, som jeg tror, mange andre også kunne have glæde af."

Anbefalet til dig