I januar gjorde Julia Lahme noget, hun ellers har været imod i årevis – og én ting overraskede hende

I 2024 gjorde jeg noget for første gang. Noget jeg egentlig har været principielt imod i årevis, eller faktisk sådan cirka altid. Noget jeg egentlig har syntes var en lille bitte smule latterligt.

Jeg fik gennemført en januar-challenge.

Jeg dyrker yoga med en app – egentlig mest fordi, at mit liv er skruet sådan sammen, at det er umuligt for mig at følge et hold.

Jeg rejser en del og holder mange foredrag, så jeg kan ikke stå et sted hver tirsdag eller på et bestemt tidspunkt, hvor gerne jeg end ville.

Inden nytåret pressede min app mig for at forpligte mig til en challenge. Den blev ved at plinge notifikationer ind og i forførende vendinger opfordre mig til at forpligte mig til ”at gøre noget godt for mig selv”. Og høj af juleferie sagde jeg ja.

Og så tog fanden/appen ved mig. Jeg skulle dyrke yoga hver dag. Og ikke hyggeyoga eller afstressende yoga, men hård, muskelopbyggende, sveddryppende, armbøjnings- og benløftsyoga, som både nåede at give mig en røv, jeg ikke har mødt før, og markerede overarme. Og jeg gjorde det!

Jeg gennemførte til min egen store overraskelse, også selvom det krævede, at jeg dyrkede yoga om natten(!) indimellem.

Det er det gode. Det, der måske også er godt (det har jeg ikke besluttet mig for endnu), er alt det andet, den challenge også lærte mig.

Mens jeg var i gang med den månedlange challenge, gik det nemlig op for mig, at alle former for sport er blevet lagt ind i en forståelsesmæssig og filosofisk ramme om, at man ”skal gøre noget godt for sig selv”. Og det skal man jo. Men indimellem føles det virkelig ikke sådan.

For eksempel når jeg er nødt til at stå op klokken fem for at nå at dyrke yoga, inden jeg skal med et tog klokken 7. Eller når dagen har været lang, og min søn synes, vi skal bage sammen, og jeg er nødt til at sige, at det er jeg først klar til om en time, efter min app har råbt ad mig.

Der føles det virkelig ikke som at gøre noget godt for mig selv. Eller andre. Tværtimod.

Sport, idræt og kropsforbedrende aktiviteter er, har jeg opdaget, lige så stille gledet ind i min bevidsthed under selfcare. Så hver eneste gang jeg hellere vil ligge på sofaen med en god bog, rykker jeg mig selv over i en kasse af kvinder, der ikke gider gøre noget godt for sig selv og dermed ikke tager det fornødne ansvar.

Og så er jeg ligesom selv ude om det, hvis min krop falder fra hinanden, eller jeg får stress eller noget andet: Jeg har simpelthen ikke praktiseret nok selfcare.

Det irriterer mig, og jeg oplever, at hele selfcaretyranniet, som på dansk måske mere er det, vi kalder for ”mig-tid” (indsæt emoji, der kaster op), er meget problematisk. For det sætter os kvinder i en rolle, som accepterer, at det er virkelig svært at få plads til sig selv i et almindeligt liv.

Mænd har ikke brug for det. De gør det bare. De fleste mænd, jeg kender, behøver ingen semifilosofisk forklaring på, hvorfor det er ok at køre tre dage på fisketur eller løbe en lang tur søndag morgen. Det er mig og alle mine medsøstre, der har brug for at finde en kognitiv kasse, før vi synes, det er ok, at vi bruger tid på noget.

Ved at kalde den tid selfcare, overser vi også, hvad det koster af selvdisciplin at holde sin krop/hud/mentale stabilitet ved lige, og at det ikke altid er sjovt.

Men jeg gennemførte, og det var eddermame hårdt. Og jeg er ret så stolt af det. Næste gang kalder jeg det bare en god udfordring – ikke selfcare.