Da manden blev syg, ændrede hendes liv sig: ”Jeg blev nødt til at gå for at overleve”

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Magnus og jeg mødte hinanden som unge. Vi klikkede straks, og blot et år efter var jeg gravid med vores første barn.

To år senere fik vi vores søn, vi købte hus og nåede lige at leve et par år som en ganske almindelig og velfungerende familie på fire.

Så faldt bomben. Magnus fik konstateret Parkinsons. Han havde længe skrantet, han havde problemer med sin balance, og hans humør svingede.

Jeg var ulykkelig, da diagnosen blev stillet. Hvad betød det her for os som familie? Ville vi miste Magnus i en ung alder?

Jeg googlede løs og fandt efterhånden ud af, at mange i dag lever et ganske udmærket liv med sygdommen. Dog læste jeg mig også til, at depression kan være en ubehagelig følgevirkning af Parkinsons.

Det slog jeg i første omgang hen, men depressionen viste sig at blive langt mere ulidelig at leve sammen med end selve sygdommen. For Magnus ændrede fuldstændig karakter.

Selvom jeg forsøgte at støtte ham på alle tænkelige måder og tog over på de praktiske gøremål i hjemmet, gik det kun én vej med hans humør: Ned.

Han havde det egentlig fint fysisk, men psykisk kunne han ikke forlige sig med tanken om, at han have en kronisk sygdom.

Han gik ikke på arbejde, men lå under dynen i soveværelset det meste af dagen. Det på trods af, at lægerne rådede ham til at holde sig i gang.

Han var for det meste i et lunefuldt humør og ledte konstant efter en grund til at skælde ud på børnene: ”Hvorfor kunne de ikke være stille””, ”hvad lavede de Duplo-klodser ud over hele gulvet”.

Også mig var han efter. Min før så varme mand havde forvandlet sig til en tyran.

Han blev sygelig jaloux. Det havde aldrig tidligere været et problem, at jeg havde en del mandlige kollegaer. Nu bombarderede han mig dagen lang med beskeder for at tjekke, hvem jeg spiste frokost med eller bare sad ved siden af.

Han fik på et tidspunkt antidepressiv medicin, men det gjorde ham mere sløv end glad. Langt hen ad vejen bar jeg over med Magnus. Jeg forsøgte at indordne mig og var hjemme så meget som muligt.

Jeg sagde til mig selv, at det blev bedre med tiden, og at jeg altid havde troet på ægteskabsløftet med ”i medgang og modgang”.

Men jeg måtte også konstatere, at jeg nu ikke kun havde et barn på to år og et på fire. Jeg havde også et stort barn på 35 år.

Selve sygdommen kunne jeg leve med, men følgevirkningerne af den var ulidelige.

Jeg forsøgte at tale med Magnus om det mange gange, men han endte med at råbe ad mig. Han havde aldrig tidligere hævet stemmen over for mig. Det føltes grænseoverskridende.

Efterhånden var det blevet et helvede at være derhjemme, ikke kun for mig, men også for børnene, der var bange og nervøse for deres far.

Som pårørende blev jeg tilkendt psykologtimer. Jeg mødte op til den første samtale som en skygge af mig selv. Jeg skammede mig over mine negative tanker, for jeg var jo ikke den syge. Jeg burde have et større overskud.

Psykologen så dog helt anderledes på det, og da hun spurgte, hvordan jeg forestillede mig livet om fem år, brød jeg helt sammen. For jeg så direkte ind i et glædesløst liv som sygeplejer for et bittert og vredt menneske.

Psykologen sagde, at selvom Magnus var syg, så måtte jeg godt forvente, at han tog et ansvar, og jeg måtte også gerne stille ham stolen for døren. Tog han mig ikke alvorlig, var det også i orden at bede om skilsmisse for at passe på mig selv.

Forlade ham? Tænkte jeg skrækslagen. Jeg kunne da ikke gå fra min mand, nu hvor han havde allermest brug for mig?

Jeg prøvede flere gange at tale med Magnus om, at vi skulle finde en holdbar vej i vores nye livssituation. At jeg gerne ville være der for ham, men forventede, at han også gjorde sit. Han blev hver gang rasende og råbte, at jeg ikke kunne tillade mig at komme her med al min kritik og alle mine krav, når han lå ned.

Til sidst så jeg ingen anden udvej end at gå.

Det var en svær beslutning, men jeg var psykisk slidt ned. Alligevel fyldte beslutningen mig med skyld og stor skam. Følelser, som omgivelserne også afspejlede.

Især Magnus´ familie og nogle af vores fælles venner fordømte mig. Hans mor skrev en lang mail, hvor hun slog fast, at jeg svigtede alle, inklusiv mine egne børn, ved kun at tænke på mig selv.

Hun forstod ikke, at jeg forsøgte at passe på mig selv, så jeg også kunne passe på vores børn. De havde brug for en mor med overskud og en mor, der kunne være der for dem. Den mor er jeg heldigvis blevet igen.

Skylden og skammen følger mig dog stadig, alligevel har jeg ikke fortrudt min beslutning. For jeg forlod Magnus, så jeg ikke også selv skulle gå ned, og vores børn dermed skulle leve med to forældre, der begge var en skygge af dem selv.

Den mor har de trods alt ikke nu.