Lotte Kaa Andersen har en særlig fantasi efter overgangsalderen – og hun tror ikke, hun er alene

Lotte Kaa Andersen havde vitterligt aldrig forestillet sig, at hun ville komme i overgangsalderen. Eller – faktisk havde hun slet ikke tænkt over overgangsalderen i det hele taget.

Derfor var hun også fuldkommen uforberedt og mystificeret, da hun den 11. marts 2020 blev ramt en af en brændende bølge af varme, der pludselig rullede igennem hende.

"Jeg sad foran fjernsynet med min mand og vores yngste søn og hørte Mette Frederiksen lukke landet ned på grund af corona. Som alle andre var vi i chok over, hvad der skete, og derfor tænkte jeg umiddelbart bare, at det var det historiske i øjeblikket, der gjorde, at jeg fik det så helt utrolig varmt fra det ene sekund til det andet. Og jeg tænkte også, at det så bare var det."

Lotte ryster lidt på hovedet og griner, da hun fortæller om sin første hedetur, for i dag, fire år senere, ved hun, at den var begyndelsen på den overgangsalder, som altså alligevel også ramte hende.

Udover at blive startskuddet til en helt ny fase i livet blev hedeturen og alt, hvad der siden fulgte, også afsættet for Lottes aktuelle bog ”Mit hemmelige liv”, som udkommer den 21. marts.

I bogen fortæller hun sin egen overgangsalderhistorie, og hun har desuden interviewet en stribe andre kvinder om deres erfaringer samt nogle eksperter, der kommer med al den viden, hun gerne selv ville have haft dengang i 2020.

Bogens titel er meget velvalgt, for i lang tid talte Lotte slet ikke højt om alt det, der foregik i hendes krop, selvom hun følte sig fuldstændig underdrejet og efterhånden blev klar over, hvad det var, der var i gang. Ikke engang hendes mand fik at vide, hvor dårligt hun havde det.

"Jeg følte virkelig en skam ved at sige: ”Jeg er i overgangsalderen”.

Selv til din mand?

"Ja. Siden har jeg læst, at omkring halvtreds procent af alle kvinder ikke fortæller deres partner, at de er kommet i overgangsalderen, så jeg var ikke alene om det. Jeg var simpelthen famlende over for det, der skete i min krop. Følte mig som en fisk uden vand. Og selvom jeg var 52 år og længe havde vidst, at jeg ikke skulle have flere børn, mærkede jeg en sorg over, at den periode af mit liv nu endegyldigt var slut. For når jeg ikke var frugtbar, hvem var jeg så?"

Da du så endelig sagde det til din mand, hvordan var reaktionen så?

"Han reagerede simpelthen så omsorgsfuldt. Lyttede og sagde, at vi jo var jævnaldrende, og det var helt naturligt. Men det interessante var også, at han så 50’erne som frihed, muligheder og en tid til nye planer. Han følte sig slet ikke ramt af alderen, som jeg gjorde. Han følte sig som en mand i sin bedste alder med pondus og patina, mens jeg følte mig halvgammel, hudløs og forrådt af min egen krop."

"Mine led begyndte at knirke, min telefon kunne pludselig ikke genkende mit ansigt om morgenen, og det tog mig i det hele taget længere og længere tid at komme til at ligne en version af mig selv, som jeg følte, at jeg kunne tage i byen med. Jeg var sågar omkring en skønhedsklinik for at finde ud af, om jeg mon skulle få foretaget noget, men det fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke skulle."

"Jeg følte mig som en klump ler, de gerne ville forme efter et bestemt billede, og det havde jeg overhovedet ikke lyst til. Det føltes helt forkert for mig. For selvom der skete en masse i mig, var jeg jo stadig mig – og jeg kunne mærke, at jeg havde behov for stadig at se ud som mig."

Fantasien om huset i skoven

Overgangsalder er gået fra at være nærmest ikke eksisterende i mediebilledet og det offentlige rum til at være noget, der nu for alvor bliver sat ord på.

Og det er ikke kun hedeturene, der slår benene væk under mange kvinder.

Søvnproblemer, ændret krop, tørre slimhinder, brainfog, hovedpine, ledsmerter og mange andre symptomer udfordrer hverdagen, og Lotte kan nikke genkendende til flere af generne, særligt den dårlige søvn.

Det, man måske ikke har talt helt så meget om endnu, er de eksistentielle tanker og den sårbarhed, der også følger med.

"Jeg har ændret mig, efter jeg er kommet i overgangsalderen, og jeg kan nok bedst beskrive det som en eksistentiel lammer. Jeg føler mig hudløs og er blevet mere introvert, end jeg før har været. Jeg kan godt lide enkeltheden ved at være alene. Jeg har brug for mere tid til mig selv. Tit er det tidspunkt på dagen, hvor jeg tænker bedst og føler mig mest i vater, når jeg går en lang tur alene i naturen."

"I min bog siger sexolog Joan Ørting blandt andet, at hun gætter på, at mange kvinder i overgangsalderen drømmer om at bo alene i et lille sommerhus med deres egne ting i køleskabet, deres eget badeværelse og en fin himmelseng med rent sengetøj, hvor de kan sove med åbne vinduer og lange hvide gardiner, der flagrer i vinden."

Hun holder en lille pause og smiler.

"Og det er præcis sådan, jeg også har det. Jeg har en fantasi om et lillebitte hus ude i skoven, hvor jeg kan sidde helt alene en gang imellem. Og ja, jeg vil selvfølgelig også gerne være en del af verden, men der er simpelthen et eller andet træk eller sug i mig i forhold til at være mig selv. Og det er nyt."

Hvad handler det om, tror du?

"Det er formentlig en reaktion på mange års familieliv og travlhed og mange menneskers behov. Og samtidig er det en sorg over, at tiden med børn og unge mennesker i huset er ved at være forbi."

"Det er et dobbelt træk. Der er et savn og samtidig en ny frihed. Jeg omstiller mig, og det sker helt automatisk. Nu har jeg lige brug for at samle mig og finde ud af, hvad der er mig. Hvad der er vigtigt, hvordan vores nye liv skal være. Og det har jeg brug for ro til."

"Som forfatter nyder jeg f.eks. de skriveophold, jeg tager på, når jeg skal fordybe mig. Så bor jeg på et lillebitte værelse et sted, hvor der bare er et skrivebord og en smal, hård seng. Jeg kan også tage i sommerhus og skrive, og det er altid noget, jeg glæder mig til. Det er noget med enkeltheden i det. Det her med ikke at have ansvar for at skabe en ramme med mad og hygge, hvor alle er glade."

"Vi kvinder er jo tit dem, der sørger for, at alle har det godt. Vi føler os ansvarlige for den gode stemning, og det er godt og dejligt, men med omsorgen og alle de tanker, vi gør os om familiens ve og vel, følger der også et mental load, som vi bærer på hele tiden. Det er kun, når vi sidder i det der lillebitte hus helt alene, at vi kan slippe det og puste ud. Og jeg er faktisk rystet over, hvor meget jeg roder, når jeg er alene, og hvor nemt jeg har ved at slippe rollen som den, der har styr på det hele."

Hun griner højt.

"Jeg gider ikke engang at vaske op efter mig selv, og jeg bliver sådan helt teenager igen. Det er virkelig et frirum. Jeg spiser, når det passer mig, eller springer måltider over, hvis jeg ikke gider lave mad, og jeg går lange ture. Det er en hel lille verden, jeg selv kridter op, og det er sådan en lise."

"Når det er sagt, så er det også helt vildt fantastisk, når jeg så ser min mand og mine drenge igen. Det er vekselvirkningen imellem at være helt mig selv og det at være en del af en familie. For som astrofysiker Anja Andersen siger i min bog, så nyder hun også at tage på forskningsophold alene, fordi hun gør det på baggrund af et fællesskab. En familie, som savner hende, og som hun selv savner."

"Det er jo ikke, fordi man ønsker ensomheden eller isolationen som en permanent tilstand, men der kommer et nyt behov for enkelthed og ro for mange kvinder midt i livet. Og som forfatter Iben Mondrup siger i bogen, så er det som om, at tiden bliver langsommere, når østrogenniveauet daler."

Det, der har overrasket Lotte allermest ved overgangsalderen, er, hvor lidt vi ved om den.

Hun oplevede, at der simpelthen var store hvide pletter på landkortet, når det kommer til viden om den fase i livet, og hun mærkede forvirringen i forhold til, hvad man selv kan gøre for lindre symptomerne.

Hun bar selv rundt på en gammel overbevisning om, at det var bedst at holde sig langt væk fra hormoner, og derfor veg hun tilbage fra østrogentilskud, da lægen anbefalede det. I stedet købte hun en stor karton rødkløversaft, fordi hun havde læst, at det kunne lindre.

Men symptomerne fortsatte, og hun kunne efterhånden næsten ikke genkende sig selv.

Vendepunktet blev en artikel i ALT for damerne i vinteren 2020.

Helle Helles tip

"Jeg så, at ALT for damerne havde en af mine yndlingsforfattere, Helle Helle, på forsiden, og købte straks bladet. Helle Helle plejer ikke at være så personlig i sine interviews, men i denne artikel skulle hun bl.a. nævne et højdepunkt og sagde:

”For fem måneder siden besluttede jeg så, at jeg ville begynde at tage hormoner. What a relief! Jeg har fået min søvn tilbage, og nu vågner jeg og synes igen, at hver morgen er et højdepunkt, fordi jeg er så glad over at have sovet. Jeg har fået lyst til at gøre ting igen, så jeg har malet hele huset”.

"Det var første gang, jeg læste om en, der fortalte åbent om overgangsalder, og så endda en, jeg havde stor respekt for, og som jeg kunne bruge som rollemodel. En offentlig person, som sagde, ja jeg tager hormoner, og det er jeg godt nok glad for. Det var ikke missionerende, det var bare sådan pyha, endelig har jeg det godt, og det var personligt på sådan en fin måde."

"Artiklen åbnede en dør for mig og fik mig til at tænke, okay, hvis Helle Helle tager hormoner, så tør jeg også. Og så gik jeg til lægen igen, fik en recept på hormoner og fik det hurtigt langt bedre."

Det er vigtigt for Lotte at sige, at hun ikke på nogen måde er ude på at missionere i forhold til, hvordan man skal tackle sin overgangsalder, og hele hendes bog er gennemsyret af, at den enkelte kvinde netop skal finde sin egen vej.

Det, der er rigtigt for den ene, kan være helt skævt for den anden, men det vigtige er, at der bliver opsamlet viden, og at den viden bliver videreformidlet. Det er det, hun gerne vil med sin bog.

"Da jeg gik i 6. klasse, fik vi sådan en lille håndbog stukket ned i skoletasken om, at nu fik vi nok snart menstruation, og hvad betød det så. Den læste vi jo og kunne nærmest udenad, men noget tilsvarende findes ikke om den tid, man som kvinde står overfor i forbindelse med overgangsalderen, hvor hele ens væren bliver ændret på samme måde, som den gør i puberteten."

"Der er begyndt at komme nogle stærke instagramprofiler, hvor kvinder hjælper hinanden med gode råd, men ellers har det være meget ensomt at gå ind i overgangsalderen. Vi har brug for hinandens erfaringer og historier, vi skal danne en kæde."

"Vi har brug for nogle kvinder, der favner os. Nogle gode veninder. Nogle gode bøger. Nogle gode profiler. Nogle gode artikler. Noget og nogen, der kan vise os vej i det her, så vi ikke skal gå alene, mens fundamentet knager og brager under os. For det handler ikke kun om biologi. Det handler om det eksistentielle. Vi forandrer os. Der sker en identitetsforskydning, som vi ikke behøver at forstå og komme overnes med helt alene, for andre kvinder har det sikkert på samme måde."

"Vi skal tage hinanden i hænderne og gå igennem det hamskifte sammen ved at dele vores historier. Det at være kvinde lærer man jo af andre kvinder, og det søsterskab synes jeg, at der er noget meget rørende og givende ved."

"Da jeg blev gravid og fik min første søn, følte jeg for eksempel, at jeg virkelig blev favnet i sådan et varmt, kvindeligt fællesskab. Aj, en fin mave. Aj, hvor er han sød. Jeg havde faktisk aldrig holdt et spædbarn i armene før, men jeg fik hjælp til det hele, fordi man nærmest helt automatisk kom ind i sådan en klub, når man blev mor."

"Sådan blev jeg ikke hjulpet, da overgangsalderen bankede på, det var først, da jeg selv begyndte at række ud og undersøge, hvad der skete, at jeg fandt ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan. Min søster er lige fyldt 50 og er begyndt at mumle lidt diskret om overgangsalder, og jeg håber virkelig, at min bog kan være med til at hjælpe sådan en som hende, så hun ikke skal gå lige så uforberedt ind i overgangsalderen, som jeg selv gjorde."

Men-on-pause

I ”Mit hemmelige liv” er hele det sidste kapitel dedikeret til overlæge Anette Tønnes Pedersen, som er af de gynækologer i Danmark, der ved allermest om overgangsalder.

Hun svarer på en lang række af de mest almindelige spørgsmål, der kan opstå, og et punkt handler om den nedsatte sexlyst, som mange kvinder i overgangsalderen oplever. Det fortæller Joan Ørting også om i bogen:

”Hvis man fortsætter med den samme mand, kan det være en svær periode, fordi man ikke bare kan gøre, som man plejer, heller ikke seksuelt. Det er umuligt, fordi kroppen og slimhinderne er anderledes. Så man er nødt til at lære noget nyt med sin gamle mand. Faktisk tror jeg, det er lettere at være i overgangsalder, hvis man har nogle år alene. Man siger jo menopause – eller men-on-pause, det er sådan, jeg hører ordet”

Det er sjovt sagt – ”men-on-pause” – hvordan har du oplevet den del af overgangsalderen?

"Det er jo endnu et interessant område, for jeg tror, at det er noget, mange kvinder tænker over. For er det sådan, at vi udspiller hele vores eksistensberettigelse, hvis vi siger, at vi ikke længere er lige så interesserede i sex?"

"Forfatter Iben Mondrup siger i bogen, at hendes eros nu er at skrive bøger. Hvis kroppen ikke vil, vil den ikke, og så vil hun heller ikke, siger hun. Vores seksualitet forandrer sig, når vi ikke længere er forplantningsdygtige. Vi skal ikke længere producere børn, og selvom eros – eller vores libido – stadig er der, så føles det på en anden måde. Mindre påtrængende."

"Jeg synes, at sex bliver ømmere og foregår på et dybere plan, også mentalt. Der opstår en samhørighed på en anden måde, en overgivelse til det at være i live sammen og dele intim viden og øjeblikke. Det er ikke længere den der rå forplantningstrang, man havde, da man var helt ung."

"Og så skal vi i øvrigt også huske på, at seksualiteten også ændrer sig for mændene. De er måske ikke helt nået til at tale om det, det er stadig tabu, at der kan være brug for Viagra på den anden side af 50."

Overgangsalder kan hurtigt komme til at lyde som en lang nedtur, men det synes Lotte bestemt ikke, at det er. Der er også meget godt at sige.

Hun fortæller, at på kinesisk hedder overgangsalder ”det andet forår”, og hvis man tænker sådan på det, er det jo pludselig meget poetisk og noget med en ny begyndelse.

Mens Lotte har skrevet bogen færdig, og mens hormonerne har raset, har hun været midt i en flytning fra det hus, der igennem mange år rummede familielivet med tre drenge.

Hun og hendes mand er flyttet ind til København, og her er hun ved af finde ud af, hvordan livet så skal se ud.

"Der har været et kæmpe ansvar i det at drive en familie, og jeg oplever en frihed ved nu at kunne lægge det ansvar fra mig. En frihed, som jeg skal bruge på nye ting. Jeg er kommet i Folkeuniversitetsalderen – AOF-alderen – jeg har lyst til at lære alt muligt nyt og få nye vaner, lære sprog, se på kunst, læse alt om Darwin og evolution, alt muligt."

"Jeg er virkelig grådig på verden, og jeg føler, at den åbner sig på en ny måde, og der er også mange bøger, jeg gerne vil skrive. Det er noget med, at nu er der sgu plads til mig! Og der er også plads til mig og min mand sammen. Der åbner sig simpelthen noget, som er virkelig fedt."

"Jeg føler ikke længere, at jeg skal leve op til at være på en bestemt måde. Jeg kan træde ind i et rum og bare være mig og sige fra, hvis det er det, jeg har lyst til. Jeg tror, at vi alle har oplevet det her med at sidde med en dødkedelig, selvoptaget bordherre og blive mansplainet. Det har jeg tidligere fundet mig i, men det gør jeg ikke mere."

"Jeg går, hvis en mand bliver ved med at fortælle mig alt muligt, som jeg faktisk ved mere om, end han gør. Jeg gider det ikke. Og det er ikke engang sikkert, at jeg gider sige til ham, hvad jeg tænker. Jeg går bare."

"Det er sådan en no bullshit-følelse. Ikke mere pis. Jeg vil ikke finde mig i det. Jeg føler ikke, at jeg skal please nogen mere. Jeg er også blevet bedre til at sige, når der er noget, jeg ikke er enig i, og til at stole på, at min intuition er rigtig. Jeg har været 55 år i verden nu, jeg har erfaring, der tæller. Det giver noget power."

De to veje

Lotte er ikke forfatter for ingenting. Hun finder stor indsigt og støtte i litteraturen, også når det gælder det at være kvinde midt i livet. Hun refererer bl.a. til romanen ”Arv og miljø”, hvor Vigdis Hjorth skriver:

”Når man er ung, gør man en masse, fordi det opleves, som om det bare er en generalprøve, en øvelse man kan lave om på, når tæppet går op for alvor. Og så en dag bliver man klar over, at tæppet har været oppe hele tiden. Det VAR forestillingen”.

"Den passage ramte mig lige i maven. De fleste af os går i mange år rundt med en mental alder på sådan cirka 38-39 år eller yngre, og vi tror, at det hele bliver ved og ved. Men der er en ende på det hele, og det går pludselig op for en. Det er ikke en generalprøve. Forestillingen er nu! Og når jeg bliver ramt af det citat, så er det jo fordi, jeg er glad for livet og bare gerne vil holde fast i det."

"Julia Lahme siger i min bog, at overgangsalderen måske er kvindens største mulighed, og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Men det kræver, at vi gør et stykke arbejde midt i livet. Vi skal snakke sammen, læse og orientere os i det nye landskab, som overgangsalderen er. Hvis vi gør det, og hvis vi forliger os med alderen og vælger at se alt det gode, så tror jeg, at det kan blive vores bedste tid."

Hvordan gør vi det bedst, tror du?

"En anden bog, som har gjort indtryk på mig i min research, er ”Kvindernes bog” af Jytte Rex. Den er 50 år gammel, men den er så ærlig og inderlig. En rigtig kvinde til kvinde-bog, som viser, hvor komplekse og svære, men også vilde og vidunderlige, kvindeliv kan være."

"Rex talte åbenhjertigt og ærligt med mere end 40 kvinder til den bog, og når kvinder lukker hinanden ind i sådan et fortroligt rum, opstår der noget, som er meget dirrende og ømt. Og meget givende. Jeg tror på, at det er det, vi skal gøre. Vi skal lukke hinanden ind i vores fortrolige rum."

"Når jeg f.eks. har været på sommerhustur med mine veninder, så kommer jeg beriget og stærkere hjem. Jeg får så mange idéer og lifehacks på sådan en tur, hvor vi har lyttet og lukket hinanden ind i vores tanker og dilemmaer og delt ud af os selv. Og det, synes jeg, vi er blevet bedre til med alderen."

"Vi er blevet mere hjertelige og favnende. Vi prøver ikke at bilde hinanden noget ind, for vi ved godt, at vi alle har noget, vi kæmper med. Vi er alle sammen lidt skårede i kanten, men der er noget meget fint ved at være sådan en lidt skåret vase, der har været her længe og set lidt af hvert."

Hun smiler og er stille lidt. Tænker sig om.

"For mig at se er der to veje, man kan tage imod det at blive gammel. Man kan blive den bitre, gamle dame, der er sammenbidt og skuffet over livet, eller man kan blive hende den milde, som har det hyggeligt med de unge og glæder sig på deres vegne. Som gerne vil være med, og som giver plads til forandring."

"Når jeg f.eks. ser på min mor, så er hun på mange måder en blidere og mere strålende version af sig selv, end jeg husker fra dengang, jeg boede hjemme. Hun tuner ind på det vigtige, insisterer på at se det gode og opbyggelige og være en bedstemor, hendes børnebørn altid kan komme til. Og sådan er det med ældre kvinder, som forsoner og forliger sig. Som gør noget godt for sig selv og andre. Det synes jeg, at der er en enorm værdighed i."

Hvad gør du selv for at blive den bedste version af dig selv?

"Jeg prøver at holde mig åben og orientere mig. Og jeg prøver at gøre det arbejde, der skal til. For mig handler det meget om at læse og skrive, for det er sådan, jeg bliver klogere. Når der er noget, der river og flår i mig, så skriver jeg om det. Det er den måde, jeg tænker på. Og det er den måde, jeg forliger mig på."