Mettes dagbog 20: ”Jeg var vild med tanken om at skulle rulle til Herlev hospital for at få det sidste kemoshot."

Nedtællingen stod som printet i min pande, og jeg fik nærmest pisket en sejrsrus-stemning op i ugen op til den sidste kemobehandling. Vildt at tænke på, at jeg om et øjeblik hvad gennemført 12 kemo-behandlinger og I’m still standing (-:

Sidste halvvej med kemobehandling hver uge, var forløbet over al forventning og lettelsens rus kunne stadig gøre mig helt saglig. Trætheden havde været strid på det sidste, og den var blevet pyntet med svede-/hedeture undervejs, hvilket var lidt vel træls. Måske det var et signal om, at jeg (i pænt god tid) var røget i overgangsalderen som konsekvens af den medicinske behandling.

 Smukt….overgangsalderen….det smagte lidt forkert i min mund. Vished om ”overgangsalder eller ej” kan genereres via en blodprøve, så det blev noteret på ”to do”-lsten….suk. 

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 19: ”Jeg glædede mig til at vaske hår under bruseren og ikke i Margrethe-skålen.”

Sidste kemoshot med stil
Svede og hede eller ej – det kunne ikke slå begejstringen ned. Jeg var vild med tanken om at skulle rulle til Herlev hospital for at få det sidste kemoshot. Jeg smilede ved tanken om at entrere kemo-suiten, og elegant placere det lille flag på bordet. En tradition på afdelingen er, at man får flag, når man har sin sidste behandling. Jeg mindedes en yngre kvinde, som jeg for nogle uger siden havde set storsmilende med flaget….tænk at det nu var blevet min tur.

På vej til hospitalet ringede telefonen, det var en af sygeplejerskerne (en af mine favoritter) fra afdelingen, som ville orientere om, at kemo-produktionen var forsinket. Jeg nåede lige at føle ”høj puls” over udsigten til en aflysning af min store dag, men sekundet efter stod det klart for mig, at der blot var tale om en times forsinkelse. Alt godt, great service and no sweat. Jeg brugte den varslede ”ventetid” på en stor cafe latte og fødselsdagsgavekøb til en af min bedste veninder.

Humørdræbere
Da jeg ankom til afdelingen spankulerede jeg hjemmevant, rank og storsmilende ned i kemo-suiten. Vildt at det nu var sidste gang at celledræber-saften skulle pible ind i mine efterhånden meget ”junkie-slidte” og gummiseje vener. Jeg vidste præcis, hvor flagene stod, og styrede straks derhen for derefter, med flaget under armen, at sætte mig godt til rette med ugens ALT og lidt godt til ganen (kemobehandlingen havde på intet tidspunkt berøvet mig min vældige appetit).

Et par af de andre kemo-damer, som sad tættest på mig smilede og spurgte konkluderende:

-  Sidste gang..?

Stolt som paven selv, bekræftede jeg, at det var sidste gang, hvorefter de begge responderede

- ….det har vi også prøvet.

KLASK – TA’ DEN !!!

Got it! De havde prøvet at sidde med flaget i anledning af sidste kemo, men nu sad de der igen, fordi kræften var vendt tilbage. Jeg mærkede, hvordan min første indre reaktion var vrede og frustration. Hvorfor fanden skulle de ødelægge mit gode humør med deres lorte dårlige historier??!!! Jeg tabte fuldstændig lysten til at tale med dem (det hører til sjældenhederne, at jeg ikke har lyst til at samtale) og prøvede at lukke mine ører for ikke at fedte mine egne tanker ind i de potentielle skrækscenarier.

Da jeg havde sundet mig lidt, genfandt jeg dog roen, smilet og overskuddet til at se (måske forstå), at de ikke havde fortalt deres historie for at være ufølsom over for mig. Den ene af damerne var (vil jeg tro) et sted i 40’erne med børn og spredning til bl.a. leveren og ryggen.

Hun havde fået meddelt, at der ikke var helbredelse for hende, så kemoen var alene livsforlængende. Hun var bange, og jeg fik hjerteskærende ondt af hende, samtidig med at jeg måtte erkende at jeg (qua min egen situation og skræk) ikke formåede at spørge dybere ind til hendes forløb. Åh kære kvinde, det gjorde mig ondt at se din angst og bekymring. Jeg håber i mit hjerte alt det bedste for dig og dine. Tro på at du får mange år endnu. Tro på det.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 18: ”Alle dårlige tanker stod i kø i mit hoved, og jeg var totalt tudefjæs"

Klar til start
Trods den lidt skæve start blev det en god og berigende oplevelse, og jeg blev glad da en af kvinderne, som jeg havde været på make-up kursus med, slog sig ned i kemo-suiten. Hun var sød og sjov med samme kræftudgangspunkt som jeg. Det virkede beroligende og ufarligt at tale med hende. Vi talte på kryds og tværs, med hinanden og de andre. Jeg nød, med humor og smil, at tale om de gode oplevelser der havde været undervejs

Da jeg fik nålen i hånden føltes det som var det en tændstik-tyk nål, fordi min åre var godt brugt. Heldigvis var det en af mine garvede og gode sygeplejersker, så hun fik monteret udstyret, og jeg var klar til start. Kemovæsken piblede ind i mine årer på fineste vis, og inden jeg fik set mig om var serveringen slut.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 16. ”Alle omkring mig kan trække sig tilbage til et liv uden kræft – på nær mig”

Tak for skænken, farvel og tak
Lidt vemodigt at sige farvel til sygeplejerskerne, som hele vejen igennem har været helt eminente til at varetage behandlingerne og ikke mindst give mig oplevelsen af, at de passer godt på mig.

Da jeg kom hjem fra hospitalet stod mine skønne dejlige piger klar med smil på læben og ”tillykke Mommi”. Kemoafslutningen skulle fejres i Tivoli, så blot to timer efter endt kemo trillede vi afsted til København. Jeg var indrømmet lidt træt, men glæden over at vi, som planlagt for måneder siden, nu kunne fejre kemoafslutningen i Tivoli, var stærkere end trætheden.

Den skønneste sommeraften, masser af stemning i den gamle have, skøn mad og i selskab med min mand og elskede piger. Bedre kunne det ikke blive.

Klokken nærmede sig midnat, da vi kom hjem, og jeg var ikke bare træt. Jeg var så TRÆT, at det føltes som om, at jeg nærmest ikke kunne gå. Min trætte og slæbende gang har uden tvivl set festlig ud i kølvandet på min teenagedatter, som sprang af sted på sine lange unge ben.

Træt og glad. Kemo slut – I MADE IT