Rikke Hørlykke om Korpset: Lige der følte jeg en form for afmagt

Da børnene i 8. klasse skulle søge praktik, valgte de fleste kontorjobs. Eller måske en butik. Men ikke Rikke Hørlykke, hun valgte militæret. Allerede dengang vidste hun, at hun ville bruge sig selv og sin krop i sit arbejde. Hun har altid haft et behov for at teste sig selv. I tyverne på håndboldbanen, hvor hun var med til at vinde VM- og OL-guld. Derefter som personlig træner, Vild med dans-deltager og Morgentræning på DR.

Senest har vi kunne følge hende i TV2-programmet ”Korpset”, hvor deltagerne skulle prøve kræfter med øvelser fra optagelsesprøverne til Specialstyrkerne. Rikke Hørlykke har altid vidst, at hun var godt tilpas i et miljø, hvor rammerne var faste og tonen kort og kontant, men før sin deltagelse i programmet var hun ikke klar over præcis, hvor meget hun var i stand til at presse sig selv.

Hvorfor sagde du ja til at deltage i programmet?

"Jeg har altid godt kunne lide at udfordre mig selv og kaste mig ud i ting, jeg ikke har prøvet før. På den måde er jeg lidt Pippi-agtig. Jeg kan mærke, at det giver udvikling, når jeg prøver mig selv af. Og at jeg virkelig kan mærke mig selv, når jeg tester mine grænser. Det gælder både fysisk og fagligt. Jeg synes, det er sjovt at bruge min krop og lære noget nyt, da jeg ikke trives så godt, når det hele bliver for meget af det samme. Jeg besidder helt sikkert en eventyrlyst, og det har jeg gjort hele livet. Kombineret med lidt rastløshed giver det mig forudsætningerne til at sige ja til den slags."

Vidste du, hvad du gik ind til?

"Som skoleelev var jeg flere gange i praktik i militæret. Når mine klassekammerater valgte at være i praktik på et kontor eller lignende, valgte jeg altid et sted, hvor jeg vidste, at jeg kunne få lov til at bruge min krop og bevæge mig. Derudover har jeg som voksen arbejdet sammen med mange, der har militærbaggrund af den ene eller anden slags.

Jeg vidste, at de simple rammer med hård disciplin og en bestemt måde at tiltale hinanden på var et miljø, jeg trivedes godt i. Måske er det også derfor, at elitesport var et sted, hvor jeg følte mig på rette hylde. Der var nemlig også en kort og kontant kommunikation og nogle faste regler, jeg skulle følge.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med i programmet, vidste jeg ikke helt, hvad selve programmet gik ud på. Jeg ser ikke så meget fjernsyn, så jeg havde ikke fulgt med i de tidligere sæsoner. Jeg sagde ja til at deltage, før jeg overhovedet havde set noget fra det. Da jeg efterfølgende så et klip fra en tidligere sæson, tænkte jeg; "hvad har jeg dog kastet mig ud i.""

Hvordan trænede du dig op?

"Jeg træner rigtig meget dagligt, så jeg trænede ikke specifikt op til at deltage i programmet på nær 3-4 lange gåture med oppakning. Jeg fik faktisk min første fibersprængning nogensinde i min læg fem uger, før programmet startede. Den resulterede i, at jeg næsten ikke kunne gå på benet i flere dage, og at jeg efterfølgende skulle holde det mest muligt i ro. Samtidigt skulle jeg blive ved med at styrketræne. Det var selvfølgelig uheldigt, men det lykkedes mig faktisk ret godt. Seks dage før vi skulle afsted, begyndte jeg at løbe igen. Det gik okay, og jeg tænkte, at jeg måtte tage det, som det kom. Heldigvis sprang det ikke op under optagelserne. Det lå lidt i baghovedet, da jeg tog afsted, men jeg må indrømme, at da jeg ankom, og vi skulle i gang, glemte jeg alt om det."

Vi så på tv, at du er virkelig god til at presse dig selv. Hvor fandt du styrken?

"Jeg har øvet mig hele livet. Du kan ikke bare beslutte dig for at finde en styrke frem. Min kommer af, at jeg tidligere har stået i nogle udfordrende situationer, og jeg har derfor fået et stærkt fundament med nogle værktøjer, jeg kan hive frem, når jeg er maks. presset. Jeg er rigtig god til at flytte mine tanker hen på noget andet. Det har jeg skulle bruge i elitesport, så jeg fx ikke blev alt for nervøs inden en kamp, eller når jeg skulle koncentrere mig inden et skud på mål."

Hvorfor tror du, at du klarede det så godt?

"Jeg tror faktisk, at det var til mit held, at jeg ikke vidste så meget om programmet, inden jeg tog afsted. Jeg havde snakket lidt med en jægersoldat, der fortalte, at jeg skulle koncentrere mig om mit mindset. Det betød især, at jeg skulle acceptere tingene, som de var, ikke stille for mange spørgsmål til, hvad der ellers skulle ske, eller tænke over, at noget var uretfærdigt, for så havde jeg allerede tabt kampen. Det synes jeg, at jeg blev rigtig god til undervejs. Jeg fokuserede primært på de ting, som jeg kunne ændre, og brugte derfor ikke unødvendige kræfter på alt muligt andet. Det var rigtig godt og afgørende for mig.
Ofte kan man godt bruge en masse tankevirksomhed på noget, man tror, der vil ske. Og så har man for meget fokus på det. Det fungerede godt for mig, at jeg var lidt uvidende på mange af punkterne.

Derudover havde jeg en fordel ved, at jeg heldigvis ikke er særligt nærtagende eller sensitiv. Jeg har et filter i forhold til nogle ting, som fx når vi blev råbt ad. Der var jeg i stand til at tænke, at det ikke var mig, der var noget galt med, og jeg tog det derfor ikke personligt. Det er nogle værktøjer, jeg har oparbejdet gennem tiden. Jeg kan sammenligne det med, når jeg spillede en kamp, og jeg blev ved med at skyde og brænde, så ville jeg blive nødt til at tænke på noget andet, såsom at gøre mig umage med at lave det maksimale pres til min medspiller, så vedkommende i hvert fald kunne få gode forudsætninger for at score et mål. I den slags situationer, er jeg nødt til at styre mine tanker væk fra, at jeg har brændt flere gange og i stedet tænke på, hvad jeg kan bidrage med. I pressede situationer, er det afgørende, at du bevidst kan flytte fokus."

Hvad synes du var det sværeste?

"Der er ingen tvivl om, at jeg synes, at koldt vand og dét at fryse var rigtig slemt. Jeg er dårlig til at holde varmen. Det er jeg også til dagligt. Og derudover er jeg heller ikke så vild med højder og små rum, så jeg havde faktisk nogle ting, jeg bøvlede med, og som jeg skulle bruge nogle kræfter på at tage mig sammen til at gøre. Men det var som om, at jeg bare accepterede tingene under programmet. Jeg blev på en måde lidt en maskine derinde. Jeg følte, at det her militærmiljø på nogle måder fratog mig min selvstændighed og kun bedømte mig på det, jeg gjorde i momentet. Og det trivedes jeg faktisk virkelig godt i."

Hvad var din største personlige sejr?

"Vi var i koldt vand i 45-60 minutter ad gangen over flere omgange, hvor vi bare skulle ligge og svømme rundt. Her blev jeg simpelthen så nedkølet, at jeg fik brækspasmer. Da jeg oplevede, at jeg ikke engang kunne aktivere de muskler, der skulle trække mit vejr, fordi de var nedkølede, følte jeg en form for afmagt. Alligevel vidste jeg godt, at det ville gå over.

Da vi endelig blev kommanderet op af vandet igen, vidste jeg godt, at jeg kunne komme ovenpå igen, og det afskrækkede mig ikke fra at blive ved. Jeg er derfor stolt over, at jeg kunne ramme nogle grænser, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, og alligevel være i stand til at sige til mig selv, at jeg havde klaret den indtil nu, så jeg skulle fortsætte, og at jeg bare måtte løbe mig varm. Og da kulde netop er en ting, der er svær for mig i forvejen, er det endnu federe, at jeg beviste overfor mig selv, at jeg var i stand til at klare det også."

Hvad tænkte du på, når du havde lyst til at give op?

"Jeg flyttede mine tanker. Vi skulle prøve tortur, hvor vi skulle ligge i nogle små kasser, og jeg lå der og havde klaustrofobi uden nogen anelse om, hvornår jeg ville blive lukket ud. Der kunne gå tre minutter eller tre timer. Der blev jeg nødt til at tænke på noget andet end, at jeg gerne ville ud af kassen. Jeg tænkte eksempelvis på, at jeg i det mindste ikke frøs. Og jeg fokuserede på min vejrtrækning. Hvis du holder dit fokus på at trække vejret ned helt i maven og puste det helt ud igen, flytter du dine tanker fra alt det udfordrende, du kan stå overfor. Og så fik jeg mig en lur nede i kassen, for jeg havde ikke sovet så meget om natten."

Hvad lærte du om dig selv?

"Jeg tror egentligt ikke, at jeg lærte noget helt nyt om mig selv, men jeg blev bekræftet i mange ting. Blandt andet alt det, jeg vidste, jeg havde med i bagagen fra mine yngre dage, men som jeg ikke var sikker på, om jeg var i stand til at aktivere længere. Derudover blev jeg bekræftet i, at den træning, jeg laver til dagligt, giver mening. Jeg var i stand til at gennemføre programmet på baggrund af min træning. Jeg var lidt i tvivl, om min krop kunne holde til belastningen.

Jeg følte mig mere sikker på mit mindset. Og jeg var også klar over, at jeg kunne undvære mad og søvn i noget tid. Jeg er god til at behovsudsætte, men jeg anede ikke, hvad der ventede, så jeg var jo usikker på, om jeg ville blive kastet ud i noget, hvor min grænse ville blive nået rent fysisk. Heldigvis gjorde jeg ikke det."