Som 16-årig faldt Siri ud fra en balkon. Da hun vågnede, troede hun ikke på lægens ord

Siri Malene Yu, 31, har fundet den rosa babystol frem, for hun venter snart sit andet barn, og det bliver en pige. Hun glæder sig til at nyde barselstiden med familiens nye medlem. 

"Jeg tænker ikke så meget på, at jeg har andre forudsætninger for at være mor end andre. Kørestolen er blevet en naturlig del af mit liv," siger Siri roligt.

”Hvordan skal det mon gå?”, tænker nogle måske, når de hører om kørestolsbrugere, som beslutter sig for at få et barn. Siri er et eksempel på, at det meste lader sig gøre, også når man er lam fra livet og ned.

Hun ved godt selv, hvordan det er at løbe og gå, hvorhen hun vil. Hun var en frisk og aktiv teenager, som bl.a. spillede håndbold, da ulykken ramte hende i 2007. Hun var 16 år, boede i den norske by Honningsvåg og var til fest natten til den 17. maj sammen med venner og bekendte, da hun beruset faldt ud fra en balkon, brækkede en ryghvirvel og fik en komplet rygmarvsskade.

"Jeg husker intet fra selve ulykken. Og der er delte meninger om, hvad der skete. Det eneste, jeg erindrer, er, at jeg blev stresset, da jeg vågnede op i ambulancen og opdagede, at jeg ikke kunne mærke mine ben," fortæller hun.

Hun blev kørt til det lokale sygehus, men da de forstod, at hun muligvis var blevet lam, blev hun sendt videre til sygehuset i Tromsø, hvor overlægen hurtigt gav hende en tydelig besked: ”Skaderne er så store, at du ikke kommer til at gå igen”.

"Jeg sagde til mig selv, at hun tog fejl. Den første tid benægtede jeg fakta, hvilket jo er naturligt, når noget så dramatisk sker. Jeg havde også dage, hvor jeg nægtede at spise. Jeg var i chok og følte, at alt var ude af kontrol, og jeg måtte tage kontrol over noget," ræsonnerer hun i dag.

Siri fik at vide, at når man bliver lammet efter at have brækket ryggen, har man et vist tidsvindue at forholde sig til: Hvis man får følelsen tilbage i benene, inden der er gået tre måneder, er der en mulighed for, at man måske kommer til at gå igen.

"Men jeg fik ikke følelsen tilbage," konstaterer hun.

”Hvorfor lige mig?”

Hun blev sendt til et neurocenter for at genoptræne i det omfang, det var muligt. Det handlede mest om, hvordan hun skulle kunne klare sig uden følelse i benene – og uden at kunne gå eller stå.

Tidligt stillede hun og hendes mor ét spørgsmål: Ville hun stadig kunne få børn? ”Ja”, svarede lægen, og det var en god besked at få. Siri elskede børn og drømte om at få dem selv. I tiden, som fulgte, havde hun alligevel mange tunge dage. Spørgsmålet, de fleste stiller sig, når alvorlig sygdom og skade rammer, kom også til hende: ”Hvorfor lige mig?” Hun følte sig nedtrykt.

Da Siri kom hjem igen, var der ikke meget, der var indrettet til en kørestolsbruger. Hun fortsatte i skole, men sad meget hjemme for sig selv uden for skoletid. I årene efter ulykken havde hun ofte ondt af sig selv og følte, at livet var trist, fordi alle andre på hendes alder kunne være ude og leve livet.

"Der var meget sne om vinteren og mange trapper overalt, og det var ikke et godt sted at være for mig som kørestolsbruger. Efter studentereksamen flyttede jeg derfor til Oslo for at studere," fortæller hun.

Heldigvis var hun blevet meget selvstændig under genoptræningen. En god veninde sagde, ”Om fem år går du, Siri!”. Det var ikke realistisk, men det var det, hun havde brug for at høre. Venindens positive indstilling blev guld værd.

På sit studie mødte hun Ming, som var nogle år ældre. De begyndte at læse sammen og blev kærester. For Siri blev han den første rigtige kæreste.

"Kærlighedslivet kan nemt blive mere kompliceret, når man sidder i kørestol – det ved jeg fra andre. Men for mig blev det heldigvis ikke sådan. Jeg tror ikke, Ming tænkte så meget over, at jeg var lam. Der var lidt flere udfordringer med mig end med andre, men ikke mere end det," konkluderer hun med et smil.

Se på mulighederne

Lad være med at stirre dig blind på begrænsningerne, men se i stedet på alle de muligheder du får – også dem, du ellers aldrig havde fået, er Siris motto.

"Jeg har været med på fantastiske ophold gennem neurocenteret, bl.a. ”Camp Spinal”, som handler om livet efter tiden på sygehuset. Mentorerne er mennesker, som har siddet i kørestol længere end én selv og har masser af erfaring. De er meget motiverende," fortæller hun.

Gennem mentorerne hørte hun om sportsgrenene parabob og -rugby, som hun har deltaget i. I tilgift har hun fået mange nye, gode venner.

"Det sker, at jeg tænker på, hvordan mit liv ville have set ud, hvis jeg ikke var faldet og blevet lam, men jeg ender med at tænke, at jeg er glad for, at det blev, som det blev, for jeg fandt Ming, og vi fik Matheo og har et godt liv," pointerer Siri.

I hendes familie tror de på, at ting ofte sker af en grund, og hun tror, at hun mødte modstand for at vokse. Men der er stadig udfordringer:

"Når vi er på stranden om sommeren, kan jeg ikke bevæge mig rundt – det er svært for mig at følge efter en løbende Matheo i sandet. Det er også hårdt, når vi er i Legeland, og jeg bare må sidde og se ham udfolde sig, for hvis jeg havde været frisk, ville jeg have været en mor, der legede med."

Da Matheo blev døbt, var det far Ming, som bar dåbsbarnet.

Ud af komfortzonen

Siri smiler og siger, at det kan være lidt af en opgave at følge med en aktiv, toårig søn, som løber væk på trapper eller ikke vil gå den vej, hun skal. For at undgå dumme situationer har hun altid lækkerier med i lommen.

"Jeg lokker med godbidder, ligesom folk gør med hunde," siger hun og ler.

Før Siri og Ming fik børn, rejste de meget, og det var altid ham, der tog kufferterne. Da de fik Matheo, måtte han tage kufferterne og et barn. Nu bliver de tobørnsforældre, og det kommer til at begrænse dem endnu mere.

"Men jeg er indstillet på at tvinge mig selv ud af komfortzonen og ikke lade begrænsningerne bestemme, hvordan jeg lever mit liv. Når man er afhængig af en kørestol, gælder det om at se mulighederne og det, der kan lade sig gøre med lidt ekstra indsats," siger hun.

Siri klarer sig selv. Hun går i bad, tager tøj på, kører bil, cykler, handler, rydder op og vasker tøj. Kun én ting gør hun sjældent – det er at lave mad, for det er Ming bedst til.

"Jeg føler mig meget heldig, og på en måde var det godt, at jeg blev lam i så ung en alder, for når man er ung, er det lettere at omstille sig. Når vi som familie tager på cykeltur og stopper et sted for at drikke kaffe eller tager på legepladsen sammen, har vi det alle fint. Så hygger jeg mig og føler mig lykkelig. Nu bliver det fint at blive en familie på fire."