Løbeblog uge 8: Stik mig en teknologi-sut

Forleden ville jeg prøve at løbe uden min mobiltelefon. Det vil sige minimalistisk løb – uden musik og uden mulighed for at tjekke min fart og holde styr på mine løbeintervaller via diverse app's. Nu skulle jeg bare løbe og mærke efter, hvor meget min krop kunne klare, og hvad den havde lyst til, eller som løberne siger: "om benene var gode". Samtidig ville det give mig lejlighed til at nyde lyden af fuglepip, blades raslen og mit eget åndedræt i stedet for naturoverdøvende musik. Ja, jeg blev nærmest helt afstresset bare af at tænke på det. Og så kom jeg op i Fælledparken, løb cirka 100 meter og stoppede ... og kom ikke i gang igen. Uden musik til at distrahere, og en timer til at fortælle mig, hvornår jeg skulle løbe, og hvornår jeg skulle gå, gad jeg ikke. Det, jeg mærkede uden de sædvanlige distraktioner, var simpelthen ikke rart. Benene var ikke gode. Jeg manglede min teknologi-sut.

Man kan (og det har jeg også gjort) grine alt det, man vil, af det selftrackende folk – altså dem der skal bruge et stykke teknologi til at finde ud af, om de har sovet godt, eller har fået bevæget sig nok i løbet af en dag. Kan de ikke bare mærke efter?

Jo, det kan man synes, men nu er jeg blevet mere nuanceret i min holdning. Jeg har i hvert fald erfaret, at nogle gange kan det, at mærke efter, blive så ubehageligt, at der er brug for et seriøst teknik-fix.

Mine yndlings er disse tre apps:

Moves, der viser mig hvor langt og hvor jeg har løbet (ja, det synes jeg er sjovt at se, selvom jeg lige har løbet ruten, kuk kuk).

Spotify – "uden musik i øre, vil benene ikke på sig røre".

Seconds Pro, en intervaltimer, hvor du kan lave dine egne intervaller på en måde, så timeren dutter oven i den musik, du hører. Og så har vi jo gang i to teknologisutter på en gang, og så bliver det ikke meget bedre!

Lektien: Hellere måle end at mærke, når man løber.