Test: Her er de bedste løbesko
SPONSORERET indhold

Test: Her er de bedste løbesko

Af: Maria Kaufholz
28. apr. 2014 | Sundhed | ALT for damerne

Camilla Ottesen, 41 år, arbejder på TV3

Brooks Ravenna 5, 1.200 kr.
En lidt blødere og lidt lettere sko, men stadig med stabilitet og god støddæmpning.

+ Største plus
De støtter min pronerede løbestil.

÷ Største minus
Heldigvis synes jeg ikke, der er noget
minus. De er lige til at løbe en tur i!

Hvad lagde du mærke til på første løbetur?
Skoen føles lettere end Asics, og pasformen er god til min smalle fod. Det er en sko til pronationsløb, så jeg løb rigtigt godt i dem. Et plus er, at de er rimeligt fleksible i sålen.

Kan du mærke forskel i forhold til andre løbesko?

De fleste af mine andre løbesko vejer 100 gram mere, det gør en forskel. Brooks-skoene vejer kun 241 g og er alligevel stabile.

Det er jo ikke udseendet, der tæller, men...
...Brooks-skoene er mere dæmpede i farven. For mig er det en langturssko.

Cecilie Beck, 43 år, studievært på TV2

Nike Lunarglide 5, 1.100 kr.
En let, neutral sko med god støddæmpning. Kan bruges til både kortere og længere ture.
+ Største plus
Den pæne, pæne grågrønne farve.
÷ Største minus
De adskiller sig ikke funktionsmæssigt fra andre sko.

Hvad lagde du mærke til på første løbetur?
Du milde makrel, hvor er der forskel på de nye og mine snart to år gamle løbesko! Jeg indså, at jeg skal skifte sko meget oftere. Lunarglide sidder tæt, men blødt ind mod anklen, og godt på foden. Fin ventilation på forfoden. Den har udmærket affjedring, men jeg vil nok vælge den fra til længere løb på asfalt.

Kan du mærke en forskel i forhold til andre sko?
De gamle var jo slidt, men i bund og grund minder de nye sko nok om dem, da de var nye.

Det er jo ikke udseendet, der tæller, men...
De er pæne og enkle, og det tæller. Normalt er løbesko grimme med energiske detaljer og pangfarver.

Natasja Crone, 43 år, studievært på TV2.

Adidas Adistar Boost, 1.400 kr.
Skoen er til de lidt hurtigere eller kortere ture, da den har lidt mindre stabilitet, men en meget dynamisk støddæmpning.
+ Største plus
Skoene er vildt lette.
÷ Største minus
At de ikke kan klare de længere ture.

Hvad lagde du mærke til på første løbetur?
De er lette og fede at løbe i. De sidder ikke så blødt omkring foden som Asics, men der er nul vabler, tæer, der støder på og eller ”svup” i hælen.

Hvad er forskellen i forhold til andre løbesko?
De holder måske ikke til længere ture. Jeg bevægede mig ud i en 15 km forleden (personlig rekord, pyha), og der kunne godt mærke jorden til sidst. Asics-modellen giver mere støtte mod stød.

Det er jo ikke udseendet, der tæller, men...
Farven skal sådan en sort-hvid-grå-type som mig lige vænne sig til!

Cecilie Beck, 43 år, studievært på TV2.

Asics Gel Nimbus 15, 1.500 kr.
Den klassiske mængdetræningssko til de længere ture.
+ Største plus
Den bløde affjedring.
÷ Minus
Hvid, gul, pink, grøn, turkis og petroleumsblå i en sko? Har de tabt
farveladen på produktionsbåndet?

Hvad lagde du mest mærke til ved skoene på første løbetur?
Den usædvanlig gode affjedring. Jeg har faktisk aldrig oplevet noget lignende! Wauw, hvor de bumper blødt og nærmest elastisk af sted på asfalten.

Hvad er forskellen i forhold til andre løbesko?
De er ”skabt til netop at føre noget af den nedadgående træde-energi op og tilbage i benet”, forklarede forhandleren. Selvom jeg var skeptisk, føles det, som om et eller andet er lykkedes. Skoen sidder godt på min fod hele vejen rundt, og støtter alle de rigtige steder. Jeg har aldrig løbet i sko, der er så behagelige, så de kommer til at følge mig fremover!

Det er jo ikke udseendet, der tæller, men...
Hvad de har i funktion, lever de til gengæld ikke op til æstetisk. Jeg synes, de grænser til det latterlige, med et farvespil, man skulle tro, var lavet for at fange børns opmærksomhed. Men – jeg har ikke noget imod at ligne et fjols på ruten, når de bærer mig så behageligt og blødt igennem min sædvanlige løbetur.

Natasja Crone, 43 år, studievært på TV2.

Asics Gel Kayano 20, 1.600 kr.
En klassisk mængdetræningssko til de længere ture med moderat stabilitet og kraftig støddæmpning.
+ Største plus
Pasformen, støtten, og at de er meget stødabsorberende.
÷ Største minus
Neonstilen...

Hvad lagde du mærke til på første løbetur?
Begge sko er valgt ud fra mine to primære skavanker – eller udfordringer, om man vil. Dels blev jeg opereret to gange for en diskusprolaps for to et halvt år siden, dels løber jeg med fødderne lidt indad. Operationen betyder, at jeg skal have ret meget støtte i sålen, når jeg løber. Denne sko er dejligt blød at træde ned på, og sidder i det hele taget godt på foden, uden at stramme – den er heller ikke for løs ved hælen, som nogle modeller er på min fod, der er smal.
Hvad er forskellen i forhold til andre løbesko?
Jeg er vant til Asics, så det er ret meget det samme.

Det er jo ikke udseendet, der tæller, men... De modeller, jeg bedst kunne lide rent mode-mæssigt, kunne jeg slet ikke løbe i. Denne sko er meget farvestrålende. På en ekstremt orange og grøn måde. Jeg kan sagtens leve med det, men hvis jeg selv skulle have farvet dem, var jeg stoppet i en lidt mindre amokagtig skala.

Trine Panum, 43 år, på orlov fra jobbet som journalist på TV2.

Nike Free 5.0, 699 kr.
En let sko, der følger fodens naturlige bevægelser, og er god til kortere løbeture.
+ Største plus
Blødheden og designet.
÷ Største minus
Det er ikke en løbesko, man bør løbe specielt langt i.

Hvad lagde du mest mærke til på første løbetur?
Jeg lagde mest mærke til, at man slet ikke mærker, at man har sko på, så bløde og lette føles de. Jeg tog et par ture på fem kilometer, men tre kilometer er nok bedre. Faktisk vil jeg nok anbefale den mere som en fritidssko – fuldstændig som at have hjemmesko på!

Hvad er forskellen i forhold til andre løbesko?
De er blødere end mine yndlingssko, Asics Kayano, men ikke specielt stabile. De er lette og har rimelig god støddæmpning, og de er superkomfortable.

Det er jo ikke udseendet, der tæller, men...
De er smarte og forårsagtige i farven... og fede at se på.

Camilla Ottesen, 41 år, arbejder på TV3

Asics GT 2000, 1.300 kr.
En stabil sko med en smal pasform og god støddæmpning til mængdetræning.

+ Største plus
Det er de letteste løbesko, jeg har.
÷ Største minus
Jeg kan ikke komme på et minus, jeg er vild med dem.

Hvad lagde du mærke til på første løbetur?
Min fod gled lige ned i skoene, og jeg løb let på trods af, at det regnede og var stiv kuling. Det føltes som om, at skoen gav min fod masser af luft, samtidig med, at den sad stramt. Det kan jeg godt lide. Modellen har forstærkninger ved fronten, så man mærker, at foden står godt fast.

Kan du mærke forskel i forhold til andre løbesko?
Mit største problem har nok været, at jeg ikke skifter løbesko ofte nok, så de når at miste stødabsoberende kraft. Jeg løber rigtigt godt i Asics og har også tidligere haft et par.

Det er jo ikke udseendet, der tæller, men...
... det gør det for mig. Heldigvis findes der i dag så mange modeller og farver. Indimellem finder man et par, hvor komfort og udseende matcher.

Trine Panum, 43 år, på orlov fra jobbet som journalist på TV2.

Asics Gel Kayano 20, 1.600 kr.
En klassisk mængdetræningssko til de længere ture, med moderat stabilitet og kraftig støddæmpning.
+ Største plus
Jeg kan løbe lange ture i den uden at
blive træt i kroppen.
÷ Største minus
Farven. Det er også det eneste, der er at udsætte på denne fremragende løbesko!

Hvad lagde du mærke til på første løbetur?
Det er mit livs løbesko (og jeg har haft mange). Den er let, har lidt ’runde’ snuder, hvilket er velegnet til mine fødder, og så stødabsorberer den godt. Jeg kommer til at bruge den til de længere ture: 10 km og derover. Pasformen er virkelig god. Skoen er blød, men samtidig stabil, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Foden bliver holdt fast i skoen, hvilket er en rar fornemmelse.

Hvad er forskellen i forhold til andre løbesko?
Det bliver svært at bruge andre løbesko herefter.

Det er jo ikke udseendet, der tæller, men…
Den er – mildt sagt – ikke pæn! Og jeg synes, den ser lidt klodset og billig ud. Det ved jeg jo så, at den på ingen måde er. Men designmæssigt halter den.

Vi sendte ALT for damernes fire løbeambassadører Camilla Ottesen, Trine Panum Kjeldsen, Natasja Crone og Cecilie Beck ud at teste sæsonens nye løbesko. Få også fif til, hvordan du vælger de rigtige.