Trine Dyrholm mærker overgangsalderen - men noget andet fylder mere for hende

Sidste sommer vandt Trine Dyrholms søn, Axel, DM i Wakeboard. Han var på det tidspunkt 14 år, og Trine delte et vildt billede af ham på Instagram, hvor han nærmest fløj i luften over vandet, og nedenunder skrev hun ”kæmpe tillykke med guldet” og tilføjede tre hjerter og tre brændende bål-emojier.

Stolt mor. Og rædselsslagen mor.

"Der er ingen tvivl om, at jeg har et meget stærkt beskyttergen – og så har jeg en søn, der hele tiden udfordrer det gen."

Hun griner højt.

"Wakeboard er sådan noget med at hoppe op og lave baglæns saltoer, og hvad ved jeg, ude på vandet på et board, og jeg ønsker virkelig, at han skal blomstre i det. Samtidig har jeg det sådan, åh, kunne du ikke bare blive hjemme?"

Hun griner igen.

"Og sådan har det været altid. Fra Axel var helt lille, klatrede han op alle steder og råbte ”se mig”, og det er jo også sådan, det skal være, men det har været svært for mig ikke at svare med et nervøst ”uh, du er højt oppe, hva’!” Jeg kan se de sygeste farer alle mulige steder, og nogle gange kigger Axel på mig og er sådan, mor, hvordan skulle det overhovedet kunne ske? Men i min fantasi kan der ske mange ting!"

"Som forælder skal man jo finde balancen mellem at give slip og passe på sit barn, og i forhold til bekymringer og angst er jeg måske ikke helt så go’, som jeg gerne ville være. Men jeg øver mig. Især nu, hvor Axel er 15 år og for alvor skal begynde at ”gå selv” og være teenager. Uha. Jeg ved jo godt, hvordan jeg selv var, da jeg var i den alder."

Grundstyrken

Mor-barn-temaet, som Trine hurtigt kommer ind på denne formiddag, ligger hende meget på sinde. Både fordi hun kan mærke, at hun er på vej ind i en helt ny fase af sit liv, hvad det angår, men også fordi hun er aktuel i filmen ”Birthday Girl”, der netop handler om en mor til et barn, der kommer galt afsted.

Filmen er inspireret af virkelige hændelser og bygger på et stort researcharbejde, der – nok overraskende for de fleste – viser, at man som passager på et krydstogtskib i internationalt farvand er uden sikkerhed og rettigheder.

Trine spiller Nanna, der har inviteret sin datter, Cille, på cruise fra Miami til Bahamas i anledning af datterens 18-års fødselsdag. Med sig har de også Cilles veninde, og det står hurtigt klart, at Nanna og Cille ikke har verdens bedste forhold.

Allerede den første nat på skibet går det galt, og Cille bliver fundet omtåget på øvre dæk. Hun har tydeligvis været udsat for et overgreb. Nanna kræver, at politiet skal gribe ind og finde gerningsmanden, men da skibet er på åbent hav, og da Nanna og Cille er ”udlændinge”, har de ingen rettigheder og bliver afvist. Men man afviser ikke en løvemor.

"Nanna er en ret grænseoverskridende karakter, som bryder reglerne lige med det samme, da de kommer ombord på skibet ved bl.a. at lade sin datter og veninden drikke alkohol, selvom de er for unge. Men da Nanna så pludselig selv har brug for reglerne, og der ikke er nogen, kan hun se, at nu er hun nødt til at være stærk og gå i krig for sin datter. Og det gør hun."

"Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at alt det, der derefter sker, ender med at binde mor og datter sammen, og på den måde bliver begivenhederne sådan en prisme, man ser et mor-datter-forhold igennem."

Hvis du stod i en tilsvarende situation med din søn, hvordan ville du så selv reagere, tror du?

"Gid jeg aldrig må stå i sådan en situation!"

Men ville du kunne finde de samme kræfter, som Nanna gør?

"I 2020 spillede jeg Erna i filmen ”Erna i krig”, som foregik under Første Verdenskrig i 2018. Erna klædte sig ud som mand og gik med sin søn i krig for at passe på ham. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg ikke selv ville holde 10 sekunder i den krig, hun står i, men det er jo det, jeg elsker ved at være skuespiller. At jeg for en tid kan få lov til at gå ind i nogle andre menneskers styrke. Sådan har jeg også haft det med Nanna i den aktuelle film."

"Det stod meget hurtigt klart for mig, at hun var en karakter med en stor styrke, og jeg kunne med det samme mærke, at jeg havde det så godt ”inde i hende”, at jeg kunne lade hende snakke og improvisere. Jeg var med til at skabe karakteren Nanna, men så kørte hun ligesom selv. Jeg ved ikke, om jeg ville ønske mig, at jeg kunne gå hele vejen, som hun gør i filmen, men styrken – hendes grundstyrke – den kan jeg godt bilde mig selv ind, at jeg ville have i sådan en situation. Uden selvfølgelig at vide det med sikkerhed."

Mor ved bedst

Så du ville være den, der slog i bordet, hvis der overgik din søn noget uretfærdigt eller grænseoverskridende?

"Ja, jeg vil helt klart stille op for enhver pris, jeg vil beskytte ham, og jeg vil være den løvemor, som jeg er. Jeg ville nok ikke være så konfrontatorisk, som Nanna er, men ja, jeg kan love dig for, at jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt for min søn. Når det er sagt, ved man jo aldrig, hvordan man helt konkret vil reagere i en given situation, og jeg har prøvet både at ”gå i krig” og blive paralyseret."

I dit eget liv?

"Ja, og i det små. De gange, jeg har oplevet at blive paralyseret, er min mand trådt til. Jeg ved, at han til hver en tid vil løse en given situation. Uden diskussion. Den styrke har han. Og som sagt, jeg har så også oplevet at have styrken selv og er blevet helt overrasket over, hvordan jeg pludselig kan slå i bordet, hvis det hele virkelig brænder!"

"I forhold til ens børn skal man dog også lige huske på, at man altid skal lytte til dem, inden man går i krig. Det gør Nanna i filmen ikke, og måske ville tingene ikke have udviklet sig, som de gør, hvis hun lige havde hørt efter, hvad datteren siger. Og det er jo det, der er dilemmaet somme tider, at man som forælder tror, at man ved bedst i forhold til sine børn."

Men man har jo også en større erfaring som forælder?

"Ja, og vi ved også tit bedst, men nogle gange glemmer vi at lytte. Og så er vi tilbage ved det med at give slip. For det er det, kærlighed handler om. At give slip og samtidig beskytte. Det er sådan et tohovedet monster, og jeg har altid selv slåsset med det i forhold til min søn."

"Siden han var helt lille, har jeg nysgerrigt prøvet at finde ud af, hvem han er som menneske. Jeg har hele tiden forsøgt også at lade ham vise mig vejen, for hvis ikke jeg gør det, så kommer jeg til at lave en vej, som ikke er hans. Og det er noget, jeg er ret optaget af i det hele taget, også i mit arbejde. Det her med ikke at sætte sig på momentet. Det er en livsfilosofi, som er sindssygt svær at efterleve i virkeligheden, og som er meget nemmere at efterleve, når man står inde i fiktionen."

"Når jeg spiller en scene, har jeg nogle replikker, kameraet er tændt, alting er parat, og jeg ved, hvad jeg skal. Og derfra bliver jeg så nødt til at gå ud i det ukendte og se, hvad der sker. Leve momentet. Mærke, hvad der sker, når jeg giver mig hen til rollen. På samme måde er livet fyldt af momenter, og hvis vi kommer ind i momentet med for mange fordomme, for mange regler eller for mange idéer om, hvordan momentet skal være, så når vi ikke at leve momentet."

"Sådan er det også i mødet med andre mennesker. Vi er nødt til at være nysgerrige på, hvem det menneske, der står overfor os, er, i stedet for at sige, ja, ja, jeg ved lige præcis, hvordan du er. Og det fører mig tilbage til det at være mor. Fordi det er det, der er det svære. Man føder et barn, som er et produkt af noget, man kender fra sig selv, og af noget, man har mødt og lært at kende. Dertil kommer noget helt tredje, som er fuldstændig ukendt. Det her barn skal man prøve at forstå samtidig med, at man lader det vokse op og blive til sig. Det er ikke altid lige nemt."

"Men lige så vel som at livet består af momenter, lige så vel består det af relationer. Og for mig er relationer det allervigtigste i livet. Det er i relationerne, vi opstår. Det er i relationerne, livet opstår. Og det er i relationerne, man finder noget værdi, som går ud over en selv, både privat og i det professionelle samarbejde."

Tøjbytteklubben

Man skal ikke tale ret længe med Trine, før hun kommer ind på vigtigheden af netop fællesskaber.

"Jo ældre jeg bliver, jo mere har jeg forstået, hvor meget fællesskaber egentlig betyder. Da jeg var yngre, havde jeg behov for at udkomme i et fællesskab og vise, hvem jeg var. I dag er jeg mere optaget af, hvem vi er sammen. Derfor betyder det også mere og mere for mig, hvem jeg arbejder med, og hvad det er for nogle fællesskaber, vi kan lave."

Så det er ikke dig, der skal stå og shine?

"Jeg ved jo godt, at når jeg laver en film, skal jeg også helst stå og shine, men jeg ville være ked af, hvis folk gik ud af biografen og sagde, ej, hvor var hun god. Jeg vil hellere have, at man går ud og siger, gud, hvor havde jeg en vild oplevelse med den her film. Jeg er kun god i en film, hvis jeg er helt bevidst om alle de andre dygtige mennesker, der er med til at lave den."

Dyrker du også fællesskabet i dit private liv?

"Det gør jeg i høj grad. Jeg har f.eks. en tøjbytteklub, som opstod helt tilbage, da jeg gik på Teaterskolen, og som stadig består. Det var Louise Mieritz og jeg, der begyndte, og siden er bl.a. Tammy Øst, Ditte Hansen, Lotte Andersen og et par stykker mere kommet med. Vi mødes to gange om året, efter vi har ryddet op i vores klædeskabe, og så bytter vi tøj. Det er en fantastisk måde at mødes og følge med i hinandens liv."

Hun kigger ned ad sig selv.

"Den her trøje, jeg har på i dag, er faktisk fra tøjbyt – jeg tror, det var Dittes."

Hvordan foregår jeres tøjbytte?

"Vi spiser brunch, mens vi lige taler om, hvordan vi har det. Derefter præsenterer vi hver især den bunke tøj, vi har med, og fortæller små sjove historier om det, for eksempel: ”De her bukser havde jeg på, da jeg mødte Niclas”. Den slags. Somme tider hører vi de samme historier flere gange, for man må gerne tage tøjet med igen næste gang. Vi går jo alle op og ned i vægt og den slags, så tøjet cirkulerer."

"Når man har fortalt om et stykke tøj, råber dem, der er interesserede i det, ”billet”, og på den måde bliver tøjet fordelt i bunker. Derefter render vi rundt og prøver tøjet, og hvis der er flere, der vil have det samme, kommer det i en bunke, vi trækker lod om til sidst. Det er meget formaliseret, meget hyggeligt og giver jo så god mening i en tid, hvor vi skal genbruge mere."

Hvad betyder det, at I har fulgtes ad i så lang tid?

"Det betyder, at vi virkelig kan dele de ting, vi har på hjerte. For eksempel bragte jeg sidste gang temaet omkring det her med at give slip på min søn op. Og så sad der nogle stykker, der havde prøvet det, som kunne berolige mig lidt, og andre, som står i den samme situation lige nu. Det føles meget trygt. I det hele taget er jeg heldig at have mange tætte, fortrolige veninder."

Hvad er det, veninder kan?

"Veninder er et meget vigtigt rum for mig. Det er nogle kvinder, som jeg kan forstå og flytte mig sammen med, og det er kvinder, som jeg tør dele meget private ting med. Jeg har et par stykker helt tilbage fra min ungdom, og ellers er mine nærmeste veninder kvinder, jeg har mødt gennem mit arbejde."

Har du andre typer af fællesskaber?

"Vi har en skiklub, hvor vi er nogle familier, der rejser på skiferie sammen. Fordi Axel er enebarn, er jeg altid gået op i at have nogle fællesskaber, hvor han er pakket godt ind, så han har nogle livsvidner i stedet for søskende. I skiklubben er vi vokset op med hinanden, både børn og voksne, mænd og kvinder. Vi er også del af et kollektiv i Sverige, og det er et fællesskab på en anden måde med arbejdsweekender og den slags. Vi har desuden et godt naboskab, der hvor vi bor. Og ja, så er der jo de professionelle fællesskaber. For eksempel oplevede jeg særligt på tv-serien ”Arvingerne”, som løb over fire år, at få et meget tæt forhold til mange af mine kollegaer der, og flere af dem er stadig nogle af mine nærmeste venner."

50 -årsdagen

Siden Kong Frederik trådte til i begyndelsen af året, har mange reflekteret over hans valgsprog: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”, som jo netop også tapper ind i fællesskabstanken.

Direkte adspurgt har Trine da også en del tanker om det at være forbundne.

"Det er vigtigt for mig at føle mig forbundet med andre mennesker, og jeg gjorde lidt status hvad det angår, da jeg fyldte 50 år i 2022. Jeg havde kæmpe optur over det, og jeg havde det sådan, okay, det er fandeme sjovt at fylde 50!"

Hvorfor?

"Jeg blev enormt rørt over den fejring, der gik i gang. Jeg fyldte 50 i påsken, hvor jeg var hjemme fra optagelserne på ”Birthday Girl”. Niclas var blevet 50 ugen før, hvor han var i Aarhus og arbejde, så vi mødtes i påsken og fejrede hinanden og os selv med en stor familiefest. Bagefter tog jeg tilbage til Estland, hvor vi filmede, og der overraskede hele holdet bag filmen mig med en middag i Tallinn med fyrværkeri på kagen og det hele. Det var vildt sødt."

"Derudover blev jeg utrolig rørt over, at Cinemateket lavede et retrospektivt arrangement, hvor jeg skulle vælge fem af mine film, der så blev vist. Jeg valgte sjovt nok fem film, der alle var instrueret af kvinder, og det slog mig, at jeg netop er vokset op med og har arbejdet sammen med mange kvindelige instruktører. Jeg inviterede to af dem med ind for at præsentere filmene for at pege på, at det ikke kun var mig, det handlede om, men at vi havde haft et fællesskab, som havde været ret unikt."

"Jeg tror, at jeg blev sådan lidt overvældet over, at jeg både skulle gøre status i livet og forholde mig til, hvem jeg var, og også kunstnerisk ved at skulle vælge fem film, der havde betydet noget. Og der handlede det igen i høj grad om relationer. Jeg og instruktør Charlotte Sieling blev også på samme tidspunkt inviteret til Lübeck i anledning af filmen ”Margrethe den Første”, hvor jeg fik overrakt sådan en homage-pris. Det var Annette K. Olesen, som jeg bl.a. har lavet ”Lille Soldat” med, der overrakte prisen med den smukkeste tale og iført en jakke fra ”Lille Soldat”, som jeg havde haft på i filmen, og som hun havde gemt."

"Altså, der var bare lige pludselig en masse ting omkring min fødselsdag, som var meget, meget rørende. Og så fik jeg jo den bedste gave af min søn."

Hvad fik du?

"Det var et gavekort på gåture sammen med ham."

Hun smiler stort.

"Så det har jeg ønsket mig igen, fordi det blev brugt op. Der var jo limit på, haha. Han vidste, at det var sådan en gave, der ville gøre mig allermest glad, og det var ret fint tænkt, synes jeg. Og som om at alt det ikke skulle være nok, så holdt jeg også lige en damemiddag for 20 af mine tætteste veninder. Der blev holdt taler og sunget sange, og at kigge ud over alle de damer, som fylder så meget i mit liv, som jeg elsker over alt på jorden, og som stiller op i tykt og tyndt, var også så super rørende. Så ja, i bund og grund viste min fødselsdag mig, at jeg er så utrolig heldig, at jeg har så mange nære relationer, der betyder alt for mig. Det er jeg meget taknemmelig over."

Det lyder jo helt skønt, så ingen tristhed over at runde et skarpt hjørne?

"Det eneste, jeg kan pibe lidt over, er noget med, at åh, det gør lidt ondt i mine knæ, og ja, det er blevet sværere at smide nogle kilo, når det er nødvendigt til en rolle. Og så er jeg også begyndt at forhold mig lidt til noget overgangsalder, men det er nu ikke slemt endnu. De ting, jeg mærker, kan også sagtens skyldes andre ting."

Hvad kan du mærke?

"Jeg er et menneske, der altid har forholdt mig til det mørke i mig selv. Til det depressive, det angstfyldte, eller hvad det nu er. Og jeg fornemmer, at der er noget kemi, der er gået i gang i mig, som indimellem medfører nogle lidt voldsomme følelser og noget depressivt, som kan overvælde mig lidt. Vi lever jo i en tid, som på mange måder er ret ubærlig, og jeg bliver nok påvirket på mange parametre."

"Man kan sige, at det ikke er nyt, at der sker voldsomme ting i verden, men forskellen er måske, at man som voksen tænker mere over, at man selv bør tage ansvar og gøre noget, hvor man kan. Det tænkte jeg nok ikke så meget over som ung."

Tab og betydning

Der er vel også nogle tanker om, at man rykker længere ud på grenen, jo ældre man bliver?

"Jeg har heldigvis stadig min mor, men vi mistede Niclas’ mor sidste år. Det var et kæmpe tab for os at miste Britt (Bendixen, red.), det skal ikke være nogen hemmelighed. Men vi fik heldigvis sagt et ordentligt og et meget, meget smukt farvel. Jeg har ikke lyst til at blive for privat omkring det, men det var en meget rørende, smuk og fin oplevelse at se, at hun accepterede, at hun skulle dø."

"Det var en meget voldsom tid, men fordi det foregik så kærlighedsfuldt, så blev det ikke en traumatisk fortælling, selvom døden jo altid er traumatisk på en eller anden måde. Vi holdt en meget stor bisættelse, hvor alle kunne få lov til at være med, og der handlede det igen om fællesskabet. Da vi mistede Britt, kunne vi tydeligt mærke alle de mennesker, som hun havde betydet rigtig meget for, og det fik mig da til at tænke over, hvilket eftermæle jeg gerne selv vil have. Og der har jeg det sådan, at jeg også gerne vil have betydet noget for andre mennesker."

Og det var også det, du oplevede, da du blev 50?

"Præcis. Der gik det op for mig, at gud, jeg har betydet – og betyder – noget for nogen. Og det gik for alvor op for mig, at vi skaber livet sammen. Jeg er en del væk fra familie og venner på grund af mit arbejde, og derfor er det vigtigt for mig, at vi bruger den tid, vi har sammen, ordentligt. At vi føler os forbundne, når vi er sammen. At vi er generøse overfor hinanden. At vi gør os umage med at være den bedste version af os selv. Hvis vi kan det, så har vi hver gang haft et lille stykke liv, der var værd at blive levet."

"Og hvis jeg så også oveni købet kan lykkes med at lave noget kunst, der kan ramme folk i små momenter, så de føler, at vi bærer tingene sammen, så er det det, jeg har lyst til at bruge mit liv på. Jeg håber på, at der gennem kunsten kan opstår en forbundethed og et fællesskab, som kan være med til at løfte os ud af de udfordringer vi har i verden."

"Jeg ved godt, at det kan lyde naivt, men jeg bliver nødt til at tro på, at det er det, kunst kan. Jeg bliver nødt til at tro på, at vi kan dele nogle eksistentielle følelser i det kreative rum, som gør, at vi bliver mindre ensomme og dermed går mindre i krig mod hinanden."