Victoria fik en spiseforstyrrelse som 14-årig - i dag har hun et opråb til alle forældre

Kan du huske første gang, du blev bevidst om, hvordan din krop så ud?

"Ja, der er et meget specifikt øjeblik, jeg kan huske, som var første gang, jeg fik skyldfølelse over noget, jeg havde spist."

"Da jeg var yngre, var der aldrig noget mad, der var forbudt. Jeg elskede slik og desserter og havde aldrig tænkt over det, når jeg spiste søde sager. Men en dag, da jeg var 13-14 år, ændrede det sig. På vej hjem fra Ikea var jeg med min familie på McDonalds, hvor jeg spiste en enkelt cheeseburger. Kun det. Men da jeg kom hjem på mit værelse, fik jeg det virkelig dårligt med mig selv. Med min krop. Jeg fortrød, at jeg havde spist burgeren. Hvad nu, hvis jeg tog på?"

"Jeg er ikke sikker på, hvorfor det netop var den episode, men det var første gang, jeg mærkede en utilfredshed med min krop. Det var første gang, jeg mærkede en panisk følelse omkring mit udseende. Det var ikke der, jeg begyndte at skære ting ud af min kost, men det var første gang, jeg mærkede de følelser. Fra den dag begyndte jeg at tænke over, hvad jeg puttede i munden."

Fyldte tanker om krop og vægt også hos dine veninder?

"Jeg snakkede nogle gange om det med min tætteste veninde dengang. Hun løb rigtig meget, og jeg kan huske, at jeg bemærkede det, men jeg tog det ikke som en negativ ting på det tidspunkt. Hun fortalte mig også, at nogle gange, hvis hun have spist rigtig meget, så ville hun fremkalde opkast. Og det var ikke, fordi jeg blev inspireret af det, men jeg fik nok en idé om, at det var normalt at fortryde noget, man havde spist."

"Da jeg kom i 9. klasse, begyndte det også at fylde noget i skolen. Det var nok også forstærket af, at vi blev mere aktive på de sociale medier. Der kom fokus på, hvordan vi så forskellige ud, og der blev hakket på en i klassen, som var overvægtig. Det lå hele tiden i underbevidstheden, og det blev så normaliseret, at jeg ikke engang kan huske konkrete episoder, hvor vægt blev påtalt. Det lå bare i luften, at man favoriserede den tynde, høje krop."

Hvornår indså du, at det havde taget overhånd for dig?

"Det var først efter flere år. Jeg var 14, da jeg stille og roligt begyndte at ændre min kost, men under corona, da fitnesscentrene blev lukket, gik jeg fuldkommen ned. Jeg tænkte, at når jeg ikke kunne træne, så måtte jeg heller ikke spise noget. Det blev meget ekstremt for mig. Jeg endte med kun at spise fire forskellige fødevarer, og jeg talte alle de kalorier, jeg indtog. Sådan fortsatte det i næsten to år, hvor jeg vitterligt kun spiste skyr, æbler, gulerødder og nogle gange knækbrød."

"Nogle aftener ramte det mig, hvor isoleret jeg var blevet. Jeg havde begrænset mig selv, fordi jeg ikke turde gøre noget. Det var lige efter, jeg var blevet student, og mine venner brugte tiden på at feste og rejse, men jeg var ikke en del af det. Jeg turde ikke rejse. Jeg turde ikke tage i byen. Jeg turde ikke spise ude. Jeg turde ikke engang drikke en kop kaffe på en café. Der indså jeg, at det ikke længere var mig, der styrede mit liv."

Hvordan kom du i behandling?

"Min familie havde lagt mærke til, at jeg havde ændret mig. De spurgte mig flere gange, om jeg havde kontrol over det. De spurgte, om jeg var okay, og om jeg havde brug for hjælp. Men jeg var overbevist om, jeg havde kontrol over det, indtil det gik op for mig, at det var helt ude af mine hænder. Efter jeg indså, hvor isoleret jeg var blevet, bad jeg min far om hjælp. Han handlede hurtigt og fik mig i gang med et behandlingsforløb. Jeg havde mange hæmninger i starten, og det var svært for mig at kalde det for en spiseforstyrrelse. Jeg følte, at det var et tabu."

"Da jeg mødte min psykoterapeut første gang, havde jeg en idé om, at jeg ikke skulle græde foran hende, fordi det var svagt. Jeg skulle ikke sige alt, hvad jeg tænkte, for så ville hun tro, at jeg var helt ude at skide. Det var svært for mig at lukke hende ind, men hun gjorde det klart for mig, hvad spiseforstyrrelsen fik mig til at gøre. Hun fik mig til at indse, at alle drømme, jeg havde haft, bare ville forsvinde, hvis jeg ikke turde udleve dem. Det, at hun kaldte den ”spiseforstyrrelsen” og på en måde adskilte mig fra den, gav mig en åbenbaring, tror jeg. Det gjorde, at jeg sænkede mine parader og kunne tale frit for første gang i mit liv. Det var så befriende."

Du nævner i bogen, at din mor bærer noget af skylden for din spiseforstyrrelse. Hvordan?

"Siden jeg var lille, har hun været god til at påpege sine usikkerheder. Hun har været nærmest fanatisk med træning i nogle perioder og så slet ikke trænet i andre, så hendes vægt har været som en yoyo. Det samme med kosten. Der var nogle gange ting, hun skar fuldkommen fra, som jeg også var opmærksom på, da jeg var lille. Det gav mig en bevidsthed om kost og træning. Bare det, at hun har stået foran spejlet og taget fat i sit maveskind eller påpeget noget appelsinhud, mens jeg var til stede. Det er små ting, men de har sat sig i mig og lært mig, hvordan man skulle behandle sin krop og sit udseende."

"Hun har fået lavet botox og filler, så længe jeg kan huske, men hun var aldrig tilfreds med resultatet. Hun skulle altid tilbage og have lavet mere. Det er nærmest en læring, jeg har fået hjemmefra, at man aldrig kan være tilfreds med, hvordan man ser ud. Uanset hvor flot man er, eller hvor tynd man er."

"Hun har aldrig sagt noget negativt om mig, men hun har været rigtig god til at tale grimt om sig selv og så vende sig rundt og sige: ”Men du er jo smuk, som du er. Du skal ikke lave noget om. Du er helt perfekt”. Jeg kunne aldrig få det til at give mening, når hun talte helt anderledes om sig selv, og jeg havde svært ved at tage komplimenterne til mig. Efter min behandling var jeg nødt til at sætte nogle grænser. Hun blev nødt til at stoppe med at kommentere på sig selv, for det havde smittet af på mig. Nu kan det godt være, at hun stadig har de samme tanker, men hun siger dem ikke højt, når jeg er der."

Hvordan tror du, at man kan undgå at give den her bevidsthed videre til sine børn?

"Man kan aldrig være fuldstændig herre over, hvordan ens barn tænker om sig selv eller sin krop. Der er mange faktorer, der spiller ind. Det, man kan gøre, er at være en god rollemodel. Mit vigtigste budskab til forældre er, at man skal passe på med at udpege sine usikkerheder foran børn. Fordi de lytter, og de lærer. Det er helt fair, at man har de tanker, men man skal holde dem for sig selv. Og selvfølgelig er det godt at være aktiv, og det er vigtigt at spise frugt og grønt, men hvis man taler meget om mad og krop – uanset om det er positivt eller negativt – så kommer der et fokus, som er unødvendigt."

"Jo mere man taler om krop, jo mere fokus kommer der på den, og det er ikke positivt, synes jeg. For det er en meget overfladisk ting at blive vurderet ud fra. Man kan for eksempel være modig eller stærk eller sej, eller man kan være en god ven eller have gode manerer. Ting, som intet har med udseende at gøre, og som er langt vigtigere at pointere end, hvordan man ser ud."

Hvad er dit bedste råd til andre, der kan spejle sig i dine tanker?

"Hvis man er helt derude, hvor jeg var, så skal man søge hjælp. Men hvis man bare går og er usikker på sin krop, så tror jeg, at det er vigtigt at finde ud af, hvorfor man har det sådan. Jeg forstod det ikke dengang. Jeg vejede mindre, end jeg nogensinde havde gjort, men jeg var mere usikker, end jeg nogensinde havde været. Det gav ikke mening i mit hoved. Jeg gik og havde det dårligt med mig selv. Jeg havde skyldfølelse over det, jeg havde spist, eller de dage, jeg ikke havde trænet."

"Så begyndte jeg at skrive de tanker ned. Fordi en ting er, at man har det dårligt, en anden ting er hvorfor? Så jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved de tanker, jeg havde, og så blev det mere klart. Jeg pegede på min mor, jeg pegede på sociale medier og på diætkulturen. Jeg fandt ud af, hvilke faktorer der havde medvirket til, at jeg havde det dårligt med min krop. Jeg indså, at det stammede fra billeder med filtre og en uægte fortælling om, hvordan man bør spise. Jeg indså, at det hele var løgn. Jeg havde levet på en løgn."

Hvordan kan man støtte, hvis ens pårørende har en spiseforstyrrelse?

"Støtte er et fint ord, for der er ikke noget, man kan sige eller gøre, som kan ændre personens syn på mad og krop. Men det, at man ikke rådgiver, men bare er der for dem, er et godt udgangspunkt. At man hele tiden minder personen om, at man støtter dem, og at man er der, hvis de vil tale om det. Der er ikke nogen, der har brug for gode råd, de har brug for støtte."

"Hvis der var noget, jeg ville ønske, der var anderledes i samfundet, så er det helt klart undervisning. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan, men da jeg gik i folkeskolen, der lærte vi om kost hos sundhedsplejersken. Hun lærte os om den forbandede madpyramide, og hvor mange sukkerknalder der er i en flaske cola. Det fortalte mig jo bare: ”Okay, sukker er dårligt”. Der mangler bedre undervisning om kost, og der har samfundet et ansvar."

Hvordan har du det i dag?

"Det overrasker mig nogle gange, når jeg spiser noget, hvor godt jeg har det med det. Men der er stadig et regnestykke i mit hoved hele tiden. Hver aften får jeg lyst til lige at regne sammen, hvor mange kalorier jeg har spist, og hvor meget jeg så må spise i morgen. Men jeg lader det ikke længere diktere, hvad jeg så gør dagen efter. Jeg er 100% sikker på, at jeg kan komme af med regnestykket en dag. Det er det, jeg sigter efter, og jeg er allerede på vej. Hvis jeg ikke har lyst til at træne en dag, så gør jeg det ikke."

"Tankerne bestemmer ikke over mit liv længere. Jeg var på en solorejse i sommer, og bare det kontroltab, det var, viste mig, at jeg sagtens kan. Det bliver hele tiden nemmere og nemmere at gøre nye ting. Så jeg har det meget bedre, og jeg er meget klogere, end jeg var for et år siden. Tankerne er der stadig, men jeg lader mig ikke påvirke af dem på samme måde."