"Robinson"-Pete åbner op om at springe ud: Jeg følte mig så komfortabel
For 14 år siden rykkede Pete fra "Robinson Ekspeditionen" teltpælene op og flyttede til USA. Det fik ikke kun betydning for hans karriere, men også for hans privatliv.
Bålmesteren Pete har allerede markeret sig i "Robinson Ekspeditionen" med sin evne til at lave bål og danne relationer.
Sidstnævnte er en evne, han har med sig fra sit arbejde, hvor han til daglig driver sit eget publicistfirma i Los Angeles.
Artiklen fortsætter under videoen.
Pete fik første gang smag på livet i USA, da han rejste dertil som udvekslingsstudent i gymnasiet og vendte retur i forbindelse med sin universitetsuddannelse.
Besøgene endte med, at han for 14 år siden flyttede permanent til USA, hvor han siden har skabt sig både et liv og en karriere.
På det arbejdsmæssige plan har Pete opnået stor succes, men også privat har han fundet sig til rette.
Sprang ud som homoseksuel
Da han flyttede dertil, var han nemlig endnu ikke sprunget ud og var stadig ved at finde ud af sin seksualitet.
Hjemme i Jylland havde han primært set sig som heteroseksuel, men mødet med nye mennesker i USA fik ham til at se anderledes på tingene.
– Da jeg kom derover og lærte folk at kende, var det lidt sådan: Ah, der er noget, jeg bemærker her. Der er nogle ting, der giver mening for mig lige pludselig. Og så følte jeg mig simpelthen bare så komfortabel med det, fortæller Pete om at springe ud som homoseksuel.
Det betød dog ikke, at han oplevede modstand hjemmefra.
– Ikke fordi jeg nogensinde har haft en negativ oplevelse fra familie, venner eller noget, som man kan sige, der næsten stereotypisk kan være i Jylland. Der har overhovedet ikke været nogen problemer med det.
Accept af sig selv
Selvom flytningen til USA fik stor betydning for Petes liv, mener han også, at alderen spillede en rolle i forhold til at finde sig til rette med sin seksualitet.
– Jeg tror bare, at jeg havde behov for også at være lidt ældre i mit liv og kunne acceptere mig selv. Og så da jeg gjorde det, der sad jeg der bare allerede og havde skabt et liv.
Og samtidig bor Pete et sted, hvor han føler sig særligt tryg ved at være åben om sin seksualitet.
– Jeg bor i West Hollywood, som er en af hovedstæderne for homoverdenen, så jeg føler aldrig nogen form for angst. Hvis jeg har haft en tidligere kæreste, jeg har holdt i hånd med, så føler du ikke noget, fortæller Pete, der stadig oplever at være mere påpasselig i andre amerikanske stater.
Den påpasselighed har han dog ikke rigtig med i Danmark, da kærlighedslivet indtil videre kun har eksisteret i USA.
– Jeg har aldrig datet, mens jeg har været her, så det har ikke været noget, jeg har skullet tænke over, fortæller Pete og uddyber:
– Nu har jeg været ude af skabet så lang tid, at jeg ikke tænker over det længere.
Stor fan af det amerikanske "Robinson"
Pete afslører i sin introvideo, at han tidligere har vundet en amatørversion af det amerikanske "Robinson", som han er kæmpefan af.
Og selvom han har set alle sæsoner af den amerikanske udgave, er der en helt særlig grund til, at det blev den danske version, han endte med at deltage i.
– Jeg er ikke amerikansk statsborger. Så først og fremmest kan jeg ikke ansøge, men så er der også lidt med baglandet. Man vil også gerne hjem og gøre dem stolte, fortæller Pete.
Det betød også, at Pete i hast måtte sætte sig ind i det danske "Robinson", som han ikke havde set i flere år.
– Jeg så den sidste sæson dagene op til, at vi skulle afsted. Og formatet det er altså lidt anderledes, så jeg måtte lige skifte strategi meget hurtigt, fortæller han grinende.
Du kan følge med i Petes deltagelse i "Robinson Ekspeditionen" hver mandag på TV3 eller Viaplay.