Appelsintrifli med mascarponecreme
Appelsintrifli har alt det, en dessert skal have: sødt, syrligt, sprødt og cremet.
Ingredienser
Appelsinkompot
3 appelsiner, ikke overfladebehandlede
250 g rørsukker
1 vaniljestang
Specier
500 g hvedemel
150 g flormelis
400 g koldt smør
1 spsk earl grey teblade
Mascarponecreme
500 g mascarpone
3 pasteuriserede æggeblommer
2 spsk flormelis
Pynt: chokoladespåner – kan laves ved at skrabe et tykt stykke chokolade med en stor kokkekniv
Sådan laver du appelsintrifli
1. Appelsinkompot: Riv skallen af to af appelsinerne fint og kom det i en gryde. Skær skrællen af og del appelsinkødet i grove tern. Fjern eventuelle kerner. Kom appelsinstykkerne i gryden sammen med sukker. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom det hele i gryden. Lad kompotten simre i 30 min. Skum den og lad den køle af i køleskabet.
2. Bland mel med flormelis og smuldr smørret i. Knus teen groft i en morter og kom den i melblandingen. Saml dejen med fingrene til en tyk pølse. Pak den ind i plastfolie og læg den på køl i 30 min. Tænd ovnen på 200 grader. Skær pølsen i skiver på ½ cm og læg specierne på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ca 8 min til de er let gyldne i kanten. Køl dem ned og gem dem i lufttæt beholder.
3. Pisk mascarpone sammen med æggeblommer og flormelis.
4. Server triflien i portionsglas. Start med kompot og knus så 2-3 specier i hvert glas. Top med mascarponecreme og chokoladespåner.
LÆS OGSÅ: Nytår: Sådan kreerer du en perfekt, børnevenlig nytårsmenu med krudt i
Tip
Du kan lave hele desserten dagen i forvejen, så du bare skal anrette den før servering. Vil du have en lettere (og mere syrlig) version af desserten kan mascarpone og æggeblomme skiftes ud med græsk yoghurt.
Vin til desserten: Riesling Auslese eller Beerenauslese (fra Mosel i Tyskland), eller sød Moscato di Asti.
SE OGSÅ:
Nytårsmenu: Få de bedste opskrifter til nytårsaften