Jeppe Jarnit-Bjergsø
SPONSORERET indhold

"Det er måske verdens hårdeste by at leve og bo i, så folk, der er her, har et specielt mindset"

Ejer af Evil Twin Brewing Jeppe Jarnit-Bjergsø, 41, er uddannet skolelærer, men arbejder nu som autodidakt brygger i New York.

Af: Marie Lodberg Foto: Rasmus Weng Karlsen
01. mar. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Hvorfor flyttede du til New York?
"Vi var begyndt at eksportere til USA, og vores brand voksede. Vi ledte efter større kapacitet til at brygge øl, og det fandt vi her. Kombineret med, at vi syntes, det kunne være en spændende udfordring at flytte til New York, søgte vi om visa og fik det efter ni måneder. Det var meget den gode gamle if you can make it there you can make it anywhere. I Danmark er der ikke rigtig nogen konkurrence. Folk er dovne, fordi man ikke behøver præstere særlig meget for at klare sig godt."

Hvad har du gang i?
"Mit primære fokus er Evil Twin Brewing, som brygger fra forskellige steder i USA og sælger til hele verden. Så har vi baren Tørst og restauranten Luksus, der er den eneste Michelin-stjernede restaurant, som kun har øl på drikkekortet. Og lige nu er vi i gang med at bygge et bryggeri i Brooklyn."

Hvordan har din karriere udviklet sig i den tid, du har boet her?
"Med ét ord: eksplosivt! Da vi kom herover i 2012, solgte vi ca. 100.000 liter om året. Nu sælger vi 20-25 gange så meget. Vi åbnede Tørst og Luksus, året efter vi ankom."

LÆS OGSÅ: Kønssociologen Cecilie Nørgaard: Derfor bor jeg på en husbåd

Hvad er det bedste ved at bo i New York?
"Tempoet og mulighederne. Jeg plejer at sige, at når jeg har været væk i en uge og kommer hjem, har byen ændret sig. Alt rykker vildt hurtigt. Man skal være på dupperne hver dag, og det elsker jeg. Hvis du tager en slapper, taber du."

Hvilke værdier sætter du størst pris på?
"Sammenhold. Det er, som om folk i New York holder sammen mod resten af verden. Det er måske verdens hårdeste by at leve og bo i, så folk, der er her, har et specielt mindset. Vi ser på verden omkring os og tænker: "Hvor må de dog have det nemt.""

Hvad er den største udfordring ved at bo i New York?
"Hver dag er en kamp for at holde sig interessant. Man kan ikke bare hvile på laurbærrene. Det var også derfor, jeg, efter vi fik den første Michelin-stjerne, tænkte: "Fedt nok, men hvordan får vi to?" Man skal have ambitioner, ellers kommer man ingen vegne. Af samme grund har jeg kun ét mål med det nye byggeri: At bygge New Yorks bedste bryggeri. Jeg er sikker på, det nok skal lykkes."

Hvad er kommet bag på dig ved at bo her?
"Hvor hurtigt alting går, og hvor stinkende dyrt alting er. Jeg har altid troet, at København var en dyr by at leve i, men når jeg rejser til København nu, er det, som om alting er gratis."

LÆS OGSÅ: Lizanne voksede op på Vestegnen med døve forældre: Nu er hun topchef i USA

Hvad savner du i New York?
"Den danske mentalitet. Jeg har boet i USA før, i 1994-95, og da jeg kom hjem, tænkte jeg: "Det er nemt at få venner i USA, men det er svært at få gode venner." Sådan er det stadig. Folk er mere overfladiske og aflyser aftaler til højre og venstre. Det skal man vænne sig til."

Hvad savner du ved Danmark?
"Gode shawarmaer. Nej, seriøst, ikke rigtig noget. Jeg har kun min mor, så familie er ikke noget, jeg på den måde har efterladt. Selvfølgelig er der venner, jeg savner, men heldigvis er New York så nem at komme til, at jeg stadig ser dem."

Hvordan er det anderledes at bo i New York end København?
"Det offentlige system er håbløst forældet. Bare det at få en forsikring og et kreditkort er en langvarig proces. Folk betaler stadig med checks herovre. Jeg siger til folk, der spørger mig til råds, at det tager to år, før du rigtig er inde i systemet. Indtil da er der meget arbejde og mange hurdler, der skal overvindes."

Hvordan er mentaliteten anderledes i New York?
"Folk arbejder ufattelig hårdt. Og folk har ambitioner, lige fra direktører til opvaskere. Vi har folk, der flytter 6.000 km for at være bartendere hos os. Det ville ikke ske i Danmark."

Hvordan slapper du bedst af?
"Når jeg er på restaurant. Jeg går ufattelig meget op i mad, kaffe, øl, vin og cocktails og arbejder hårdt for at kunne nyde disse ting. Jeg har spist på ca. 30 af de restauranter, der ligger i top-50 i verden. Når jeg sidder på en restaurant med venner, fantastisk mad og vin eller øl, kan jeg slappe af og nyde livet."

Hvad er dit bedste råd til folk, der overvejer at flytte til New York?
"Vær sikker! Det er en lang, besværlig og frustrerende proces. Men når det først lykkes, er det et fedt land, og New York er en fantastisk by at bo i. Selv efter fire et halvt år kan jeg gå ned ad en helt tilfældig gade og kigge på husene og menneskene og tænke: "Shit, hvor er det fedt, det her." Der er en vibe, man ikke finder andre steder i verden, alt virker meget for real. Så lad være med at give op, selv om det er op ad bakke. For når du først er her, er det det hele værd."

Overvejer du at flytte tilbage til Danmark?
"Nej ... Vi har gang i så meget her, børnene går i skole og taler mere engelsk end dansk. Og vi elsker at bo her. Jeg kunne mere finde på at flytte til et varmere sted i USA – Californien eller lignende – end flytte tilbage til Danmark. Jeg havde da nogle perioder med hjemve i starten, men Danmark har mistet sin tiltrækningskraft for mig. Jeg synes ikke rigtig, der er noget af komme tilbage efter længere. Klimaet er dårligt, janteloven lever, så nej, Danmark tror jeg ikke, jeg kommer hjem til."

LÆS OGSÅ: “Vi vægter de old school dyder højt. Vores børn vil nok sige, at vi er strenge”

Og hvor skal man så gå hen i New York, Jeppe?
Maison Premiere, en fantastisk cocktailbar og restaurant, som var man i Frankrig i 20'erne. De har nogle af verdens bedste cocktails.
Maisonpremiere.com

Pok Pok, ejet af min gode ven Andy Ricker, som er kongen af thairestauranter i USA på trods af, at han er hvid og født og opvokset i USA. Første gang, jeg spiste der, var første gang, jeg tænkte: "Det her er det eneste rigtige thaimad, jeg har fået uden for Thailand.""
Pokpokny.com

St. Anselm, ejet af en anden ven, Joe Carroll. Farm to table-restaurant med en meget simpel menu, hvor alt er tilberedt til absolut perfektion. Jeg tager altid besøgende venner med herhen, og alle synes, det er fantastisk. Der er ingen restauranter i Danmark med samme koncept, der kan måle sig med det her sted.
Stanselm.net

Mission Chinese, en restaurant på steroider ejet af Danny Bowien, som er en af de store kokke-rockstars. Det er som at spise i en natklub, men maden smager fantastisk. Vild, voldsom og over the top. Jeg laver deres husøl, og det er sådanne steder, jeg elsker at arbejde med.
Missionchinesefood.com

Det var så fire restauranter... Hvis jeg skal nævne et sted, der ikke er en restaurant, kan jeg rigtig godt lide at gå ture på The High Line (offentlig park bygget på en gammel jernbane, red.), når der ikke er for mange mennesker. Man kan se byen lidt ovenfra, og det er bare så fedt lavet.

LÆS OGSÅ: Julie og Jacob rykkede teltpælene op og gjorde det, mange drømmer om

LÆS OGSÅ: Rasmus Kofoed, ejer af Kadeau: Derfor serverer vi daggammelt brød

LÆS OGSÅ: 10 ting du ikke må gå glip af i Tokyo