Michael Robak
SPONSORERET indhold

Kære Robak: "Min kæreste klør sig i skridtet"

Go' morgen Danmark-vært Michael Robak, tager stilling til livets små og store dilemmaer.

02. apr. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Kære Robak,
Jeg har mødt en ny mand, han er skøn og dejlig, men klør og rager sig i skridtet mindst fem gange i timen. Vi har været sammen i snart to måneder, og jeg har endnu ikke haft modet til at sige noget til ham, men jeg synes, det er klamt. Jeg har set andre mænd, der gør det samme, så nu må du svare på kønnets vegne! Klør det virkelig så meget? Kan jeg sige noget til ham, uden at det bliver mærkeligt? (For en god ordens skyld skal jeg sige, at den personlige hygiejne ikke fejler noget, og at han går i bad hver dag).

Hilsen Lena

Kære Lena,
Godt og interessant spørgsmål!

Hver gang man ser én kvinde klø sig i skridtet, har man mindst set 1000 mænd gøre det samme. Jeg tror endda, nogle mænd synes, det er lidt hanabe-lækkert at klø sig i kuglerne.

Siden jeg modtog dit spørgsmål forleden, har jeg holdt øje med fænomenet og udnævnte denne dag til min undersøgelsesdag. En almindelig vintertirsdag i Danmark. Jeg starter med at gribe i egen barm – eller længere nede, om man vil. Jeg har ikke decideret kløet/raget/gnubbet mig i skridtet, men har da fire-fem gange rettet lidt på tingene, fordi de sad på en uhensigtsmæssig måde. Det er jo en del af forklaringen. Det, der ligner rageri, kan også bare være retteri. Derudover har jeg set tre andre mænd, der har haft klør fem nede i de forbudne frugter. En mand i en cykelforretning, en mand, jeg var til møde med, og en mand, der kom ud fra et toilet (ved ikke, om det tæller – han var sikkert bare en Retter). Fælles for alle var, at de – som din kæreste – så raske og velsoignerede ud. De gjorde det bare. Kløede sig. Lidt som når nogen har tics – eller har fået en dårlig vane. Jeg tror, det er det samme med din kæreste. Det er bare blevet noget, han gør uden at tænke over det. Det klør næppe mere i hans nedre regioner end i andres.

Skal du sige noget til ham? Normalt synes jeg, man skal være varsom med at rette på en kæreste. Ikke mindst når man lige har lært hinanden at kende. Men her synes jeg godt, du kan sige noget. Du er nok ikke den eneste, der synes, det ser uappetitligt ud. Du skal selvfølgelig gøre det på en sød og humoristisk måde. Måske skal du tilbyde ham assistance...?

Og husk at få flettet ind, at du i øvrigt synes, at han er både cool og sexet.

LÆS OGSÅ: 6 ting, du tror, er sunde for dig – men som kan gøre dig syg

LÆS OGSÅ: 10 ting der kan lindre dine syptomer på PCO

LÆS OGSÅ: 20-årige Zainab: Jeg tror ikke på kæresteforhold før ægteskabet